Ingerfair: Skal frivillige løse velfærdskrisen? Så mangler vi både budget, strategi og klare rammer

’Flere frivillige’ synes at være den tilbagevendende mulige løsning, der bliver hevet frem, når politikere skal komme med bud på, hvordan mangel på arbejdskraft til velfærdsopgaver skal løses. Det var også tilfældet, da Gitte Skotby-Young Ballenstedt interviewede fire politikere til en artikel i Altinget Civilsamfund. Problemet er bare, at ingen taler om, hvordan denne løsning finansieres.

Det giver rigtig god mening, at der tales om frivillighed som en del af ’velfærdspakken’. Frivilligheden kan nemlig noget ganske særligt, både for de mennesker, der nyder godt af at frivillige engagerer sig, og for de frivillige selv.

Undersøgelser viser, at frivilligt engagement skaber øget mental sundhed blandt dem, der giver deres tid til en god sag, ligesom frivillige har bedre helbred end ikke-frivillige.

Fra dem, der nyder godt af frivilligheden, hører jeg ofte taknemmelighed fordi, ’de har mere tid’, de er en, ’der ikke er betalt for at tale med mig’ og ’en, der bare har lyst til at være sammen med mig’.

Frivillige bliver betegnet som lyspunktet på dagen, dem, der er med til at bringe normalitet og hverdag ind, hvor der kan være mørkt og upersonligt.

Men frivillige er helt normale mennesker, der drives af en lyst til at gøre en forskel, ønsker at løfte meningsfulde opgaver og indgå i meningsfulde fællesskaber.

Vi skal have klare rammer for frivilligheden

Når jeg taler med frivillige, der er engageret i velfærdssystemet, for eksempel på plejehjem, så er det tydeligt, at ingen af de frivillige ønsker at påtage sig det, der oftest kaldes ’skal-opgaver’ – plejeopgaver som kræver den ansattes faglighed. Desværre er det ofte den bekymring, de ansatte har. At med flere frivillige, bliver de skåret i timer. Igen.

Mangel på klare rammer for, hvad de frivillige kan, skal og må, fører til usikkerhed og bekymring blandt de ansatte og danner grobund for dårligt arbejdsmiljø, som får de frivillige til at forsvinde.

Skal der mere frivillighed på velfærdsområdet, skal der være helt klare rammer for, hvilke opgaver de frivillige løser, og hvorfor det giver mening, at det er frivillige, der skal løse netop de opgaver.

Mangel på klare rammer for, hvad de frivillige kan, skal og må, fører til usikkerhed og bekymring blandt de ansatte og danner grobund for dårligt arbejdsmiljø, som får de frivillige til at forsvinde.

Marie Baad Holdt
Chefkonsulent, Ingerfair

Et pres på velfærdsstaten betyder, at det oftest kun er dem, der har særligt brug for hjælp, der får det. På plejecentre er der en stigning i antallet af beboere med svær demens, og i psykiatrien er der ofte kun plads til dem, der har det allerværst.

Skal frivillige engagere sig i aktiviteter her, skal de klædes på til opgaven. Og samles op, hvis det har været en svær dag. De frivillige skal have mulighed for supervision, hvis de har brug for at tale om det, de oplever, og videreuddannelse, så de har viden om det, de engagerer sig indenfor.

Det er i øvrigt også det, der bliver efterspurgt mest i forhold til anerkendelse af frivilligheden, viser Ingerfairs Frivilligundersøgelse 2021.

Derudover er det vigtigt, at det er de ’rigtige’ frivillige, der engagerer sig på velfærdsområdet. Det er ikke blot en hvilken som helst frivillig, der hverken kan eller har lyst til at engagere sig på velfærdsområdet. Der skal en god rekrutteringsplan samt indsigt i, hvad der motiverer frivillige til at få flere med.

Alt dette kræver en dedikeret person, der har tid og kompetencer til denne opgave. At arbejde med frivillige er nemlig en faglighed, ligesom det er en faglighed at arbejde med ’skal-opgaverne’ på velfærdsområdet.