
Efter to måneders valgkamp med to valg, og hvor fire kandidater blev til to, har Fyens Stift fået en ny biskop.
Valget endte med at falde på 47-årige Mads Davidsen, som er studielektor ved pastoralseminariet i København.
Det oplyser Folkekirken i en pressemeddelelse.
"Jeg ønsker Mads Davidsen et varmt og stort tillykke med valget som ny biskop. Vi har været vidner til en sober, god og engagerende valgkamp mellem de to kandidater. Nu ser jeg meget frem til samarbejdet med Mads Davidsen. Jeg er sikker på, at Mads Davidsen med sin meget brede, folkekirkelige erfaring vil udfylde posten som biskop over Fyens Stift på fornemste vis," siger kirkeminister Louise Schack Elholm (V).
Antallet af opstillede var allerede indsnævret fra første valgrunde 25. januar, hvor Mads Davidsen og Dorthe Tofte-Hansen, sognepræst i Dalum Kirke i Hjallese Provsti, begge gik videre til anden runde. Det gjorde de dengang med stemmetal på henholdsvis 538 og 407 stemmer i Davidsens favør.
Mads Davidsen vandt igen valget 1. marts over Dorthe Tofte-Hansen med 688 stemmer til 492 stemmer.
I alt var der 1438 stemmeberettigede, og 1200 af dem valgte at bruge deres stemme.
Det har været muligt for alle præster, medlemmer af menighedsråd og repræsentanter af menighedsråd i Fyens Stift at stemme.
Mads Davidsen studerede teologi på Københavns Universitet fra 1996 til 2003 og blev ordineret i 2004 fra pastoralseminariet i København.
Han startede sin præstegerning i Husumvold Pastorat i Københavns Stift, hvorefter han har været på Fyn, hvor han først var præst i Fredens Pastorat i Odense og siden i henholdsvis Øster Skerninge Pastorat og Munkebo Pastorat.
Siden 2018 har han været studielektor for pastoralseminarieuddannelsen i København, men stillingen byttes nu ud med biskopembedet.
Han bor i Odense med sin familie.
- Altingets stifter: Efter 26 år har jeg solgt Altinget. Her er min næste plan
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Vi kritiserer politikere for at være populister, mens vi labber deres fordummende synspunkter i os
- Ny ordfører vil fremme lokalmedier og foreningsliv: “Hverdagskulturen skal styrkes”
- Anti-gambling, grønne erhvervsuddannelser og podcast om hud: Det har fondene givet penge til i april




























