Her er 3 store udfordringer for det nordiske civilsamfund – og et åbent vindue
Civilsamfundet i Norden har både udfordringer og muligheder til fælles. Et nyt vidensgrundlag bygget på interview med forskere i de fem nordiske lande og tre selvstyrende områder viser stort potentiale, hvis organisationerne bliver bedre til at arbejde sammen på tværs af grænser.
Carsten Terp Beck-Nilsson
Redaktør, Altinget: civilsamfundDer er mere, der samler end deler de nordiske civilsamfund. Og der er mere end rigeligt at samles om. Alligevel sker det ikke.
Manglende samarbejde mellem civilsamfundsorganisationerne i de enkelte lande og især på tværs af landegrænserne er det mest slående ved en helt ny sammenligning af vilkårene for civilsamfundet i de fem nordiske lande og tre selvstyrende områder. Det mener i hvert fald Laura Auken, centerchef for Center for Frivilligt Socialt Arbejde.
”Civilsamfundet i de otte lande og områder har mange ens udfordringer. Alligevel har jeg ikke hørt om samarbejder over grænserne. Det er underligt i lyset af, at vi står med så stor en udfordring som corona, at man ikke interesserer sig for, hvordan det bliver håndteret i andre lande,” siger Laura Auken.
Fundament under civilsamfundstopmøde
Sammen med tænketanken Mandag Morgen står centret bag et vidensgrundlag, som skal lægge datafundamentet for det fællesnordiske civilsamfundstopmøde, der skal finde sted senere på året.
Centret har interviewet otte forskere fra Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Grønland, Færøerne og Åland om civilsamfundets vilkår i de otte lande og områder, og hvilken rolle de civile organisationer spiller i velfærden.
Og på trods af de variationer, som områdernes forskellige geografi, kultur og forvaltningsmæssige traditioner medfører, er der meget, der binder de civile samfund sammen.
”Forståelsen af civilsamfundet er ens alle steder, og der er en dyb anerkendelse af, at frivillighed og civilsamfundsorganisationer er betydningsfuldt for velfærdssamfund som de nordiske,” siger Laura Auken:
”Det er meget bekræftende, for den nordiske samfundsmodel bygger på et stærkt civilsamfund, og for mig at se, er der ingen tvivl om, at der i civilsamfundet ligger et afgørende potentiale i forhold til at håndtere nutidens og fremtidens samfundsudfordringer.”
Som følge af forskellene har civilsamfundet i hvert af de otte områder udfordringer specifikke, stedbundne udfordringer. Men der er også udfordringer, der går på tværs. Flere lapper ind over hinanden og skaber dermed problemknuder, der kan være vanskelige at løse op.
Sammen med Laura Auken gennemgår Altinget Civilsamfund her tre af de store udfordringer og til sidst et fælles udviklingspotentiale.
1: Kortsigtet finansiering er en udfordring, nærmest hvor end man kigger hen i Norden omend i forskellige grader. Projekt- og puljepenge skaber en kortsynethed, der gør det vanskeligt at drive indsatser, der har varige eller langtrækkende effekter.
I Danmark spiller fondene en stærkere rolle end i resten af Norden i finansieringen af civilsamfundet, men ligesom puljepenge gives fondsmidler typisk med et specifikt fokus, der ikke bidrager til organisationernes behov for frie midler, der kan betale den daglige drift.
”Det er en klassisk udfordring, at man gerne vil have et stærkt civilsamfund, mens man tænker mindre over, at det koster at drive det. Ideen om, at frivillighed er gratis, lever i bedste velgående,” siger Laura Auken:
”Der er en debat at tage op – også i Danmark – om hvad civilsamfundet kan løfte i forhold til de midler, man får. Der er masser af ønsker og forventninger til civilsamfundet, men tingene sker ikke af sig selv, og civilsamfundet kan ikke bidrage til at udvikle samfundet uden en stabil finansiering.”
2: Medlemmerne siver, og det gør ondt på det organiserede foreningsliv i alle de store, nordiske lande.
Det påvirker både det lille og det store demokrati. På de indre linjer bliver der færre til at lave det helt nødvendige arbejde med at drive foreningerne gennem bestyrelsesarbejde, generalforsamlinger og inddragelse af medlemmerne.
Og det forværres af den ovenfor beskrevne mangel på ubundne midler til driften. For det gør det vanskeligt at finde kræfter og overskud til at udvikle nye demokratiske processer, som er nødvendige for at tiltrække medlemmer, som tager aktiv del i beslutningsprocesserne.
”Det er tidskrævende og ofte dyrt med nye teknologier, og hvis der mangler ressourcer, er det ofte den del af en forenings liv, man skærer væk. Dertil kommer, at midler fra både offentlige puljer og fonde ofte er øremærket de brugerrettede aktiviteter og ikke intern organisationsudvikling. Derfor ser vi tendenser til, at civilsamfundet ikke udvikler aktive, moderne demokratiske processer, som er interessante for blandt andet unge,” siger Laura Auken.
De indre demokratiske knaster påvirker også det ydre demokrati, påpeger hun – dels i form af, at færre får den demokratiske opdragelse, der ligger i driften af foreningerne, og dels i form af en svækket fortalerrolle.
”Foreningerne fungerer som demokratiske laboratorier, og man får en demokratisk dannelse, som gør, at nogle med tiden fortsætter ind i kommunalbestyrelser og Folketinget,” siger Laura Auken.
Og så er der rollen som talerør for samfundets svageste.
Den funktion bliver sværere at varetage, både fordi foreningernes stemmer bliver svagere i takt med, at medlemmerne forsvinder, og fordi indtægterne bliver mindre og mere uvisse.
”De svingende økonomiske grundlag i alle de nordiske lande kan få den konsekvens, at civilsamfundsorganisationer bliver meget selektive i, hvor hårde de tør være i fortalerarbejdet. Noget advocacy vil simpelthen forsvinde, fordi nogle økonomisk udfordrede organisationer vil prioritere at være gode venner med dem, der betaler musikken,” siger Laura Auken.
Hun opfordrer politikere og embedsmænd til at se styrken i et civilsamfund, der råber op.
”Advocacy har i sin essens en negativ tilgang. Og jeg kan godt forstå, at man kan opleve, at der er meget kritik, og at det opleves som frustrerende. Men det er utrolig vigtigt, at civilsamfundet fastholder den rolle som fortaler for samfundets svage, og at man også giver stabil støtte til dem, der tør råbe op,” siger Laura Auken.
3: Professionalisering runger på gangene i hele den ideelle sektor, uanset om man befinder sig i Sverige, hvor civilsamfundet er i skarp konkurrence med private virksomheder om at levere velfærdsydelser, eller i Danmark, hvor kampen om fonds- og puljemidler kræver stadigt mere muskuløse sekretariatet med konstant nyspidsede blyanter.
Den udvikling giver et uundgåeligt clash mellem den professionelle og den frivillige del af organisationerne.
”Jo mere en ngo kører som en leverandør, og jo mere man får midler, man skal afrapportere på, jo større er risikoen for, at den frivillige oplever, at hans udfoldelsesrum bliver mindre, fordi der skal afrapporteres og dokumenteres og overholdes retningslinjer,” siger Laura Auken:
”Du kan ikke bare løbe efter den bold, du selv er optaget af, og det kan være en udfordring.”
Hun efterlyser en diskussion om begrebet kvalitet i civilsamfundet.
”Hvad er høj kvalitet? At de frivillige og dem, de er aktive sammen med, oplever høj kvalitet, fordi der er høj selvbestemmelse? Eller at der er tydelige effekter af en indsats eller nedskrevne samtaleforløb?” spørger Laura Auken.
Effekten af en indsats er én måde at måle kvalitet på, men en anden og mere ufortalt kvalitet er den, der ligger i, at nogle mennesker finder et fællesskab i at være sammen om en aktivitet, der ikke umiddelbart efterlader et synligt og varigt aftryk.
”Nogle mennesker er optaget af noget og sætter nogle ting i gang, fordi det er sjovt at gøre noget sammen. Det skal vi måske tale mere op. For der er også stor kvalitet i bare at gå ud og gøre noget sammen med andre,” siger Laura Auken og tilføjer:
”Det kunne være spændende at dykke ned i, om det stigende – og forståelige – fokus på at skaffe synlige dokumenterbare resultater, man kan vise frem til fonde og myndigheder, er en af forklaringerne på, at nogle fravælger det organiserede foreningsliv og går deres egne veje,” siger Laura Auken.
Det er ikke kun udfordringer, der tårner sig op foran de nordiske civilsamfundsorganisationer. De deler også et udviklingspotentiale, som Laura Auken koger ned til to ord:
”Snak sammen!”
Ordene er en klar opfordring til at udvise mere nysgerrighed over for de andre indbyggere i foreningslandskabet – både i eget land og nabolandene.
”Der er ingen interaktion på tværs af landene. Det er da underligt,” siger Laura Auken.
Hun undrer sig over, at medierne har beskrevet, hvordan børn i udsatte familier har fået det værre under corona, men at ingen organisationer – og for den sags skyld heller ikke medier – har interesseret sig for, hvordan man er gået til det problem i andre nordiske lande.
”Det er da interessant, at man ikke har kigget over Sundet for at se, hvordan man under corona for eksempel har udviklet tilbud til familier med vold og misbrug i Sverige. Det ville da være mærkeligt, hvis der ikke var noget at lære af de andre nordiske lande,” siger hun.
I vidensgrundlaget går Center for Frivilligt Socialt Arbejde et skridt videre med en klar opfordring til at gøre op med de siloer og sektorer, mange organisationer har forskanset sig i.
Historisk har civilsamfundet udvist en stærk innovationskraft, som blandt andet har ført til skabelsen af forsikringer, indkøbskooperativer og mange af de velfærdstilbud, vi tager for givet i dag – for eksempel børnehaver og hospice. Der ligger et gevaldigt potentiale – især i forhold til udsatte grupper – i at få kanaliseret noget af det entreprenørskab ind i udviklingen af vores velfærdsydelser, noterer vidensgrundlaget.
Men det kræver tættere samspil på tværs af sektorer – og ikke mindst mellem civilsamfundet og de offentlige myndigheder. Og der er et stykke vej, konstaterer Laura Auken.
”I Danmark har vi under corona kunnet se nye tegn på et mere etableret samarbejde mellem kommuner og civilsamfundet, fordi de frivillige foreninger kan nå nogle mennesker, som kommunerne ikke kan komme ud til. Men det er meget personafhængigt,” siger Laura Auken.
I hele Norden giver forskerne udtryk for, at der er udviklingspotentiale i at krydse kridtstregerne og forholde sig nysgerrigt til, hvem og hvad der befinder sig på anden side af den hvide linje.
Derfor håber Laura Auken mest af alt, at vidensgrundlaget kan blive den gnist, der antænder nysgerrighedens bål i de otte områder.
”Der ligger et kæmpe potentiale i at tænke civilsamfund på en anden måde i Norden. Så jeg håber virkelig, vi kan vække en nysgerrighed i forhold til alt det, der samler os, og få sat samtalen i gang,” siger hun.