Klumme: Civilsamfundet er vigtigste brik i et ghettoudspil

KLUMME: Mai Mercado (K) rammer langt ved siden af skiven, når regeringens ghettoudspil ikke inkluderer en øget understøttelse af civilsamfundet – for det rummer hele løsningen, skriver Henning Winther.

Børne- og Socialminister Mai Mercado (K) forsvarede for et par uger siden, at regeringens ghettoudspil ikke indeholder civilsamfundsinitiativer.

Begrundelsen er, at de gode viljer ikke har kunnet løse problemerne, og som hun siger "Vi står ikke og mangler frivillige indsatser i de udsatte boligområder."

Hun sagde en uges tid tidligere også, at frivillige skal løfte flere opgaver i den offentlige sektor.

Mattias Tesfaye (S) har efterfølgende med sig selv som eksempel været ude og sige, at frivillige fællesskaber bekæmper parallelsamfund. Jeg vil gå endnu videre og sige, at civilsamfundet lige præcis er løsningen på problemerne.

Hvis Socialministeren gerne vil have flere frivillige til at løfte offentlige opgaver, må vi skille æbler og pærer: hvad er en offentlig opgave, og hvad er en civilsamfundsopgave?

Det er en offentlig opgave at sikre kvalitetstilbud inden for sundhed, sikkerhed og skole, så forældrene kan gå på arbejde og sikre landets samlede produktivitet.

Det er en civilsamfundsopgave at sikre, at børnene har en tryg opvækst med et stærkt lokalsamfund omkring sig jf. det afrikanske ordsprog "It takes a village to raise a child". Den ene del kan ikke eksistere uden den anden til at bakke op - og omvendt. Men samtidig skal vi ikke ansætte folk til at løse forældrenes opgaver - og heller ikke forvente, at frivillige løser opgaver inden for sundhed, sikkerhed og skole, medmindre der er nogle klare spilleregler.

Manglende voksenkapacitet
Udfordringerne i udsatte boligområder er mange: høj kriminalitet, lav tryghed, høj arbejdsløshed, lav uddannelse, dårlig sundhed og trivsel med mere. Men de peger alle i den samme retning: manglende ressourcer hos områdets voksne. Når unge laver ballade og mangler uddannelse og aktiviteter, peger pilen på forældrene. Forældre- og voksenkapaciteten mangler simpelthen.

Hvis man sammenligner to naboområder i en større by - lad os tage eksempelvis Gl. Brabrand og Gellerup eller Skjoldhøjparken og Langkærparken i Aarhus - så er den mest markante forskel, hvor ressourcestærke de voksne i områder som Gl. Brabrand og Skjoldhøjparken er.

Der, hvor de voksne har uddannelse og arbejde, engagerer de sig automatisk i deres børns ve og vel, så de også er aktive forældre i forhold til daginstitution, skole og foreningsliv. Der er mange frivillige fritidstilbud, og de er drevet af og med lokalsamfundet. Forældrene er nærværende over for børnene, så børnene med ret stor sikkerhed kommer trygt igennem barndommen og foretager nogle relativt fornuftige valg, der sikrer et stabilt fundament for uddannelse og senere hen job.

Sådan foregår det ikke i udsatte boligområder.

Forældre, som ikke selv har kendskab til det danske job- og uddannelsessystem og ikke selv har overskud til hverken at engagere sig i børnene eller det omkringliggende samfund, er snarere normen end undtagelsen. Det er den manglende voksenkapacitet.

Tilpasningsdygtige mennesker
I mange år har man pumpet ekstra ressourcer i områderne i form af pædagoger, lærere, socialrådgivere og diverse løstgående missiler projektmagere med midler fra Satspuljerne, Landsbyggefonden og diverse andre fonde. Man har så at sige ansat sig ud af manglen på forældrekapacitet og dermed startet en særskilt industri for forældreopgaver.

I det, der senere blev kendt som Milwaukee-projektet, undersøgte man for 50 år siden udsatte børns IQ og fandt ud af, at man kunne øge børn i udsatte boligområders livsmuligheder markant ved at styrke normeringen og dermed kvaliteten af de daginstiutioner, som børnene går i.

Ligeledes har Robert Putnam i bogen Our Kids været ude og påpege, hvordan chanceligheden i samfundet går fløjten, når ressourcesvage forældre ikke læser for deres børn, fra de er spæde.

Læs også Bogorme skal ruste udsatte børn til skolen og livet. 

Fællesnævneren her er også, at man kan ansætte sig ud af meget - men problemet er, at vi som mennesker er ekstremt tilpasningsdygtige. Næst efter rotten er mennesket det mest tilpasningsdygtige væsen på herværende planet, hvilket har bragt os store sejre og store problemer.

Folk i udsatte boligområder er også tilpasningsdygtige. Hvis der kommer nogen og vil passe dine børn, når du selv ligger med PTSD og ikke kan overskue forældremøder, madpakker og fodboldtrøjer, der skal vaskes - ville du så ikke også takke ja til tilbuddet?

Filosoffen Axel Honneth beskrev fænomenet så tidligt som 1993. Han kaldte det klientisering. Et endnu finere ord er isomorfisme: vi tilpasser os den organisation, vi er afhængige af. Så hvis kommunen siger, vi skal gøre noget for at få noget, accepterer vi det uden større sværdslag, fordi det sikrer huslejen. Vi lærer at sige de rigtige ting, som kan udløse en førtidspension, en boligsikring, en kontanthjælp, en støttepædagog og så videre.

Men samtidig mister vi umærkeligt noget meget mere dyrebart, nemlig vores evne til at træffe selvstændige beslutninger og handle på dem. For at opnå tilfredsstillelse af nogle grundlæggende behov for mad, varme og tryghed accepterer vi at give køb på anerkendelse og selvrealisering (jf. Maslows behovspyramide).

Pointen er, at man ikke kan styre, professionalisere eller sanktionere sig ud af de problemer, som stat og kommune delvist selvforskyldt står i i forhold til de udsatte boligområder. Jo mere pisk og flere ressourcer man putter ned i et bundløst hul (som et udsat boligområde nogle gange kan opleves som), desto mere fratager man beboerne muligheden og behovet for at gøre en forskel selv.

Socialministeren har selv i januar anerkendt fodboldprojektet Get2Sports store indsats i udsatte boligområder med en bevilling på 16 millioner kroner. 

Projektet er i høj grad rettet mod lokale voksne i udsatte boligområder, hvor man understøtter deres bestræbelser på at lave strukturerede og meningsfulde fritidstilbud for børn og unge. Og det virker forbilledligt. Her symptombehandler man ikke med aktivitetstilbud, men aktiverer reelt de voksne, så de kan blive aktører i deres eget og deres børns liv.

Nøglen til løsningen ligger lige midt i områderne - i civilsamfundet. Det, der adskiller et udsat boligområde fra et almindeligt boligområde, er voksenkapaciteten. Hvor meget kan og vil de voksne i området have indflydelse på, og hvor meget kan de handle på?

Hvis man i stedet for pisk arbejder med at øge civilsamfundets egenkapacitet - altså at anerkende de voksnes evne og mulighed for at løse opgaverne med børn og lokalområde selv inden for de udstukne rammer for samfundet som helhed - desto mindre behøver vi som velfærdsprofessionelle at være til stede i tide og utide.

Der er mange ngo'er som Dansk Flygtningehjælp, Ungdommens Røde Kors med flere, som laver udmærkede indsatser i områderne - lektiehjælp, legeaktiviteter, fællesspisning og så videre - men de flytter igen ikke rigtig noget i området, fordi de blot behandler symptomerne, men ikke den reelle årsag til problemerne.

Det er velmenende studerende fra midtbyen, der kører den frivillige lektiehjælp - ikke de lokale voksne. Så her er endnu et nederlag og en grund til at ringeagte sine egne forældre for børnene.

Et par dagligdags eksempler på hvordan man med få midler kan styrke voksenkapaciteten i et udsat boligområde i stedet for at symptombehandle og klientisere:

  • Daginstitutionerne indfører højtlæsning for børnene for at styrke deres sprog. Hvad nu, hvis man i stedet indførte højtlæsning for forældrene, så de kan opleve værdien af det styrkede sprog? - og opleve at de selv er i stand til at gøre en forskel ved at læse højt for deres egne børn?
  • Man ansætter professionelle fodboldtrænere til at spille fodbold med ungerne, så der er gode fritidstilbud, som holder børn og unge ude af kriminalitet. Hvad nu, hvis man aktivt understøttede forældrene i at lave et lokalt fodboldhold i stedet for at konkurrere med det?
  • Man ansætter konsulenter til at anvise fritidsjobs til unge for at styrke deres arbejdsmarkedsforståelse og uddannelsesvalg. Hvad nu, hvis konsulenten ikke kun anviser fritidsjobs til unge, men også viser forældrene, hvordan man hjælper de unge i job, så de selv kan hjælpe det næste barn, og så fritidsjob bliver en naturlig ting for unge at have i området?
  • På Søndervangskolen ved Rosenhøj i Aarhus er karaktergennemsnittet steget fra 3,42 til 6,13 fra 2009 til 2016. Forældretilfredsheden ligger blandt de højeste i Aarhus Kommune, og elevtrivslen ligger i den bedste tredjedel på landsplan. Hvordan kan det ske? Skolen har først og fremmest haft et særligt fokus på forældresamarbejdet, så lærere og forældre i langt højere grad er sammen om at hjælpe børnene godt på vej. Skolen spiller dermed en aktiv rolle i opbygningen af voksenkapaciteten i lokalområdet - med meget mærkbare positive resultater til følge.


Jeg køber ikke socialministerens præmis om, at vi har rigeligt med fritidstilbud, og at vi har prøvet nok med det gode. Vi er dårligt nok begyndt. En langsigtet, effektiv og endda billig metode til at løfte udsatte boligområder handler ganske enkelt om at satse på civilsamfundet og løfte voksenkapaciteten i området med de forhåndenværende ressourcer.

---------------------------

Henning Winther er specialkonsulent hos Byrumklang, hvor han arbejder med kapacitetsopbygning og samskabelse i udsatte boligområder. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.
Næste artikel Klumme: Civilsamfundet kan løfte sundheden Klumme: Civilsamfundet kan løfte sundheden
  • Anmeld

    Jens Voldby Crumlin

    Regeringens neoliberale dagsorden

    Regeringen fører sig frem som om de bekymrede sig om ghettoer. Det er et regulært skjul for deres virkelige dagsorden som handler om endnu en udplyndring af den almene boligsektor. Derfor er de også resistente overfor alle gode forslag fra folk der arbejder med udsatte boligområder og har indgående kendskab ti hvad der skal til for at forbedre forholdene.

    Regeringens lovudkast har undertitlen "Initiativer der modvirker parallelsamfund". Men i realiteten er det en "sangskjuler" for et angreb mod hele den almene boligsektor, skriver BL i sit høringssvar til lovudkastet. læs :
    http://arbejderen.dk/node/173383

  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen

    Logikken i din behovspyramide er at uanset hvem man er og hvor man er også i forhold til arbejdsmarkedet,


    så må man for at kunne være social og hævde sin og andres ret, og for at kunne realisere sig selv og sit eget potentiale og forløse andres, så må der FØRST VÆRE TRYGHED OG SIKKERHED UBETINGET.

    Altså må alle mennesker have en ret til en sikker og tryg indkomst uden at skulle prostituere sg selv og sin personlighed i et socialsystem.

    Kun retten til en ubetinget grundindkomst FOR ALLE løser dette FRIHEDSPROBLEM.

    FRIHED opnås kun på en grund af RET og TRYGHED!

    Ud af FREDEN kan så senere en retfærdighed økonomisk og socialt og kulturelt vokse!

    Problemet er at man ikke ønsker fred, eller egentlig retfærdighed , social sikkerhed og kulturel frihed, men at alle mennesker bevidst styres i en retning af redskab for det altopslugende erhvervsliv.