Knud Aarup: Tre systemfejl dræber velfærdssystemet – den ene er, at vi har glemt civilsamfundet

1. Systemfejl: Mangel på menneskeorientering  

I 2019 holdt den amerikanske sociolog Richard Sennet en række forelæsninger på London School of Economics om velfærdssamfundets udfordringer. Her nævnte han, at den mest succesfulde metode indenfor alkohol-behandling i mange år var AA (Anonyme Alkoholikere).

Det er en metode, som baserer sig på det, vi i dag ville kalde en peer-to-peer-indsats. Det vil sige, en indsats sat i værk og styret af tidligere alkoholikere. Man kunne også kalde den en ”menneske-til-menneske-indsats”.

I 2023 udkom Helle Øbo’s anmelderroste bog: ’Man møder et menneske’. Den bidrager til at vise, hvordan megen fagprofessionel indsats er styret af et ”indefra-ud syn”, hvor den fagprofessionelle med sin viden aldrig kommer i tæt kontakt med den borger, man er sat i verden for at hjælpe.

Spænder den omfattende fagprofessionelle specialisering på det sociale omsorgs- eller hjælpeområde i virkeligheden ben for det at kunne hjælpe et andet menneske?

Knud Aarup

Resultatet er det nedslående, at borgeren bliver efterladt på perronen uden nogen hjælp. Øbo taler om den type indsats som systemvelfærd. I modsætning til det sætter hun relationsvelfærd, som baserer sig på og tager udgangspunkt i, hvad borgeren vil.  

Er vi her ved en af fejlene? Spænder den omfattende fagprofessionelle specialisering på det sociale omsorgs- eller hjælpeområde i virkeligheden ben for det at kunne hjælpe et andet menneske?

Skaber professionsuddannelserne og dermed opbygningen af en mer-viden hos for eksempel socialrådgiveren eller pædagogen en indbygget dynamik, som skubber den enkelte fagprofessionelle længere væk fra den person, som man skal hjælpe?

Medfører fagspecialisering tunnelsyn?

Den uddannelsesmæssige specialisering har siden midten af 20. århundrede sikret udvikling af stærke fagprofessioner og fagforeninger i velfærdssamfundet. Det har sikret den enkelte fagprofessionelle en stærk position som veluddannet og vellønnet fagperson i den offentlige sektor.

Men er det lige præcis det, som er med til at skabe en uoverstigelig distance til det enkeltindivid, som har brug for hjælp, fordi distancen forhindrer, at man kan skabe den nødvendige relation, som er en forudsætning for at hjælpe et andet medmenneske?

Kommer den faglige mer-viden i vejen for relationsdannelsen – og måske især, når den er kombineret med varetagelsen af myndighedsopgaver og magtudøvelse? 

Man kan dertil spørge, om den faglige specialisering også bevirker et tunnelsyn hos den fagprofessionelle, så man kun kan se den del af menneskers problemer, som specialiseringen giver blik for?

Det er en udvikling, som gør det sværere at forstå det enkelte menneske eller familie som en helhed. I stedet bliver personer til målgrupperepræsentanter for lige præcis ens eget specielle fagområde.

Så skal der flere fagprofessionelle til at danne det fulde billede, og relationen går fløjten – og så kan man kun levere systemvelfærd. Det er en skræmmende tanke, men manglen på helhed og sammenhæng i det sociale arbejde peger i den retning.

Systemfejlen handler ikke om, at viden er forkert. Selvfølgelig skal der indsamles, udvikles og formidles viden. Men måske er det nødvendigt med en grundig granskning af alle professionsuddannelserne og deres akademisering og specialisering.

Og måske skal der fokus på den enkelte fagpersons personlige forudsætninger? Evner den fagprofessionelle et professionelt nærvær? Måske forudsætter det også en større fælles faglighed imellem de mange omsorgs- og hjælpeprofessioner, så det for den enkelte står helt klart, at som socialarbejder møder man et menneske.

2. Systemfejl: Centralisering og overstyring 

Den danske antropolog Dennis Nørmark spidder i sin bog ’Ufrihedens pris’ den omsiggribende ledelsestænkning og det, han kalder væksten i den ”administrative overklasse” i samfundet.

Han beskriver, hvordan ledelse er blevet en selvstændig profession, som mangler en faglig viden om det fagområde, som den pågældende leder.

Derfor må lederen benytte sig af styrings- og opfølgningsmetoder, som ikke har deres oprindelse inden for det enkelte fagområde, og derfor bliver relationerne til medarbejderne præget af en ydre mistillid.

Vi har i velfærdssamfundets udvikling glemt den samfundsmæssige styrke, som ligger i lokalsamfund

Knud Aarup

Alt dette har ført til en undergravning af de faglige professioners arbejdsglæde og kaldsfølelse. Ledelsestænkningen har derimod sikret positionen for og den fortsatte vækst i antallet af cand.scient.pol.’er og lignende i den administrative overklasse.

Den ledelsesmæssige depravering af primært den offentlige sektor kobler Nørmark til ledelsestænkningens menneskesyn, og resultatet er en omsiggribende tro på centraliseringens lyksaligheder.

Frihedstab og mistillid

Måske skal en af årsagerne til velfærdssamfundets systemfejl lokaliseres i de mekanismer, som har fremmet en centralisering af alt fra kommunale organisationer til sygehuse og uddannelsesinstitutioner i stadig større enheder.

Argumenterne for centralisering har været de samme økonomiske argumenter, uanset hvilke velfærdsområder centraliseringen er sket på. 

Vi har derfor i velfærdssamfundets udvikling glemt den samfundsmæssige styrke, som ligger i lokalsamfund, hvor mennesker lever og tager ansvar for hinanden.  

Centraliseringen fører til et frihedstab og mangel på faglig og menneskelig tillid. Det underminerer det lokale og nære Danmark, og den udvikling bidrager til at undergrave almindelig menneskelig hjælp til selvhjælp i lokalområderne.

Den store hurdle bliver ikke mindst, hvordan velfærdssamfundets fagprofessionerne får øje på de mennesker, som de er sat i verden for

Knud Aarup

Måske er det også centralisering og øget statsliggørelse, som både politisk og administrativt hæmmer fornyelse og innovation i samfundet som hele?  

Det bliver svært at rulle den udvikling tilbage. Måske er en ”institutionernes befrielse” et af de skridt, som kan bidrage til at genskabe et mere decentralt Danmark med respekt for lokal beslutningskraft og -evne.

I hvert fald kalder også denne systemfejl på nytænkning af hidtil uset omfang. Helt afgørende bliver det at få velfærdssamfundet fri af den administrative overklasses overherredømme. 

3. Systemfejl: Vi har glemt civilsamfundet 

En tredje systemfejl, mener jeg, handler om, hvilken rolle civilsamfundet skal spille i velfærdssamfundet.

Civilsamfundet har sin rod der, hvor mennesker lever deres liv, og det er der, vi helt konkret som aktive i civilsamfundet tager ansvar for hinanden, vores nabo eller næste.

Det er lokalt, at man er frivillig, for eksempel som besøgsven på det lokale plejehjem, men også uden for de mere organiserede civilsamfundsorganisationer, at man er almindelig nabo, der hjælper med snerydning for dem, som ikke kan selv. Det er lokalt, at vi sikrer medmenneskelig støtte. 

At civilsamfundet og dets rolle har været glemt i udviklingen af velfærdssamfundet, tog allerede en af fædrene til den statsbaserede velfærdsstat, den engelske økonom William Beveridge, fat på i slutningen af 1940’erne.

Han pegede på, at et statslig velfærdssamfund netop ville fejle i indsatsen overfor mennesker med særlige behov.

Beveridge mente, at støtte og hjælp til disse personer forudsætter en medmenneskelig indsats, som handler om andet og mere end at give økonomisk hjælp. Det er en menneske-til-menneske hjælp, som skal gives lokalt der, hvor almindelige mennesker lever deres liv.

Civilsamfundet har sin rod der, hvor mennesker lever deres liv, og det er der, vi helt konkret som aktive i civilsamfundet tager ansvar for hinanden.  

Knud Aarup

I Danmark er Bistandsloven fra 1976 et mønster-eksempel på, hvordan civilsamfundet kan gøres fuldstændig fraværende i de sociale omsorgsindsatser.  

Kernen i begge eksempler er, at det især er civilsamfundet, som giver mennesker med særlige behov udviklingsmuligheder, så de kan lære at tage ansvar for sig selv. Det er medmennesker, som skal give den nødvendige støtte og kompensation. 

Civilsamfundet skal således mere på banen i dag, og måske kan netop det bidrage ved at tilføre nogle anderledes måder at hjælpe og støtte på end de nuværende offentlige kommunale rammer.

Systemfejlen rejser således spørgsmålet, om ikke betydningen af civilsamfundets organisationer i formidling af sociale indsatser udgør en overset mulighed for det danske velfærdssamfund?   

Tænk velfærdssamfundet forfra 

Tanken om, at velfærdssamfundet er født med systematiske systemfejl, gør det nødvendigt at tænke velfærdssamfundet forfra. Der er behov for en radikal nytænkning og et stort behov fornyelse og samfundsmæssige forbedring i den nuværende svære situation.  

Skal Danmark også være et velfærdssamfund i fremtiden, må vi ind og undersøge og udbedre systemets indbyggede fejl.

Måske er en ”institutionernes befrielse” et af de skridt, som kan bidrage til at genskabe et mere decentralt Danmark med respekt for lokal beslutningskraft.

Knud Aarup

Det forudsætter en åben og fordomsfri debat og nyudvikling af de sociale fagprofessioner, af styringstænkningen og af civilsamfundets rolle.

Jeg har antydet nogle løsningsovervejelser. Måske er erkendelsen omkring civilsamfundets rolle på vej, hvis SMV-regeringens ønsker om at udvikle samfundet fra velfærdsstat til velfærdssamfund og frisættelse af samfundets forskellige institutioner står til troende.

Men den store hurdle bliver utvivlsom et opgør med overstyring, centralisering og ikke mindst med, hvordan velfærdssamfundets fagprofessionerne får øje på de mennesker, som de er sat i verden for.