Bliv abonnent
Annonce
Kommentar af 
Mette Bock

Tidligere kulturminister: Corydons sværeste opgave bliver at udvikle og styrke DR i en turbulent verden

Bjarne Corydon kender det politiske spil. Han kan lede en virksomhed. Han har forstand på økonomi. Han kender mediebranchens voldsomme udfordringer, ikke mindst på det digitale område, skriver Mette Bock.
Bjarne Corydon kender det politiske spil. Han kan lede en virksomhed. Han har forstand på økonomi. Han kender mediebranchens voldsomme udfordringer, ikke mindst på det digitale område, skriver Mette Bock.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kære Bjarne Corydon.

Hjertelig tillykke med stillingen som generaldirektør i DR. Jeg er begejstret for valget af netop dig, og jeg har store forventninger til DR's udvikling i de kommende år.

Som du ved, er DR en kulturinstitution, som alle i dette land har en mening om. Hele tiden. Det er en historisk kampplads, og nogle af de kampe, der kæmpes i dag, er præcis de samme som for 100 år siden, da Statsradiofonien blev etableret. Under protest fra visse dele af samfundet.

For hvad skal vi med DR? Er det et mediehus, en kulturinstitution, en virksomhed som enhver anden, en politisk styret organisation eller en uafhængig public service-leverandør? En frontløber eller en bagstopper? Skal DR levere alt til alle, det bedste af det hele – eller kun det, som andre ikke kan eller vil?

Dén debat stopper aldrig – og heldigvis, for der ligger megen drivkraft og energi i debatten.

Læs også

Efter min bedste overbevisning er DR først og fremmest en kulturinstitution, der har public service som sit omdrejningspunkt. Det er principielt det samme som ved DR's fødsel.

Men det siger sig selv, at vilkårene er fundamentalt anderledes. Monopolets glade – og sløvende – dage er heldigvis forbi.

Det indebærer dog ikke, at man ukritisk skal lægge sig i baghjul på alle de nye kommercielle medier og en flagrende efterspørgsel for at holde på de utro mennesker, som udgør befolkningen i dette land. Brugerne er nemlig borgere. Heri ligger forskellen i forhold til det private nichemedie, som du kommer fra.

Jeg er ikke i tvivl om, at Bjarne Corydon kan navigere som en fisk i vandet på Christiansborg.

Mette Bock

Når jeg nærer store forventninger til dit kommende virke, er det, fordi du rummer en lang række af de forudsætninger, som man kunne ønske sig.

Du kender det politiske spil. Du kan lede en virksomhed. Du har forstand på økonomi. Du kender mediebranchens voldsomme udfordringer, ikke mindst på det digitale område.

Dér, hvor du umiddelbart står svagest, er på den del, der handler om at udvikle og styrke DR som et samlende og oplysende kulturelt fyrtårn i en turbulent verden.

Til gengæld tror jeg, at du er opmærksom på den udfordring og også fuldt ud er i stand til at tilegne dig den nødvendige viden og indsigt. Public service skal defineres og udvikles på en måde, der er orienteret mod fremtiden og ikke en romantisk drøm om fortiden.

Det forudsætter kulturelt flair for både nationale og internationale strømninger.

Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at du kan navigere som en fisk i vandet på Christiansborg. Du har udstået en lang karenstid fra politik og har opbygget troværdig kapitel over en bred kam.

Læs også

Jeg er overbevist om, at du har rigeligt med råstyrke til at kunne skelne mellem relevant kritik og utidig indblanding i konkret programlægning.

Vær i den forbindelse opmærksom på, at I skal navigere ansvarligt i forhold til den konkurrencesituation, som DR er i som økonomisk privilegeret og skattefinansieret medie. De private medier har helt andre konkurrencevilkår, men det ved du jo alt om med din baggrund som topleder i et privat mediehus. Husk det.

Der er behov for at styrke DR's legitimitet i befolkningen.

Mette Bock

Det sidste punkt, jeg vil henlede din opmærksomhed på, er, at der er behov for at styrke DR's legitimitet i befolkningen.

Jeg bruger helt bevidst ikke det kolde ord 'brugere'. Jeg insisterer i min relation til DR på at blive betragtet som borger.

Som borgere skal vi kunne læne os ind i DR som et sted, hvor vi risikerer at blive udfordret ganske gevaldigt, men også tillidsfuldt kan regne med som producent og leverandør af troværdigt indhold.

Uanset om det gælder kultur, oplysning, nyheder, debat, dokumentar, underholdning – og uanset om vi er børn, unge eller gamle. Når vi vil, og hvor vi vil. On demand.

Jeg ønsker dig held og lykke og glæder mig til at følge udviklingen i den kulturinstitution, som alle har en mening om. Sådan var det for 100 år siden. Og sådan vil det også være i morgen.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026