Mødrehjælpen: Nøglen til politisk gennemslagskraft er at række mikrofonen til det tavse mindretal 

Hvordan indretter vi vores ydelsessystem, så vi sikrer, at ingen børn vokser op i fattigdom? Hvilke muligheder giver vi til nybagte forældre, der har brug for hjælp og støtte til deres barn? Og hvordan skaber vi ordentlige rammer for de børn, der bliver fanget i konfliktsager mellem mor og far?

En stor del af de strukturer og rammer, der påvirker vores hverdag, bliver i dag bestemt på Christiansborg. Og selvom beslutningerne træffes af dedikerede folkevalgte, så træffes de også hver gang langt væk fra de mennesker, som det handler om.

Vejen til indflydelse er lang, og det kræver overskud og ressourcer at gå vejen. Civilsamfundsorganisationerne råber op på vegne af dem, der har svært ved at blive hørt.

I Mødrehjælpen rådgiver, støtter og arbejder vi politisk for børnefamilier og gravide i sårbare situationer. I andre civilsamfundsorganisationer er fokus anderledes, men fælles er, at vores brugere er hele vores eksistensberettigelse. Vi er deres talerør og deres advokater.

Men vi skal som civilsamfundsorganisationer ikke nøjes med at tale på vores brugeres vegne. Vi skal også turde lade dem stå forrest. Turde lade dem fylde og på den måde give dem en stærk stemme. Det gør vi i Mødrehjælpen.

At stille sig frem har en pris

Som et led i arbejdet for at give gravide og børnefamilier i sårbare situationer en stærk stemme har vi i Mødrehjælpen etableret et familiepanel for dem, som bruger eller har brugt vores tilbud. Lige nu er over 1.500 med, og vi oplever, at de virkelig har noget på hjerte.

Svarprocenten er høj, og de supplerende kommentarer til spørgsmålene mange. De fortæller om deres hverdag, om hvad der fylder for dem og ser her en mulighed for at komme ud med noget af det, som de ikke ved, hvor de skal gå hen med.

Jeg drømmer om at inddrage de børnefamilier og gravide, som bruger vores tilbud, endnu mere og få dem endnu tættere på.

Ninna Thomsen
Direktør, Mødrehjælpen

De har en trang til at blive hørt.

Familiepanelet er dermed et stærkt supplement til de brugere, som stiller sig frem og fortæller deres historier til medier eller ved møder med politikere.

Dem har vi også i Mødrehjælpen. De er dygtige til at sætte ord på den sårbare situation, som de og mange andre står i, og de kan fortælle, så man kan mærke det. For det er deres oplevelser. Deres liv. Deres magtesløshed, frustration og deres taknemmelighed. De er en kæmpe styrke for vores gennemslagskraft som organisation.

Samtidig er den store inddragelse en måde at give brugerne mulighed for selv at tale deres og Mødrehjælpens sag. En form for ’empowerment’ som vi oplever, at mange er stolte af at få muligheden.

Men at stille sig frem kan også have en pris.

Det kan være benhårdt at blive kørt igennem mediemøllen, og derfor er det afgørende, at vi som organisationer passer på dem, der stiller sig frem. De skal vide, hvad de går ind til. Det samme skal medierne.

Det er klart, at en enkelt bruger hverken kan eller skal stå alene og være løftestang for vores arbejde i civilsamfundsorganisationerne. Selvom brugeren er nøje udvalgt, og hans eller hendes sag repræsenterer en større gruppes, så må vi altid bakke op med data og evalueringer for eksempel fra panelundersøgelser for at understrege, at den konkrete sag er et eksempel på et strukturelt problem.

Brugerne skal fylde endnu mere

Vi er kommet langt med at sætte vores brugere i centrum i Mødrehjælpen, men vi er ikke i mål. Der er mere, vi kan og skal gøre. Her kigger jeg blandt andet til De Anbragtes Vilkår, som jeg anser som pionerer på dette felt, for inspiration.

Brugere er hele vores eksistensberettigelse, men de er også nøglen til politisk gennemslagskraft og resultater.

Ninna Thomsen
Direktør, Mødrehjælpen

For jeg drømmer om at inddrage de børnefamilier og gravide, som bruger vores tilbud, endnu mere og få dem endnu tættere på.

For eksempel ved at invitere dem ind i fokusgrupper, hvor de er med til at udvikle politiske forslag, som vi kan tage videre til Christiansborg.

Det kunne også være ved at uddanne en håndfuld til et ambassadørkorps, som vi mere fast kan sætte i spil i vores fortalerarbejde – både i presseøjemed og ved konferencer.

For ikke nok med at vores brugere er hele vores eksistensberettigelse, men de er også nøglen til politisk gennemslagskraft og resultater. Derfor skal vi som civilsamfundsorganisationer turde give dem mere plads og turde lade brugerne stå forrest.