Mellemfolkeligt Samvirke: Civilsamfund sikrer udvikling nedefra

Af Tim Whyte
Generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke

Når staten vælger at samarbejde med en folkelig organisation, sker det netop, fordi folkelige organisationer grundlæggende er noget fundamentalt andet end staten.

Det gode udviklingssamarbejde kommer, når staten har modet til at støtte dem, der kan noget, staten ikke selv kan. Velstående, bæredygtige samfund, hvor mennesker har lyst til at bo og blive, skabes nemlig nedefra. Ikke udefra.

Mange penge er spildt, fordi gode ideer ikke havde ordentligt lokalt rodfæste.

Staten har nydt godt af samarbejdet med folkelige organisationer i over 70 år.

Hvis danskernes udviklingssamarbejde var planlagt af faglige konsulenter, ville det være markant anderledes, og måske slet ikke eksistere – sagt med al respekt for alle de dygtige faglige konsulenter, som også bidrager væsentligt til en stor del af dansk udviklingssamarbejde.

Det er på grund af vores forskellighed, at både stat og ngo får gavn af samarbejdet med det klare formål, at der skabes varige forbedringer for de mennesker, der har brug for det.

Tim Whyte, Mellemfolkeligt Samvirke

Ngo-arbejde – ikke på bestilling
Mellemfolkeligt Samvirke har hevet i, hvisket til, råbt af og eksperimenteret sammen med staten, helt fra dengang udviklingen af dansk bistand begyndte:

Fra etableringen af Samarbejdsudvalget om Internationalt Hjælpearbejde i 1944, genopbygningen af krigshærgede lande i efterkrigsårene til udviklingen af de første bistandsprojekter, etableringen af oplysningsarbejde i Danmark, Danida og frivillige- og personelbistandsprogrammet og internationale politiske kampe som afskaffelsen af apartheid i Sydafrika.

Det har ikke været en bestillingsopgave, og begge parter har udviklet sig i samarbejdet.  

På den måde synes jeg også, det er udtryk for en fattig demokratiforståelse at mene, at vi er stærkest, når vi hver især er alene.

Det er på grund af vores forskellighed, at både stat og ngo får gavn af samarbejdet med det klare formål, at der skabes varige forbedringer for de mennesker, der har brug for det.

Samarbejde er vejen frem
Flere indlæg her på Altinget har handlet om ngo’ers uafhængighed i lyset af statsstøtte. Og selvfølgelig skal både staten og de folkelige organisationer værne om deres ret til at være højlydt uenige.

Den interessante diskussion er dog ikke, hvem der modtager mindst eller ingen statsstøtte – og dermed angiveligt er mest uafhængig politisk set. 

Den interessante diskussionen er, hvordan stat og folkelige organisationer kan støtte hinanden i hver især at opnå større potentialer og handlefrihed i forhold til de mål, vi har sat os.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at de fattige og marginaliserede mennesker, vi arbejder for, og de danskere, der har engageret sig gennem årene, har opnået flere handlemuligheder, mere frihed og indflydelse gennem vores samarbejde med staten.

Og jeg er heller ikke i tvivl om, at den danske stat bedre har formået at fremme sine interesser i, at verdens fattigste og marginaliserede oplever mere frihed, mere velstand, mere sikkerhed og mere bæredygtig udvikling for danskernes penge, i kraft af samarbejdet med os. 

Staten kan høste fra ngo’ers erfaring
Unge er en ny prioritet i dansk udviklingsbistand, men for os har unge i årevis været centrale i vores forandringsteori. Det kan staten bygge videre på.

Via vores indsats sikrede vi for eksempel i 2015, at 125.000 unge fik mulighed for at komme til orde og påvirke deres samfund nedefra gennem vores netværk af kampagneplatforme rundt omkring i verden.

Vi sikrer, at unge mennesker i Jordan og Libanon, der er flygtet fra krigens rædsler i Syrien, bliver mødt med støtte og meningsfulde tilbud, som giver dem håb om fremtiden og fast grund under fødderne.

Vi sikrer, at unge mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, får midler og viden, der gør dem i stand til at starte egne virksomheder op.

I Danmark mobiliserer vi titusindvis af danske unge i udviklingspolitik hvert eneste år.

Når vi videreudvikler den danske model for udviklingssamarbejde, skal vi sikre, at staten forsat har modet til at støtte folkelige organisationer i at udfordre og udvikle udviklingssamarbejdet – og at de folkelige organisationer forsat har modet til at blive ved med at udfordre.

For hvis vi bliver reduceret til faglige konsulenter (igen sagt med al respekt), har vi alle tabt noget.