
Store bededag er væk. En fridag er inddraget fra fællesskabet, og selvom mange måske mest har betragtet det som en irritation i kalenderen, bør det vække større eftertanke. For hvad sker der egentlig, når vi mister pauserne?
Vi lever i et samfund, hvor arbejdet breder sig ud over alle døgnets timer. Historisk set blev arbejderbevægelsens kamp for 8-8-8-modellen – otte timers arbejde, otte timers fritid og otte timers søvn – betragtet som et ideal. Men i dag er den for mange en illusion. Transporttid, overarbejde, hjemmearbejde og de konstante mentale tjek-ins gør, at arbejdet siver ind i alle vores vågne timer.
Hver gang jeg hører nogen forsvare 40-timers arbejdsugen, tænker jeg på citatet fra forfatteren David Cain: “8-timers arbejdsdagen er for profitabel for store virksomheder – ikke fordi folk får så meget fra hånden på otte timer, men fordi det skaber et forbrugsglad publikum. At holde fritiden knap betyder, at folk betaler meget mere for bekvemmelighed, tilfredsstillelse og enhver anden form for lindring, de kan købe.”




























