Rådet for Socialt Udsatte: Flere typer frivilligt arbejde bør anerkendes

Af Jann Sjursen
Formand, Rådet for Socialt Udsatte

Flere og flere danskere er engagerede i frivilligt arbejde og indgår i fællesskaber om opgaver, som løses sammen med andre engagerede medborgere til glæde for både den enkelte og samfundet. Faktum er dog desværre, at det ikke i samme grad gælder alle samfundets grupper.

Vores kollegaer i Frivilligrådet peger på den stigende tendens, at det primært er de veluddannede og de, der er i arbejde, der er engageret i frivilligt arbejde, mens mennesker med sociale udfordringer i stigende grad står udenfor – også her, fristes man til at sige.

Tid til en bredere definition
Det er, som Frivilligrådet påpeger, tid til, at definitionen på frivilligt arbejde bliver bredere, så flere typer af frivilligt arbejde anerkendes, også brugerfrivillighed. Det kan for eksempel være i form af peer-støtte. Inden for psykiatrien har peer-to-peer-ordninger været kendt – og anerkendt – længe, hvor tidligere brugere støtter nuværende brugere og deler deres erfaringer.

Det er, som Frivilligrådet påpeger, tid til, at definitionen på frivilligt arbejde bliver bredere, så flere typer af frivilligt arbejde anerkendes, også brugerfrivillighed.

Jann Sjursen
Formand for Rådet for Socialt Udsatte

Som et helt nyt initiativ har hjemløseorganisationen WeShelter fået midler fra Socialstyrelsen til at undersøge, hvordan tidligere hjemløse som frivillige peers kan støtte nuværende hjemløse på vejen mod egen bolig. Målet med projektet er at blive klogere på, hvordan peers kan være med til at hjælpe hjemløse, der er på vej fra herberg til egen bolig og give adgang til sociale fællesskaber, der kan være med til at reducere risikoen for, at den enkelte falder tilbage i hjemløshed. Der er spændende perspektiver i tankegangen.

Behov for fortalervirksomhed
En anden måde, hvorpå socialt udsatte kan engagere sig, er fortalervirksomhed. Der er brug for fortalervirksomhed, der sigter på at skabe en bredere folkelig forståelse for de forhold i samfundet, som fører til, at nogle sårbare mennesker ender som socialt udsatte. Et led i fortalervirksomheden er at bruge de frivillige kræfter til at sætte fokus på de rettigheder, som socialt udsatte har, men måske ikke får opfyldt.

Det er vigtigt, at fortalerfrivillighed ikke forveksles med det at tale for udsatte, selvom fortalervirksomhed nogle gange handler om at råbe vagt i gevær. Tværtimod handler det om at formidle med udsattes egne ord. Den største del af fortalervirksomheden handler om at skabe rummet og give redskaberne, så socialt udsatte kan tale på egne vegne. Det er netop denne fortalerrolle, som skal fremmes.

Det vigtige er, at den frivillige sektor ikke er med til at opdele borgere her i landet yderligere i et A- og B-hold, men i stedet bane vejen for, at samfundet kan rumme os alle – med de forskelligartede ressourcer og kompetencer, hver måtte rumme. Uanset social situation bør flere få muligheder for at prøve kræfter med aktiv deltagelse, også i civilsamfundet – og flere former for frivillige indsatser bør anerkendes.