Kommentar af 
Johanne Dalgaard

Særloven illustrerer, hvor langt ud vores menneskefjendske flygtningepolitik er kommet

Er ordet 'flygtning' simpelthen blevet så belastet af negative konnotationer, at man end ikke ønsker at forbinde det med nogen, man sympatiserer med, spørger Johanne Dalgaard.

Figenbladet for at føre én politik for flygtninge fra Ukraine og en anden for eksempelvis syriske flygtninge er det dårligt definerede begreb 'nærområde', skriver Johanne Dalgaard.
Figenbladet for at føre én politik for flygtninge fra Ukraine og en anden for eksempelvis syriske flygtninge er det dårligt definerede begreb 'nærområde', skriver Johanne Dalgaard. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Johanne Dalgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ganske selvfølgeligt skal vi i Danmark tage imod flygtninge fra krigen i Ukraine. Og ganske selvfølgeligt skal vi give dem de bedst mulige betingelser for at leve et ordentligt liv, selvom deres hjemland står i flammer.

Selvfølgeligt er det måske også, at mange europæere vil opleve sig mere umiddelbart forbundet med mennesker fra et andet europæisk land end med mennesker fra fjernere himmelstrøg.

Den følelse – at ukrainerne er tætte på os, at deres og deres lands skæbne er direkte forbundet med vores – er ikke nødvendigvis et udslag af racisme, selvom racismen uden tvivl er tilstede og en faktor i Danmarks måde at føre udlændingepolitik på. 

Alligevel er det vildt at opleve, hvor ubesværet man i den danske offentlighed lever med, at det nu ekspliciteres med en særlov, at de ukrainske flygtninge skal behandles som flygtende mennesker med behov for hjælp, mens flygtninge fra alle andre dele af verden fortsat skal behandles som samfundssnyltende udskud, der skal udgrænses.

Krigen i Ukraine har rystet hele det vestlige verdensbillede – for mange af os hele forståelsen af den tid, vi lever i

Johanne Dalgaard

Pludselig er alle danske politikere rørende enige om, at flygtninge har særlige behov. Pludselig kan man høre en udlændingepolitisk hardliner som Konservatives Marcus Knuth udtale sig decideret empatisk om flygtningebørns omstændigheder til DR:

"Jeg tror, når man kommer hertil med nogle af de traumer, de her børn har været igennem, så skal de jo ikke bare sidde og kigge ud af vinduet. Det er vigtigt, de bliver aktiveret og kommer ud at lege med andre børn. Så de skal hurtigst muligt i skole, ligesom forældrene skal kunne arbejde."

Det lyder indlysende godt, klogt, intuitivt og rigtigt. Men at det i 2022 kræver en særlov, hvis Danmark skal kunne tilbyde flygtninge og deres børn de allermest basale muligheder for at føre et værdigt liv, peger uvægerligt tilbage på, hvor langt ud af en menneskefjendsk tangent, vi som samfund har bevæget os på flygtningeområdet. 

Figenbladet for at føre én politik for flygtninge fra Ukraine og en anden for eksempelvis syriske flygtninge er det dårligt definerede begreb 'nærområde'.

Danmark er Ukraines nærområde, påpeger eksempelvis Socialdemokratiets Rasmus Stoklund til Ekstra Bladet, når han skal forklare, hvorfor den kontroversielle såkaldte 'smykkelov', der giver danske myndigheder hjemmel til at konfiskere værdigenstande fra mennesker på flugt, ikke skal gælde for ukrainere: 

"Smykkeloven er lavet til, hvis man bryder op fra et nærområde, hvor man er i sikkerhed, og rejser gennem sikre lande. Men det er ikke sagen for ukrainerne. Vi er deres nærområde."

Læs også

Idéen om, at vi har større ansvar for at hjælpe flygtninge fra vores nabolande end fra andre, ville give nogenlunde god mening for mig, hvis ikke Danmark over de sidste årtier havde deltaget aktivt i adskillige krige, der blev udkæmpet uden for det europæiske kontinent, og som har afstedkommet store flygtningestrømme.

Hvad man end mener om de krige – og der kan menes meget om dem – så har de haft nogle enorme konsekvenser for konkrete mennesker, som vi ikke bare kan tørre ansvaret for af i de omkringliggende lande med argumentet om "nærområder".

Ikke desto mindre har det i lang tid været den primære danske bestræbelse i flygtningepolitikken: At slippe uden om. At gøre Danmark uattraktivt selv for folk, der flygter fra krig og ødelæggelse. Til det formål har vi indrettet lejre, udspændt administrative snubletråde, krav og ydmygende foranstaltninger som smykkeloven.

"Vi arbejder for, at der skal laves en særlov, så vi slet ikke er inde i flygtningeproblematikken," udtalte Venstres Mads Fuglede til Ekstra Bladet. En besynderlig, men måske sigende formulering.

Hvad betyder det mon, at man med særloven for ukrainerne "slet ikke er inde i flygtningeproblematikken"? Er ordet 'flygtning' simpelthen blevet så belastet af negative konnotationer, at man end ikke ønsker at forbinde det med nogen, man sympatiserer med?

Krigen i Ukraine har rystet hele det vestlige verdensbillede – for mange af os hele forståelsen af den tid, vi lever i. Måske er dette ikke mindst rystende: at figuren "flygtning" kan vække en kollektiv trang til at yde omsorg.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johanne Dalgaard

Freelanceskribent, specialkonsulent
cand.scient.pol (Københavns Uni.)

Marcus Knuth

ba.oecon. (Uni. of Virginia 2002), MBA (Uni. of Navarra 2007), MPA (Harvard Uni. 2013)

Rasmus Stoklund

MF (S)
cand.scient.pol (Københavns Uni. 2012)