Debat

Centerchef svarer igen: Samarbejdet mellem frivillige og det offentlige er ikke overvurderet

Præmissen er forkert, når professor Bjarne Ibsen til Altinget siger, at effekten af civilsamfundets kommunale samarbejde er overvurderet. Tværtimod oplever Videnscenter om handicap, at samarbejdet mellem frivillige og det offentlige skaber stor værdi og derfor bør udvikles, skriver centerchef Dorte Nørregaard.

Centerchef for Videnscenter om handicap Dorte Nørregaard fremhæver frivillige afgørende betydning for handicappede som modsvar til professors skepsis over for betydningen af frivillige indsatser.
Centerchef for Videnscenter om handicap Dorte Nørregaard fremhæver frivillige afgørende betydning for handicappede som modsvar til professors skepsis over for betydningen af frivillige indsatser.Foto: Trine Brandt Ryhede
Dorte Nørregaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I en artikel i Altinget Civilsamfundets Videncenter 24. februar udtrykker professor Bjarne Ibsen, at der ikke er en konkret effekt af samarbejdet.

Han tager afsæt i en forståelse af, at samarbejdet handler om, at frivilligheden skal aflaste den kommunale sektor.

Uanset hvornår frivilligheden undersøges, er de frivillige motivationsfaktor nummer et altid at gøre en forskel.

Dorte Nørregaard
Centerchef, Videncenter om handicap

Han bruger billedet af to menneskekroppe, hvor den ene har armene over hovedet (kommunen), og den anden har armene nede langs siden (foreningerne). Det illustrerer ifølge Ibsen, at foreningerne er misfornøjede med samarbejdet og konkluderer samtidigt, at samarbejdet ikke har effekt.

Hvor er det ærgerligt, at vi med et sådan perspektiv får blikket væk fra den store forskel samarbejdet mellem den frivillige verden og det offentlige kan skabe.

Set fra Videnscenter om handicaps arbejde er samarbejdet nærmere undervurderet og bør udvikles langt mere.

De frivillige skaber livskvalitet
Med mennesker med handicap i fokus er det tydeligt, at samspillet mellem civilsamfund og offentlige indsatser er helt afgørende for deltagelse, aktivt liv og livskvalitet for alle.

Især for grupper som ikke selv har nem adgang til det fritidsliv og de fællesskaber andre oplever som selvfølgelige. Begge verdener kan noget den anden ikke kan og samarbejdet giver flere muligheder for at nyde godt af begge.

Set fra eksempelvis et menneske med udviklingshandicaps perspektiv er det en stor gevinst, hvis der både er støtte fra en pædagog fra kommunen til at håndtere hverdagen og mulighed for at være med i fællesskaber i foreninger og andre steder uden for den kommunale indsats.

Til stadighed bliver vi i videnscentret positivt overraskede over, hvor meget lokale frivillige foreninger (både på idræts-, kultur- og socialområdet) er åbne for at gøre en forskel for mennesker med handicap.

Eksempelvis skaber foreninger som "Glæden i Aarhus" og "Hverdagsaktivsterne i København" en bane for, at mennesker med udviklingshandicap selv kan være frivillige som mange andre.

Sønderborg Kommune har siden 2016, gennem dialog med idrætsforeningerne, bygget vejen for, at mange borgere med udviklingshandicap deltager i lokale idrætsforeningstilbud.

Se blandt andet Asger Romme fra Sønderborg Kommune fortælle om samarbejdet her.

Begge indsatser samarbejder med et afsæt i målgruppens ønsker og behov – ikke ud fra, hvilke opgaver kommunen skal have løst.

Præmissen er forkert
Problemet i Bjarne Ibsens argumentation er, at han tager afsæt i undersøgelser, hvor foreninger er blevet spurgt om de skal bidrage til at løse kommunens opgaver. Det svarer foreninger nej til. Og heldigvis for det.

For nej samarbejde handler ikke om, at vi er på vej mod den frivillige kommune. Præmissen her er helt forkert.

Samarbejdet mellem den frivillige verden og det offentlige handler ikke om at løse kommunens opgaver. Samarbejdet bliver relevant for begge parter, når man mødes om fælles identificerede udfordringer, en fælles målgruppe eller fælles udfordringer.

For ingen foreninger – hverken på social-, sundheds- eller fritidsområdet er sat i verden for at løse kommunens opgaver. Til gengæld er de fyldt af engagement i vores fælles samfund – både lokalt og nationalt.

Brænder man for fodbold, er det super inspirerende at udbrede glæden ved bolden til nye målgrupper. Brænder man for udsatte familier, giver det mening at lægge sine frivillige kræfter der, hvor der er behov, som ikke bliver dækket.

Uanset hvornår frivilligheden undersøges, er de frivillige motivationsfaktor nummer et altid at gøre en forskel.

Begge parter kan have armene i vejret
Så ofte er der faktisk to menneskekroppe med armene i vejret, når frivilliges og foreningers mål og engagement møder de kommunalt ansattes opgaver.

Og måske endnu vigtigere: Et menneske som oplever værdien ved et liv med den rette støtte og deltagelse i samfundets fællesskaber.

Det er en situation, som Lars Linderholm så fint beskriver i Altinget samme dag som Ibsen. En situation, hvor begge parter byder ind med det, de kan og vil – ikke for at hjælpe kommunen, men for at hjælpe udsatte grupper, skabe stærke lokalsamfund, give noget videre, være noget for hinanden og alt det, der i høj grad er kernen i vores velfærdssamfund.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bjarne Ibsen

Professor Emeritus, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC), Syddansk Universitet
cand.mag. i samfundsfag og idræt (Aarhus Uni. og DHL 1982), ph.d. i statskundskab (Aarhus Uni. 1992)

Lars Linderholm

Underdirektør, Ældre Sagen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1996)

0:000:00