Ny status over statens sociale investeringer – et trebenet velfærds-columbusæg, der stadig jagter sit ene ben
Den Sociale Investeringsfond er efter sine første tre år stadig ikke lykkedes med at tiltrække privat kapital, som ikke er filantropisk. Barriererne handler både om volumen og manglende garantier for afkast. Læring fra de første år giver dog forhåbninger om, at missionen kan lykkes i fremtiden.
Gitte Skotby-Young Ballenstedt
RedaktørFlere og flere offentlige myndigheder ønsker at løse sociale problemer med en social investering.
Sociale investeringer er en måde at løse velfærdsudfordringer, som vurderes at koste det offentlige mange penge på længere sigt, hvis de ikke bliver løst.
Indsatserne finansieres i første omgang af en investor, som til gengæld får et afkast i form af en andel af den offentlige besparelse, hvis opgaven løses. Dem, der løser opgaverne, kan enten være en privat leverandør, en offentlig eller civil aktør, som engageres og betales af myndigheden.
Afkastet til investor afhænger således af, om leverandøren opnår de mål, der er opstillet i en kontrakt forud for samarbejdet.
Det er en positiv, men måske ikke superoverraskende erfaring efter Den Sociale Investeringsfonds første tre år. Der er efterspørgsel på flere indsatser end fonden lige nu har midler til at investere i.
Civilsamfund
