Stine Bosse i ledelses-podcast: Få nu styr på jeres kasketter

SEKTOR 3: Hvordan undgår man spaghetti på ledelsesgangene i civilsamfundsorganisationer? Klare aftaler om rollefordelingen mellem bestyrelse og daglig ledelse er et must, lyder det fra Stine Bosse og Laura Auken i Altingets ledelses-podcast, Sektor 3.

Abonner i iTunes | Soundcloud | RSS-feed

Hvad er direktørens rolle? Hvad skal bestyrelsesformanden tage sig af? Og hvad med resten af bestyrelsen?

Det lyder ikke som de vanskeligste spørgsmål at besvare. Alligevel volder relationen mellem bestyrelsen og den daglige ledelse store kvaler i mange organisationer.

”Jeg har været involveret i små ngo’er, hvor det er gået galt. Altså spaghetti-galt, hvor alt er rodet sammen. Min erfaring er, at det går galt, lige så snart man begynder at blande kasketterne,” siger Stine Bosse, erhvervskvinde og – blandt meget andet – formand for Plan Børnefonden og Europabevægelsen.

Hun pointerer, at når man går ind i en bestyrelse, så siger man ja til det overordnede ansvar og nej til at beskæftige sig med detaljen.   

”Når man i en bestyrelse sidder og taler om, hvorfor der ikke var fiskefrikadeller ved frokosten for de hjemløse, så er man på vildspor. I en bestyrelse skal man holde sig til det overordnet strategiske og den økonomiske styring og lade fiskefrikadellerne være,” siger Stine Bosse i Altingets ledelsespodcast, Sektor 3.

Spaghetti er intet særsyn
Og rod i toppen er ikke noget særsyn, bekræfter Laura Auken, chef for Center for Frivilligt Arbejde og medforfatter til en netop opdateret grundbog for bestyrelsesmedlemmer, 'At lede en sag'.

Hun ser jævnligt, at bestyrelsesmedlemmer bliver for optagede af det, der hører til i den daglige drift.

”Mange bestyrelsesmedlemmer er meget engagerede, og de bliver hurtigt optagede af det, de er engageret i. Det er typisk organisationen og brugernes trivsel og aktiviteterne, og når det sker, ryger de over på det taktiske niveau,” siger hun.

Det skaber kasketforvirring, som kun kan løses gennem det, hun kalder en nærmest pedantisk afklaring af, hvilke opgaver bestyrelsen har, og hvilke opgaver der ligger hos den daglige ledelse.

”Det er nødvendigt med klare regler, klare aftaler og en transparent, nærmest pedantisk, afklarethed om, hvad bestyrelsen skal håndtere, og hvad den daglige leder har ansvaret for. Og jo mere kasketforvirring der er, desto mere skal man tale om det, og desto tidligere skal man gøre det,” siger Laura Auken.

Du kan høre resten af deres betragtninger om relationen mellem direktion og bestyrelse i Sektor 3, hvor Stine Bosse og Laura Auken også løfter sløret for fejl, de selv har begået i deres arbejde.

Sektor 3 er sponseret af Tuborgfondet, og du kan finde hele serien på Soundcloud og iTunes.

Abonner i iTunes | Soundcloud | RSS-feed

Tema: Sektor 3

Forrige artikel Podcast: Elbæks sociale bevægelse kæmpede med at være et politisk parti Podcast: Elbæks sociale bevægelse kæmpede med at være et politisk parti Næste artikel Podcast: En halv million danskere kan lige nu stemme til det glemte valg Podcast: En halv million danskere kan lige nu stemme til det glemte valg