Teolog: Argumenterne for at forskelsbehandle ukrainske flygtninge holder ikke

Danmark er det land i verden, der i en enestående indsats procentuelt set reddede flest jødiske medborgere i 1940’erne. Denne historie forpligter fortsat.

Mange af os har doneret penge og skrevet eller underskrevet støtteerklæringer og petitioner, men den ønskede virkning – at stoppe krigen i Ukraine – er ikke indtruffet. I stedet er situationen forværret.

Man siger, at alle flygtninge behandles ensartet, men i praksis sker der en forskelsbehandling. Dette sker også i andre europæiske lande.

CNN-skribent Zeena Saifi kalder det for "Europas selektive empati for flygtninge".

Der er i den kontekst blevet lagt mærke til, at regeringen i Danmark modtager ukrainske flygtninge med åbne arme, mens syriske flygtninge sendes hjem, selvom der fortsat er krig i Syrien.

Der er flere mere eller mindre indlysende begrundelser for forskelsbehandlingen, der hænger sammen med de helt særlige forhold, der adskiller de ukrainske fra andre flygtninge.

Lad mig undersøge og nuancere begrundelserne, der frembringes for at retfærdiggøre denne forskelsbehandling.

Ukrainerne ligner os selv

For det første ønsker højrefløjen i Frankrig forskellige regelsæt for flygtninge fra arabiske muslimske lande og flygtninge fra europæiske, overvejende kristne lande, fordi det angiveligt er sværere at assimilere muslimer fra en arabisk kultur end kristne fra Europa. Forskelsbehandlingen knyttes altså til integrationsudsigter.

Det at hæfte sig ved, at de fleste ukrainske flygtninge er hvide, kristne og dermed ligner os selv, har samme religion, kultur og livsstil, kan føre til en rå stammelogik.

Når vi oplever, at vores medmennesker i Ukraine er i livsfare, er det kun naturligt, at vi vil hjælpe så meget, vi overhovedet kan

Claudia Welz
Professor og teolog, Aarhus Universitet

Judith Sunderland fra Human Rights Watch påpeger med god grund overfor CNN, at: "empathy and solidarity should stretch to everyone in need, not just the people who may look and pray like us". Smerten kan jo ses på alle menneskers ansigter. Vi har også set tårer i øjnene på syriske børn, der har mistet deres forældre. Burde reaktionerne så ikke være de samme overfor dem, hvis vi ellers vil leve i en civiliseret verden?

Hvis vi vil tage den bibelske (og dermed jødiske og kristne) kulturarv alvorligt, må konklusionen netop være, at vi ikke må forskelsbehandle flygtninge, fordi alle mennesker er skabt i Guds billede og dermed fortjener beskyttelse uanset hudfarve, nationalitet, køn og religion.

Putin har perverteret kristendommen og dermed provokeret en splittelse af den ortodokse kirke. I en bemærkelsesværdig erklæring fra 13. marts 2022 fordømmer førende ortodokse teologer i hele verden Putins krig og megalomane ideologi, der betegnes som "grundlæggende uortodoks, ukristen og umenneskelig".

Putins krig viser tydeligt, at argumentet ikke holder: Det, at nogen ligner os selv, betyder nemlig ikke nødvendigvis, at vi altid er tættere forbundne med vedkommende. Tværtimod.

Selvom Putin betragter Ukraine som en del af det store ’hellige’ russiske rige, han vil (gen)opbygge, og selvom størstedelen af de russisktalende ukrainere er kristne, der ligesom Putin tilhører den russisk-ortodokse kirke, bringer han død og ødelæggelse over dem. De nærmeste naboer er dermed blevet til hans værste fjender.

Flygtninge med terrorrisiko

For det andet sagde Bulgariens premierminister ifølge førnævnte CNN-artikel, at de ukrainske flygtninge accepteres uden frygt for, at de muligvis er terrorister. Underforstået: Denne frygt legitimerer afvisningen af flygtninge fra Syrien og andetsteds.

Argumentet forekommer umiddelbart at holde stik, fordi der faktisk er flere IS-krigere i Syrien end i Ukraine. Så der er en reel fare for, at den fremmede gæst viser sig at være fjenden, der i sidste ende undergraver gæstgiverens kultur, hvis vi åbner døren for alle, der banker på.

Hvis vi ønsker, at den muslimske flygtning bliver mere ’som os’ og passer på vores hjem, bliver vi nødt til også at behandle vedkommende som en ’af os’

Claudia Welz
Professor og teolog, Aarhus Universitet

Den fransk-algeriske filosof Jacques Derrida har derfor præget ordet "hostipitality", som giver udtryk for den tvetydighed, at gæstfrihed ("hospitality") tit er kombineret med fjendtlighed ("hostility").

Rollerne mellem gæsten og gæstgiveren omvendes, når den ene kan genkende sig selv i den anden, så gæstgiveren også kan forestille sig selv at være flygtningen, der (ikke) er velkommen.

Diskussionen om gæstfrihed handler i høj grad om forståelsen af ens egen identitet, ens eget hjem og dets grænser, som afspejles i den selvforståelse og sociale værdisæt, der gælder 'herhjemme'.

Ubetinget gæstfrihed, der giver plads til og inkluderer hvem som helst, er i praksis umulig, hvis hjemmet, der er forudsætningen for gæstfriheden, deles med nogen, der ødelægger det.

Spørgsmålet er dog, om vi på den baggrund må sende syriske flygtninge tilbage i krigen og i stedet for dem modtage endnu flere ukrainske flygtninge. Her kan empirien føre ideologien ad absurdum, det vil sige ud i meningsløsheden eller absurditeten.

Uanset hvorfra flygtninge kommer til Danmark, er integrationschancerne størst, når der ikke skelnes mellem første- og andenrangsflygtninge. Hvis vi ønsker, at den muslimske flygtning bliver mere 'som os' og passer på vores hjem, bliver vi nødt til også at behandle vedkommende som en 'af os' – og ikke som en potentiel terrorist. Ellers risikerer vi, at vores mistanke bliver til en selvopfyldende profeti.

For resten forenes de tre såkaldte 'abrahamitiske religioner', jødedom, kristendom og islam, i ét træk: At de alle har en stærk tradition for gæstfrihed. Og den tradition bygger ikke på menneskelig svaghed, men minder om, at Gud, den Allerhøjeste, selv er Den, der elsker og "beskytter de fremmede", som det også står i den bibelske salme 146,8.