Danida-veteran: Når Afrika ikke støtter Ukraine, er det en konsekvens af Vestens hykleri

For et år siden snakkede jeg med min gode ven og læremester fra årene i Zimbabwe i 90’erne. Min ven er skolelæreren som blev frihedskæmper i 60’er, fængslet af Mugabe i 70’erne, NGO-leder i 80’erne, medstifter af oppositionspartiet i 90’erne, parlamentsmedlem i 00’erne.

For ti år siden besluttede han at vende tilbage til græsrodsarbejdet med marginaliserede kvinder i frustration over den omsiggribende systemiske korruption og vold i hans smukke og resurserige land.

Da vi talte sammen, havde han ikke mange optimistiske ord om Afrikas støtte til Ukraine og Vesten.

Han mindede mig dengang om, at vi – og dermed mente han især vores politiske ledere, ikke de vestlige civilsamfundsorganisationer, han arbejder sammen med – på det groveste havde sveget vores tilsagn om solidaritet med Afrika under Covid-19 pandemien. 

"Hjælpen kom jo ikke! Jeres statsminister sørgede for, at I indkøbte flere vacciner, end I havde brug for. Det mindede os om kampen mod HIV/AIDS i 90’erne. Også dengang var hjælpen mindre, end I lovede, og den kom for sent!" konstaterer min ven. 

Udviklingsbistandens betydning

Jeg forstår irritationen blandt politiske ledere og kommentatorer over de mange lande i Syd, som enten ikke vil tage stilling til Ruslands aggressionskrig i Ukraine eller uden blusel fraterniserer med Putin og ruller den røde løber ud, når den russiske udenrigsminister kommer på besøg.  

Eksemplerne på, hvordan man giver bistand med den ene hånd og røver resurser med den anden, er legio

Bjørn Førde
Tidligere generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke

Men vi bliver som minimum nødt til at forsøge at forstå den kikkert, store dele af Syd ser denne krig i Europa igennem. I vores egen undertiden ret så oppumpede selvforståelse af udviklingsbistandens betydning gennem mere end 60 år, er der sjældent plads til det hykleri, som mange i Syd forbinder med forholdet mellem dem og os.  

Jo, de respekterer bestemt vores humanitære indsatser, og min gode ven fremhæver altid vores civilsamfunds bidrag til en rettighedsbaseret udvikling. Men de har også levet med et globalt handels- og investeringsregime dikteret af Vesten, som har holdt dem i et jerngreb.

Eksemplerne på, hvordan man giver bistand med den ene hånd og røver resurser med den anden, er legio.  

At kinesere og russere gør det samme, kan næppe afstedkomme mere end et smil på læberne. Af dem forventer de ikke andet. Af os har de ret til at forvente mere. Vi har prædiket frihedens og demokratiets evangelium, og det gør vi fortsat, uden altid at forstå de lænker, som vores politik på mangfoldige andre områder binder og baster dem med. 

Vestens hykleri

”Husker du vores snak om strukturtilpasningsprogrammerne i 90’erne, hvor vi blev dikteret at skære ned på de offentlige udgifter til sygehuse, skoler, transport og meget andet, som betingelse for at få nye lån fra Verdensbanken?” spurgte min læremester, da vi nogle uger inden årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine snakkede sammen på en sikker telefonlinje. ”Vi blev behandlet som børn, der ikke havde forstået noget som helst.” 

Vestens hykleri er ikke forklaringen på alle dårligdomme

Bjørn Førde
Tidligere generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke

Ja, det husker jeg med en bitter smag i munden, for civilsamfundet i Vesten kæmpede imod, men havde ikke styrke til at ændre denne politik, som gjorde den fattigdom, vi bekæmpede via udviklingsbistanden, større.

Endnu et eksempel på det, mange i Syd med rimelighed kunne opfatte som hykleri. Og endnu et eksempel på, at det nok aldrig for alvor er lykkedes at etablere et ligeværdigt forhold mellem os, trods skåltalernes floromvundne ønsker herom. 

Vi er enige om, at Vestens hykleri ikke er forklaringen på alle dårligdomme i hverken hans eget land eller i andre lande i Afrika. Når mange af kontinentets ledere bøjer sig i støvet for Rusland og Kina, er det i høj grad et udtryk for den autoritære, korrupte og kleptokratiske retning, mange ledere fra befrielseskampens tid har udviklet sig i.

Deres reelle bekymring for deres befolkningers ve og vel er ikke større end den, vi oplever hos russiske og kinesiske ledere, hvor befolkningen ikke har demokratiske muligheder for at mene noget. Som de mange steder i Syd heller ikke har. 

Solidaritet med Ukraine

”Vi er mange frihedskæmpere, som kan sætte os ind i den smerte, vi ved, kampen mod de russiske styrker påfører hele befolkningen,” slutter min ven vores seneste samtale. ”I vores hjerter er der ingen tvivl om vores solidaritet!”