Bliv abonnent
Annonce

Enhedslisten melder sig klar til at give overborgmesterposten i København til SF

Line Barfod har været leder af Enhedslisten på Københavns Rådhus siden 2021. 
Line Barfod har været leder af Enhedslisten på Københavns Rådhus siden 2021. Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Socialdemokratiets mere end 100 år lange monopol på overborgmesterposten skal brydes efter næste kommunalvalg. 

Det mener Enhedslisten, der også er villig til selv at opgive drømmen om overborgmesterposten for at gøre op med den socialdemokratiske kongerække i hovedstaden.

"Det vigtigste for os er, at der sker et magtskifte i København efter næste valg. Socialdemokratiet har haft overborgmesterposten i over 100 år, og vi mener ikke, at det er sundt, at noget parti sidder på magten så længe," siger Line Barfod, der er miljø- og teknikborgmester og leder af Enhedslisten på Københavns Rådhus. 

Vi har før lavet gode aftaler for København uden Socialdemokratiet, og det kan vi gøre igen

Line Barfod (EL)
Miljø- og teknikborgmester, København

Meldingen kommer efter en ny måling, der viser, at Enhedslisten igen ville blive Københavns største parti, hvis der var kommunalvalg i morgen. 

"Vores indstilling er, at overborgmesterposten skal gå til det største røde parti, der kan samle et flertal bag sig," siger Line Barfod og tilføjer:

"Men hvis det på valgnatten viser sig, at det er SF, der kan samle et flertal, så er det sådan, det er.”

"Det er nye tider"

Hvis Socialdemokratiet ikke er klar til at afgive borgmesterposten frivilligt til Enhedslisten eller SF, så vil Enhedslisten ifølge Line Barfod søge en bred konstitueringsaftale med rådhusets øvrige partier.

Læs også

"Jeg håber meget, at Socialdemokratiet vil være med til at indgå i et stærkt samarbejde om, hvordan vi udvikler vores hovedstad i en rødgrøn retning," siger hun og fortsætter:

"Men jeg håber også, at de er klar over, at det er nye tider på Københavns Rådhus. Vi har før lavet gode aftaler for København uden Socialdemokratiet, og det kan vi gøre igen,” siger hun med henvisning til den store budgetaftale på rådhuset fra 2022, der blev indgået uden om Socialdemokratiet og SF, men sammen med de blå partier samt Radikale og Alternativet*. 

Hvorfor er det overhovedet vigtigt, at der kommer en Enhedsliste-overborgmester, hvis I er klar til at give posten væk? 

"Fordi vi er det parti, der arbejder allerhårdest for at udvikle København i en rødgrøn retning. Det handler om at bygge langt flere boliger, der er til at betale for københavnere med almindelige indkomster, og det handler om at sætte turbo på den grønne omstilling," siger Line Barfod.

"Det arbejde vil vi kunne smide endnu mere kul på, hvis vi får nøglerne til overborgmesterkontoret. Derfor vil vi selvfølgelig også arbejde for at samle et flertal, der bakker op om Enhedslisten som overborgmesterparti, når valget kommer," siger Line Barfod.

Det er vigtigt for os, at københavnerne kan se valgresultatet afspejlet i den måde, som magten fordeler sig på, på rådhuset. 

Sisse Marie Welling (SF)
Sundheds- og omsorgsborgmester

SF holder muligheden åben

Altinget kunne mandag fortælle om en ny, intern måling, hvor 21 procent af de adspurgte vælgere svarer, at de ville stemme på SF, hvis der var kommunalvalg i morgen.

I samme måling står Socialdemokratiet til blot 12 procent, hvilket er en forværring af partiets historisk dårlige resultat fra kommunalvalget i 2021, hvor 17 procent af københavnerne stemte socialdemokratisk.

SF's leder på rådhuset, sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling, gør det klart, at SF ligeledes er indstillet på, at Københavns næste overborgmester skal komme fra det største røde parti, der kan samle et flertal bag sig.

"Det afgørende for SF er – som altid – politikken. Der skal bygges langt flere boliger, som er til at betale for dem, der lige nu bliver tvunget til at flytte ud af vores hovedstad. Samtidig skal vi skal gøre det nemmere at være børnefamilie i København, ligesom hovedstaden skal være en grønnere by. Så er bogstavlegen mindre afgørende," siger hun.

Læs også

Er det problemer, der kun kan blive løst, hvis SF får overborgmesterposten efter næste valg? 

"Der er et helt år fra valget, så det er alt for tidligt at diskutere, hvem der skal være overborgmester. Vi har fokus på at få skabt en bred koalition, som kan sikre, at København udvikler sig i en retning, hvor der er plads til fællesskaberne, og hvor der er plads til de borgere, der bor i byen nu, og som vil komme hertil i fremtiden," siger Sisse Marie Welling. 

"Men det er afgørende for os, at den næste overborgmester kommer fra et rødt parti, og at valget af overborgmester afspejler det mandat, som vælgerne giver på valgdagen," bemærker hun. 

Line Barfod siger, at det afgørende er, at der kommer et magtskifte på Københavns Rådhus efter næste valg. Altså forstået på den måde, at det ikke længere er Socialdemokratiet, der skal have overborgmesterposten. Er det også afgørende for jer? 

"Det er vigtigt for os, at københavnerne kan se valgresultatet afspejlet i den måde, som magten fordeler sig på, på rådhuset. Og det er vigtigt for os, at den næste overborgmester kommer fra det største røde parti, der kan samle et bredt flertal bag sig."

Det er klart, at det bliver tæt på umuligt for os at beholde overborgmesterposten, hvis resultatet på valgnatten ser ud som i den måling, der cirkulerer nu.

Lars Weiss (S)
Overborgmester, København

S: Stadig lang tid til valg

Hos Socialdemokratiet erkender overborgmester Lars Weiss, at tingene ser svære ud for det traditionelle magtparti. 

"Det er klart, at det bliver tæt på umuligt for os at beholde overborgmesterposten, hvis resultatet på valgnatten ser ud som i den måling, der cirkulerer nu," siger Lars Weiss. 

"Men der er stadig lang tid til valget. Derfor har vi en stærk tro på, at vi ikke kommer til at ligge helt nede på det resultat, som målingen viser, når stemmerne er talt op. Og vi har en meget stor tiltro til Pernille Rosenkrantz-Theil som vores spidskandidat," tilføjer han. 

Altinget har forsøgt at få en kommentar fra Pernille Rosenkrantz-Theil, der er Socialdemokratiets spidskandidat i København ved næste års kommunalvalg. Det har ikke været muligt.

Læs også
 

Artiklen er opdateret onsdag klokken 8:37: Det fremgik tidligere i artiklen, at budgetaftalen i 2022 blev indgået med SF uden om Socialdemokratiet. Dette er ikke korrekt, da SF også stod udenfor aftalen. Altinget beklager fejlen.

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026