Tuborgfondet: Det er fællesskaber, der holder os oppe, når alt vakler

Alligevel overser Jägers analyse noget væsentligt: Civilsamfundets unikke evne til at skabe handlefællesskaber, når det virkelig gælder.

Det er i små og store kollektiver, vi kan oversætte utryghed til omsorg, mismod til håb og bekymring til konkret handling. Netop dér ligger nøglen til en ny politik af fællesskaber i en polykrisetid.

Tidsånden kalder på forandring

Corona-årene satte sine spor i mange fællesskaber. Jeg taler stadigvæk med organisationer, som oplever en corona fatigue, hvor de har svært ved at rekruttere frivillige og fastholde fællesskaber.

Mange af de bevægelser, der vil forandre og skabe modsvar i tiden, udspringer da også af unges evne til at gøre tingene på en anden og ny måde.

Mathias Findalen Bickersteth
Programansvarlig, Turborgfondet

En undersøgelse fra Vive viser da også den kompleksitet i forhold til ensomhed, som opstod hos unge under pandemien, og forskere og analytikere taler om en global venskabsrecession.

Men der sker noget nu i tidsånden – især hos unge – og jeg mener, det kan blive definerende for det næste årti.

Vi ser ind i generationer, som vil søge væk fra personlig udvikling, optimering og præstation og hen mod håbefulde og handlingsorienterede fællesskaber som fundament.

Mange af de bevægelser, der vil forandre og skabe modsvar i tiden, udspringer da også af unges evne til at gøre tingene på en anden og ny måde.

Samtidig er det ét af kendetegnene ved nogle af de stærke fællesskaber, der vinder frem for tiden, at de bygger bro mellem generationerne.

Betydningen af fællesskaber er i sin essens anderledes nu, netop på grund af Putins krig i Ukraine, krigsforbrydelser i Gaza, handlingslammede internationale institutioner, Trumps utilregnelighed, mistrivsel og en klimakrise, der rykker stadig tættere på.

Situationer, der skaber bekymring og meningsløshed såvel nationalt som globalt. Men de fællesskaber, som formår at respondere på samtidens kriser, fremstår stærke, netop fordi de positionerer sig i forhold til denne samtid.

Vi ser det i forhold til den grønne omstilling med fødevarefællesskaber, nabofællesskaber, den nationale klimahandledag eller et initiativ som fossilfri fremtid.

Eller i det fællesskab, som blev etableret i perioden efter 7. oktober 2023 af unge palæstinensere og jøder herhjemme, som ikke vil bære sorgen over uhyrlighederne i konflikten i ensomhed. Eller i nogle af de initiativer, der arbejder for trivsel som en vigtig valuta i samfundsøkonomien.

Blot få konkrete eksempler i en tid, hvor det føles, som om alt er på spil.

Fællesskaber holder os oppe, når alt vakler 

Bevægelser, kollektiver og fællesskaber evner nu ikke kun at mobilisere, men også at handle og producere resultater.

Og vi er afhængige af det civile samfunds evne til at skabe meningsfulde handlefællesskaber – store som små, når det virkelig gælder.

Vores politikere vinder, hvis de kan fremvise en troværdig fremtid for vælgere, der involverer dem i stærke fællesskaber.

Mathias Findalen Bickersteth
Programansvarlig, Turborgfondet

Fællesskabet, dét at vi kollektivt og relationelt skaber noget vedvarende og meningsfuldt sammen, står som den mest konkrete løsning på den følelse af ensomhed, tomhed og frygt, som både nutiden og i særdeleshed fremtiden repræsenterer.

De, der vinder i længden, er dem, der kan producere håb, nærhed og omsorg. Men det kræver også, at vi skal være mere tydelige på, hvad de gode fællesskaber er, og hvordan man skaber dem.

For fællesskaber er ikke altid positive. Som Mary Fonden har vist, kan fællesskaber skabe pres og eksklusion, og problematiske miljøer findes i den grad også online.

Derfor er det afgørende at definere, hvad de gode og bæredygtige fællesskaber er.

Jeg savner for eksempel også, at der i den verserende debat om højskolernes ekkokamre og mangel på mangfoldige højskolemiljøer, er mere fokus og nysgerrighed på, hvad de meningsfulde og handlekraftige demokratiske fællesskaber så er på højskolerne anno 2025.

I sidste ende vil det være vores samfunds fællesskaber og kollektiver, der kan mobilisere til at løse klimakrisen, mismodet og frygten for Putins tropper ved Europas grænser.

Og vores politikere vinder, hvis de kan fremvise en troværdig fremtid for vælgere, der involverer dem i stærke fællesskaber, de reelt tror på. I sidste ende er det dem, der kan holde os oprejst, når alt andet vakler.