IT-direktør: Hvem tør kæmpe imod Skats dødsstjerne?

Af Morten Kjærsgaard

Direktør i IT-firmaet Magenta

Jeg er vild med denne tegning fra en beretning fra Rigsrevisionen i 2004, der angiveligt var Skats forsøg på at få et overblik over sine it-systemer.

Tegningen, der ligner skitsen til dødsstjernen i Star Wars, skal illustrere, hvordan Skats dengang 71 it-systemer spillede sammen med 97 aktører ved hjælp af 453 (!) indbyrdes forbindelser.

Jeg forstår godt, hvorfor tegningen blev lavet, for det lykkedes Skat i cirka 15 år at hive knap to milliarder kroner ud af Folketingets Finansudvalg under påskud af at modernisere it-systemerne. Ingen turde protestere, for ingen forstod en brik af, hvad tegningen i realiteten dækkede over. Det gjorde Skat heller ikke selv.

Men tegningen virkede: Skat kunne fortsætte sit mismanagement på IT-området, og politikerne sendte i runde tal 150 millioner kroner hvert år til forbedring af IT-systemerne. Altså ikke til drift eller de øvrige IT-udgifter, men til forbedringer, som Skat lovede Folketingets Finansudvalg - men som aldrig blev til noget.

Ingen turde protestere, for ingen forstod en brik af, hvad tegningen i realiteten dækkede over. Det gjorde Skat heller ikke selv.

Skats tegning producerer ikke information, den producerer forvirring og falsk benovelse over, at Skat har et virkelig godt overblik over sine egne systemer. Men det havde og har Skat ikke, for det får man ikke af den slags tegninger.

Overblik får man af at dele virkeligheden op i overskuelige enkeltdele, som man kan arbejde med. Det skulle Skat have gjort for længst, og i 2015 fik Folketinget nok af bortforklaringerne og lukkede kassen i.

Skats store dyr i åbenbaringen var inddrivelsessystemet EFI, der skulle gøre det lettere for Skat at indkræve den gæld, som virksomheder og borgere har til det offentlige. EFI blev kaldt 7-9-13-systemet, fordi det skulle have været idriftsat i 2007. Det slog fejl, og så var målet i 2009, men det fungerede heller ikke, og så blev der - trods hundredevis af fejl - sat strøm til systemet i 2013.

Men det kom aldrig til at fungere.

Det er jo bare legoklodser
EFI var 15 år undervejs, for man skulle liiige have lidt mere med - og så lidt mere. Imens rykker teknologien sig. Derfor kan det ikke overraske, at en kravspecifikation fra 2004 umuligt kan honorere de reelle krav 10 år efter.

Teknologien flytter sig hurtigt, og systemerne skal flytte med. Ellers bliver de ikke en hjælp for myndigheder og borgere, men en tung og dyr fodlænke.

Derfor er der kun en vej: Bid alle større IT-projekter op i mindre portioner. Lav prototyper. Test, om de giver mening i forhold til behovene. Vær ikke bange for at smide væk undervejs. Det er bedre at kassere 10 prototyper end at søsætte et enkelt stort IT-projekt, der ikke fungerer.

Insistér på, at ethvert IT-system overholder åbne standarder, der sætter systemet i stand til at kommunikere med andre systemer. Test, at det er muligt at trække data ud af systemerne, og at det er en overskuelig proces for andre leverandører at lave integration med de IT-systemer, der indkøbes.

Det er ikke rocket science. Der er i store træk tale om legoklodser, der skal kunne sættes sammen med andre legoklodser.

Vand kan ikke flyde opad
Den nok væsentligste enkeltstående årsag til it-skandalerne er, at den offentlige sektor i Danmark fortsat sværger til den såkaldte vandfaldsmodel for udvikling af IT-systemer.

Navnet har modellen fået, fordi den ser softwareudvikling som flydende nedad gennem en række faser: Kravspecifikation, design, implementering, test og vedligeholdelse. Og ligesom vand ikke kan flyde opad, så kan processen ikke vendes.

På den måde kan man ellers blive klogere af en senere fase og vende tilbage til kravene og revurdere, om det i det hele taget var en god idé at udforme IT-systemet, som man oprindeligt havde tænkt det.

Derfor bør vi i stedet benytte en iterativ model for softwareudvikling, hvor man i alle faser af et projekt kan gå tilbage for at revidere det, man har lavet i en tidligere fase.

PolSag, Amanda og Rejsekortet lider af de samme svagheder, og fælles for dem og EFI er, at de, udover at følge den risikable vandfaldsmodel, er baseret på closed source - lukket kode. Det har blandt andet den svaghed, at det kun er leverandøren, der har lov til at forsøge at udbedre fejl.

Havde systemerne været underlagt krav om åbne standarder og open source, kunne myndigheden nemmere slippe af med leverandøren, sagt farvel og tak og fundet en anden leverandør, der kunne fuldføre opgaven, fordi systemerne i så fald var åbne og alle ville have ret til at arbejde videre med dem.

Filtret sammen

Til sidst vil jeg give ordet til den nu fyrede direktør i Skat, Jesper Rønnow, der i januar 2016 kunne fortælle, at antallet af IT-systemer nu var tredoblet til 225 (fra 71 i 2004).

Og de er “mere eller mindre filtret ind i hinanden”, sagde Rønnow, der fortalte, at Skat forhandlede med leverandørerne “for at få afdækket, hvad er op og ned i gamle systemer fra 1960’erne og 1970’erne, som der er bygget ovenpå og bygget ovenpå, og som har fået lov at knopskyde i alle retninger”.

Nej, systemerne har ikke “fået lov” til at knopskyde i alle retninger. Nogen har tilladt dette, og det er Skats ledelse - både den administrative og den politiske.

Det ser ikke meget anderledes ud i de øvrige ministerier og hos Politiet. Noget er helt galt, men det kan fikses, og opskriften er ret banal: Åbenhed og overskuelighed.