Debat

Dansk IT: It-industrien skal levere svar på klimaudfordringer ved at bidrage med innovation

DEBAT: Den globale it-industri har ikke bare et ansvar for at minimere sin egen klimabelastning. Nok så vigtigt er det at hjælpe resten af verden ved at levere konkrete løsninger på de klimamæssige problemstillinger, skriver Kim Stensdal.

Internettet sætter et negativt aftryk, når gigantiske datacentre i døgndrift sikrer en
hurtig og stabil leverance til slutkunden, skriver Kim Stensdal.
Internettet sætter et negativt aftryk, når gigantiske datacentre i døgndrift sikrer en hurtig og stabil leverance til slutkunden, skriver Kim Stensdal.Foto: Denis Balibouse/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kim Stensdal
Chef for kommunikation og viden, Dansk IT

Når det kommer til arbejdet med at sikre en mere klimavenlig verden, må alle brancher og sektorer begynde med at kigge indad.

Her er den globale it-industri ingen undtagelse.

For ja, det markante forbrug af for eksempel smartphones belaster klimaet, både når enhederne fremstilles, og når de bortskaffes.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Måske producenterne kan udvikle smartphones med en længere levetid?

Måske forbrugskulturen kan ændres?

Den globale it-industri kan levere konkrete svar på nogle af de mest centrale problemstillinger i hele klimadebatten.

Kim Stensdal
Chef for kommunikation og viden i Dansk IT

Streamingtjenester og internettet i det hele taget sætter også et negativt aftryk, når gigantiske datacentre – blandt andet på dansk grund –  døgnet rundt kværner løs for at sikre en hurtig og stabil leverance til slutkunden.

Men når det drejer sig om it-industrien, skal der ikke bare kigges indad. Der skal i mindst lige så høj grad kigges udad.

For den globale it-industri kan levere konkrete svar på nogle af de mest centrale problemstillinger i hele klimadebatten.

Løsninger fra it-virksomheder
Hvordan mindsker vi trafikken til og fra de store byer og dermed også luftforureningen (for slet ikke at tale om spildtiden på vejene)?

Det gør vi ved at sikre en mere intelligent trafikstyring (data), ved at udvikle smarte samkøringstjenester (apps) og ved at stille alternativer til rådighed, så man slet ikke behøver at sætte sig ind i en bil (videomøder).

Løsningerne skal med andre ord i høj grad sikres af den myriade af virksomheder, der arbejder med it og digitalisering.

Vi er kommet langt, men udviklingen er kun lige begyndt. For eksempel er virtual og mixed reality nogle af de teknologier, der i de kommende år vil kunne få stor betydning for, hvordan vi som mennesker mødes og måske også rejser.

Her stopper it-industriens muligheder for give en hjælpende hånd til klimaet ikke. Tag for eksempel moderne hjem, kontorbygninger og fabrikker:

Her vil internet of things, automatisering, robotteknologi, kunstig intelligens og big data i de kommende år være nogle af de centrale teknologier, der kan være med til at sikre, at der ikke bruges mere strøm, vand og varme end højst nødvendigt.

Digitalisering som løftestang for verdensmål
På mange måder har it-industrien været en firstmover i forhold til at vise, hvordan innovation kan føre til grønne forbedringer.

For eksempel er nutidens datacentre med virtualiserede servere og en langt mere intelligent styring af servernes ressourcer en konkret case, der beviser, at der er masser af muligheder for at mindske det negative klimaaftryk.

Nutidens processorer i pc’er og servere er også langt mere effektive, end det var tilfældet for ganske få år siden. Det er teknologisk innovation, når det er bedst. Den innovation skal nu leveres af it-industrien til alle andre industrier også.

Der er alt for få virksomheder og organisationer, der er bevidste om, hvor vigtig en faktor digitaliseringen er for at sikre den bæredygtige omstilling.

I rapporten 'IT i praksis 2019-20', som Rambøll og Dansk IT står bag, bliver det slået fast, at Danmark ikke i ret høj grad udnytter digitalisering til at understøtte FN’s verdensmål for bæredygtig omstilling.

Læs også

Mens to ud af tre private virksomheder og offentlige myndigheder (henholdsvis 66 procent og 65 procent) angiver, at de i stort omfang understøtter et eller flere af FN’s verdensmål om bæredygtig udvikling, er det kun henholdsvis 29 og 25 procent, der bruger de mange digitaliseringsmuligheder som løftestang til at indfri målene.

Den grønne dagsorden fylder ekstremt meget i mange danske virksomheder og organisationer, og også i det politiske landskab er klimadebatten brandvarm.

Udfordringerne er helt reelle, og konsekvenserne af klimaforandringerne er det desværre også. Derfor må den globale it-industri træde i karakter og sætte turbo på innovationen.

Ja, det handler naturligvis om at mindske industriens eget klimaaftryk. Men det handler i mindst lige så høj grad om at levere løsninger på de problemstillinger, som præger vores moderne civilisationer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Stensdal

Chef, kommunikation og viden, Dansk IT, fhv. teknologiredaktør, Computerworld
journalist (Syddansk Uni. 2005)

0:000:00