It-aktører: Vores digitale løsninger er sort snak for almindelige mennesker, fordi vi digitaliserer forkert

Digitalisering som spareværktøj

En del af forklaringen er, at den offentlige digitalisering i høj grad handler om systemets egen effektivisering. Tænk blot på budskabet om at fjerne 30.000 årsværk frem mod 2030. Et sigende billede på, at digitalisering først og fremmest betragtes som et spareværktøj.  

Alt for mange af vores politiske diskussioner tager afsæt i regneark og afvejning af administrative gevinster. Pointen er naturligvis ikke, at effektivisering er uvæsentlig – tværtimod. 

Men det skaber problemer, når vi med snævert fokus gør besparelser til et altdominerende pejlemærke, mens borgernes behov skubbes i baggrunden – hvis de overhovedet tages i betragtning. 

I et moderne samfund vil den indre kompleksitet vokse over tid. Det gælder både lovgivning, organisering, forvaltning og de data, systemerne bygger på. Det er et vilkår, vi ikke kan ændre på. Til gengæld er det et politisk valg, om den kompleksitet bare sendes videre borgerne.  

Det skaber problemer, når vi med snævert fokus gør besparelser til et altdominerende pejlemærke, mens borgernes behov skubbes i baggrunden.

Morten Østergaard, Klaus Frandsen m.fl.

Det er her, vi digitaliserer forkert. I stedet for at søge efter de rette balancer mellem effektivisering og borgervelfærd gennem digitalisering, bruger vi ofte teknologien til at holde stadig mere indviklede systemer kørende. 

Det gør os blinde for, at digitalisering også kan bruges til at filtrere og dæmpe tårnhøj indre kompleksitet, så den ikke ukritisk sendes til borgerne, som af gode grunde ikke kan håndtere den. 

Sort snak

Resultatet er digitale løsninger, som måske nok virker effektiviserende set indefra, men som er sort snak for almindelige mennesker. Det er en uacceptabel og farlig kurs – især fordi mere og mere af relationen mellem borger og samfund foregår digitalt.

Når den bliver uforståelig, kan vi ikke længere gennemskue vores pligter og rettigheder. Vores rolle i samfundet taber mening, og så begynder mistillid og vrede at ulme i befolkningen.  

Det gør den lige nu. Det fremgår blandt andet af forskningsprojektet Magtudredning 2.0, som konstaterer, at det danske demokrati er under pres – især på grund af den teknologiske udvikling. 

I slutningen af 2025 viste en undersøgelse fra Mandag Morgen/ADD-projektet ligeledes, er danskernes tillid til den offentlige digitalisering faldet markant siden 2023. På EU-niveau beskriver Draghi-rapporten også store negative konsekvenser af overdrevet samfundskompleksitet. 
 
Vi har brug for større politiske visioner for velfærd gennem digitalisering. Hvordan ønsker vi, at den skal forbedre vores samfund? 

Hvor er ambitionerne?

Det er ikke godt nok at overlade meget af den visionære tænkning til multinationale techgiganter, som først og fremmest gør det for profit.

De forestiller sig nye måder at arbejde, kommunikere, købe og leve på, mens det offentlige Danmark ofte nøjes med at spørge, hvor mange hænder der kan spares væk. 

Vi bør blive langt bedre til at bedømme den offentlig digitalisering ud fra dette enkle spørgsmål: Gør den livet lettere for borgerne — eller gør den blot staten billigere at drive?

Morten Østergaard, Klaus Frandsen m.fl.

Det er en forbløffende defensiv tilgang i et land, som ellers bryster sig af at tilhøre verdenseliten for offentlig digitalisering. 

Hvor er de store politiske ambitioner for, hvordan teknologi kan gøre velfærdsstaten mere forståelig, mere sammenhængende og mere menneskelig?

Hvor er visionerne for digitale løsninger, som ikke bare flytter sagsbehandling over i algoritmer, men faktisk gør det lettere at være borger i et komplekst samfund? 

Gør digitalisering livet lettere for borgerne?

Ja, det kræver politisk mod at erkende, at enklere løsninger ikke altid kan rumme enhver tænkelig undtagelse. I Danmark har vi i årevis udbygget vores lovkomplekser og systemer i retssikkerhedens navn, og intentionen har været nobel.

Men når vi forsøger at tilgodese alle hensyn, alle særinteresser og alle situationer på én gang, ender vi med en detaljegrad, som i sidste ende gør systemet uforståeligt for dem, det skulle beskytte. 

Så får vi ikke mere retssikkerhed. Vi får mindre gennemskuelighed og svagere sammenhængskraft. 

Vi bør blive langt bedre til at bedømme den offentlig digitalisering ud fra dette enkle spørgsmål: Gør den livet lettere for borgerne — eller gør den blot staten billigere at drive? 

Når svaret kun er det sidste, så digitaliserer vi ikke bare for snævert. Så digitaliserer vi forkert.