Forsker: Regulering af platforme er en svær balancegang

Af Rikke Frank Jørgensen
Forsker ved Institut for Menneskerettigheder

Tech-giganterne har som private virksomheder et stort frirum til at definere vilkår og grænser for brug af deres tjenester. Men fordi de har så dominerende en rolle i samfundet, er der stadig større fokus på, hvordan deres tjenester griber ind i samfundets demokratiske liv og i grundlæggende rettigheder som ytrings- og informationsfrihed.

Efter i årevis at være blevet hyldet som platforme for fri debat og som steder, hvor alle kan ytre sig, har tonen nu fået en anden lyd. Tech-giganternes rolle og magt er for alvor kommet på dagsordenen. Det gælder ikke mindst deres mulighed for at påvirke, hvem der kan komme til orde og med hvilke budskaber.

Magt uden ansvar
Giganten Facebook har gentagne gange understreget, at de ikke er et nyhedsmedie, men et forum hvor mennesker fra hele verden kan mødes og kommunikere. Hvor en avis har en redaktør, der står på mål for en given redaktionel linje, er Facebook med egne ord et fællesskab.

Problemet er imidlertid, at platformene ikke er neutrale rum for offentlig debat, nyheder og informationssøgning, men markedsførings- og profileringsvirksomheder, der er designet til at optimere dataindsamling om deres brugere.

Rikke Frank Jørgensen
Forsker ved Institut for Menneskerettigheder

De skal ikke efterleve presseetiske regler, de har ingen ansvarshavende redaktør, og de er ikke underlagt medielovgivning. De er derimod reguleret som en internettjeneste med begrænset ansvar for indhold, der kommunikeres på deres platform. Uagtet at mange vil mene, at de i praksis fungerer som et nyhedsmedie, så spiller de ikke efter de regler, som medierne gør. Konsekvensen er, at de har magt, men kun begrænset ansvar.

Dette gælder ikke kun Facebook, men også Google, Twitter og de andre platforme, der bruges til at kommunikere og søge information på nettet.

Kravet om respekt for rettigheder, transparens og kontrol bør gælde i forhold til platformenes egen praksis.

Rikke Frank Jørgensen
Forsker ved Institut for Menneskerettigheder

Ikke neutrale
At staten har valgt at give internettjenester begrænset ansvar for indhold, er langt hen ad vejen fornuftigt. Idéen har været at sikre det frie flow af kommunikation og undgå en situation, hvor tjenesterne forpligtes til proaktivt at overvåge, filtrere og agere dommer over enorme mængder af brugergenereret indhold. Det er med andre ord en reguleringsstrategi, der er tænkt til at understøtte ytringsfriheden.

Problemet er imidlertid, at platformene ikke er neutrale rum for offentlig debat, nyheder og informationssøgning, men markedsførings- og profileringsvirksomheder, der er designet til at optimere dataindsamling om deres brugere. Deres forretningsmodel er ikke at levere nyheder eller at være en virtuel rådhusplads, men at samle oplysninger om deres brugere.

Påvirker demokratiets rammer
Platformene spiller i dag en væsentlig rolle for samfundsdeltagelse, fordi vi har givet dem den magt. Fordi de har så mange brugere, kan de reelt præge vilkårene for det demokratiske liv. Platforme som Facebook, Google og Twitter spiller således afgørende ind på, hvilken information vi præsenteres for, og de har stor betydning som rum for debat – i større eller mindre fora.

Som private virksomheder, der gerne vil optimere antallet af brugere, har de spilleregler for, hvad der kan tales om, hvordan kommunikation kan foregå, hvilke samtaler de ikke ønsker, og hvornår nogle kan udelukkes fra tjenesten. Denne regulering foregår både via underliggende algoritmer og via såkaldte fællesskabsregler.

Generelt er algoritmerne designet til at optimere deling af data. Det vil sige at få så meget viden om os som mulig. Samtidig er fælleskabsreglerne et forsøg på at finde en global fællesnævner for, hvad der er acceptabel kommunikation. Denne fællesnævner rummer såvel ulovligt som uønsket indhold, og betyder i praksis, at rammerne for den offentlige samtale sættes snævrere end de rammer for ytringsfriheden, der er sat af dansk lovgivning.

Vi ved imidlertid meget lidt om, hvordan algoritmerne fungerer i praksis, og hvordan grænserne for debatten håndhæves. Platformene fungerer som rum for offentlig debat, men spiller efter andre regler end staten og nyhedsmedierne.

Frihed og transparens
FN’s Særlige Rapportør for Ytringsfrihed, David Kaye, har understreget, at de store platforme har afgørende betydning for ytringsfriheden på internettet. Både positivt og negativt. Derfor skal vi stille krav til, at giganterne respekterer ytringsfrihedens standarder, når de vælger indhold til og fra på deres tjenester.

Det betyder i praksis, at der skal fjernes så lidt som muligt, og at indholdet kun skal fjernes, hvis det er ulovligt i det pågældende land. Samtidig skal der være en langt højere grad af transparens, så det er muligt for udenforstående at kontrollere deres praksis.

FN-rapportøren advarer også mod, at staterne presser platformene til selvregulering, som vi for eksempel ser det med EU's adfærdskodeks for hadefuld tale. Selvregulering er problematisk, fordi det ofte vil medføre, at tjenesterne fjerner mere end nødvendigt for at være på den sikre side, særligt hvis de kan få bøder.

Samtidig sætter det virksomhederne i en rolle, hvor de skal agere dommer over lovligt og ulovligt indhold og dermed for ytringsfrihedens grænser. Opgaven bliver ikke nemmere af, at platformene opererer globalt, og at grænserne for, hvad der tolereres, varierer fra land til land.

Rettighederne skal beskyttes
Tech-giganterne har i dag stor magt over den offentlige samtale, og med denne magt kommer en forventning om ansvar, transparens, og kontrol. Det er afgørende, at vi får opbygget et system, der sikrer, at grundlæggende rettigheder beskyttes på de platforme, hvor de i dag udøves. Dette gælder ikke kun ytrings- og informationsfriheden, men også retten til privatliv, og beskyttelsen mod diskrimination.

Kravet om respekt for rettigheder, transparens og kontrol bør gælde i forhold til platformenes egen praksis. Men det bør også gælde i forhold til stater, der i deres iver efter at bekæmpe ulovligt indhold på internettet får skabt et system af privatiseret retshåndhævelse.