Golden Days: Facebook ejer og redigerer den demokratiske samtale

DEBAT: Facebook murer den demokratiske samtale inde bag en sælsom cementblanding af censur og puritanisme, skriver Svante Lindeburg, direktør for Golden Days.

Af Svante Lindeburg
Direktør for Golden Days

Den amerikanske forfatter Franklin Foer spørger i ”Verden fra forstanden”, om det er Europas gamle nationalstater eller USA’s nye techgiganter, der regerer verden i dag. Måske er vi ikke nået helt til verdensherredømmet, endnu. Men hvis Facebook, Apple, Amazon og Google ikke regerer verden, så redigerer de den i hvert fald.

Gennem en teknologisk revolution har giganterne taget magten over vores tid, vores opmærksomhed, vores likes – og vores stemmer. Slagmarken går hele verden rundt. Og vi er næsten alle reduceret til fodtudser i den fagre nye verden, hvor Facebook og co. enten regerer os eller redigerer vores udsagn. Fra den globale skala til nærdemokratiet. Fra indblanding i det amerikanske valg til indgriben i en københavnsk kulturfestival.

I forbindelse med det årlige kulturhistoriske festival Golden Days, hvor jeg er direktør, er vi stødt på Facebooks massive mure med et fundament skabt af en sælsom cementblanding af censur og puritanisme. Som så mange andre består vores årlige kampagne af en blanding mellem forskellige tiltag og medier. Vi laver PR, vi har plakater i byrummet, buslangsider, pyloner, abribuser, videoer kørende på skærme i Movia-busser, online- og printannoncer og så naturligvis en større SoMe-kampagne, hvor Facebook er dominerende.

Hvert år spørger vi vores festivalgæster, hvor de har stiftet bekendtskab med Golden Days, og år efter år kommer Facebook ud som det sted, hvor flest har hørt om os. Derfor er Facebook helt central i vores kampagne.

Sociale medier indhegner det globale fællesskab
Facebook er bygget op omkring kommunikationens frie bevægelighed, vor tids kapitalisme.

Men er kommunikationen så fri? Nej. Vi kan ikke længere tillade os blot at hylde det globale fællesskab, som de sociale medier har hegnet ind på deres platforme.

For det første er der algoritmerne. Det er den måde, Facebook organiserer, hvilke opslag vi hver især ser, når vi går ind på siden. De skifter hele tiden. Samtidig er det kun en forsvindende lille del af ens venner eller følgere, der ser ens opslag. Algoritmerne er nådesløse. Her kan annoncering, betalt push af opslag, heldigvis komme til hjælp. Det er en fair forretningsmodel, det kan jeg sådan set godt forstå. I tilfældet Golden Days har vi mulighed for at betale for, at flere ser vores opslag. Vil man nå langt ud, må man betale for det.

Golden Days Festival 2018 handler om Historiens B-sider. Alt det oversete, fraklippene, skønhedspletterne, som ikke har fundet vej til verdens A-side. For at kommunikere det visuelt har vi helt konkret valgt at vise bagsiden af en kendt skulptur, man hver dag kan gå ind på Ny Carlsberg Glyptotek og se. Vores kampagne har Orestes, der flygter fra Eumeniderne, som frontfigur. Men det er hans bagside, hans numse, vi i overensstemmelse med festivalens tema fremviser. Flot mand med et nydeligt bagparti.

Statuen er udhugget af H.W. Bissen, en af Danmarks største og elev af Thorvaldsen. Vi har Orestes på busbagsider, strøgbannere og statuens bagside pryder også forsiden af vores programavis. Københavns Kommune har godkendt plakaten, som er opstillet på abribus’er over hele kommunen. Det er endda Orestes på vores coverbillede på festivalens Facebook-profil. Ingen af vores følgere har anmeldt det som krænkende.

Bidrag til den demokratiske samtale blokeres
Men da vi laver en annonce, blokerer Facebook den, da den viser bar hud.

Ifølge Facebooks retningslinjer er kunst dog netop undtaget forbuddet mod nøgenhed. Trods gentagne henvendelser, hvor vi præciserer, at Orestes er en skulptur, er kunst, sker der ingenting.

Vi får maskinagtige nej-svar fra personer, som underskriver sig Juniper og Carrie fra Facebooks Ads Team.

Vi ender med at bøje os, indtil jeg er gæst i Radio24syv og fortæller om vores oplevelse. Inden programstart lykkes det Radio24syv at få en udtalelse fra Facebook, som nu siger, at de nu har rettet fejlen og beklager for det besvær, som den har medført. Så tillader de vores annonce. Det er vi naturligvis glade og taknemmelige for, og annoncen har fungeret upåklageligt siden.

Men så nemt går det ikke hver gang. SMK, Glyptoteket, Thorvaldsens Museum og en lang række andre museer kæmper mod forbuddet hver evig eneste dag. Deres bidrag til den demokratiske samtale på Facebook bliver blokeret, redigeret, konstant. Og det er ikke kun statuer og malerier med hud, der bliver ramt. Også den Cavling-vindende bog om rockergruppen Bullshit bliver blokeret på grund af titlen – ”Bullshit”.

Et stykke uomgængeligt infrastruktur
Kan man ikke bare vælge at annoncere et andet sted? Nej. Det er ikke længere en mulighed.

Samtalen foregår så meget på Facebook, at det selvfølgelig er et helt centralt sted at være. For et museum. Og for en festival og for en bog.

For godt nok er Facebook en kommerciel platform, men det er også et stykke uomgængeligt infrastruktur ligesom eksempelvis Københavns Lufthavn (der har ATP som hovedejer). For mange er Facebook nærmest identisk med internettet. Tænk, hvis statens eget museum for kunst ikke måtte hænge plakater op i Lufthavnen. Eller Ny Carlsberg Glyptotek blev forvist fra Hovedbanegården.

Det ville jo, retfærdigvis, afstedkomme et ramaskrig, et råb om knægtelse af ytringsfriheden, om censur og nypuritanisme. Men selvom kritikken af Facebook, Google, Amazon og Apple tager til, er det, som om vi stadig lukker øjnene for konsekvenserne af den kommercielle kondensering af magten. Vi undskylder os selv med, at firmaerne jo er amerikanske, at de har en anden moral i USA og bliver lettere stødt end os danskere.

Men firmaerne kontrollerer ikke kun USA. De er globale. De redigerer den offentlige samtale i Danmark. De ejer den offentlige samtale. Og hvis man bliver udelukket derfra, har man ingen stemme. Så selvom Golden Days’ annoncer ikke længere er blokeret, er den offentlige samtale om kunstens vilkår på Facebook langtfra slut. Hvis vi tror det, er vi virkelig fra forstanden.

Forrige artikel Alternativet: Politik er ikke en handelsvare Alternativet: Politik er ikke en handelsvare Næste artikel Astrid Haug: Kan vores demokrati modstå teknologiens fristelser? Astrid Haug: Kan vores demokrati modstå teknologiens fristelser?