S om forsvarsforlig: Nu kommer vi cyberkriminaliteten til livs

DEBAT: Cyberkriminalitet udgør en voksende trussel mod Danmark. Derfor afsættes der med det nye forsvarsforlig 1,4 milliarder kroner til bekæmpelsen af cyberangreb. Det er et vigtigt første skridt i kampen, skriver Henrik Dam Kristensen (S).

Af Henrik Dam Kristensen (S)
Forsvarsordfører og fhv. minister

Danske virksomheder, offentlige institutioner og helt almindelige danskere har fået en ny fjende.

Vi har igennem den senere tid set, hvordan angreb fra cyberspace kan have alvorlige sikkerhedsmæssige og samfundsøkonomiske konsekvenser både herhjemme og ude i verden.

Sygehuse er blevet lammet i Storbritannien, Mærsks it-system blev ramt af et angreb, der kostede virksomheden 1,4 milliarder kroner, hackere har forsøgt at få fat i fortrolige oplysninger fra danske ministerier, og borgere er blevet snydt og frarøvet både identiteter og penge.

I december sidste år konkluderede Forsvarets Efterretningstjeneste i deres årlige risikovurdering, at cyberkriminalitet nu udgør en større trussel mod Danmark end terrorisme og Rusland.

Det er ikke usandsynligt, at fremmede kræfter kan lamme vores forsynings- eller transportsektor – og dermed hele landet.

Der er altså ingen tvivl om, at cyberkriminalitet er et stort problem. Et problem, der kun vil blive større i takt med den teknologiske udvikling. Det kræver, at vi prioriterer området politisk.

Hele cyberområdet får et løft
Derfor er vi i Socialdemokratiet meget tilfredse med, at vi med det nye forsvarsforlig afsætter 1,4 milliarder kroner til bekæmpelsen af cyberkriminalitet. Det var en af vores klare mærkesager i forhandlingerne, fordi vi tager truslen fra cyberspace dybt alvorligt.

Pengene skal blandt andet gå til at sikre, at myndigheder og virksomheder bliver bedre beskyttet mod avancerede cyberangreb ved at udbrede det teknisk avancerede sensornetværk. Derudover etablerer vi et døgnbemandet nationalt cybersituationscenter i Center for Cybersikkerhed, der skal medvirke til at skabe bedre overblik over truslerne.

Vi styrker den forebyggende og rådgivende indsats i forhold til blandt andet samfundsvigtige offentlige institutioner og virksomheder, vi udbygger Forsvarets Efterretningstjenestes kapaciteter, og vi øger forskning og uddannelse i cybersikkerhed, som Center for Cybersikkerhed administrerer i samarbejde med relevante forskningsinstitutioner.

International indsats og reserve på 500 millioner kroner
Endelig vil vi være mere til stede internationalt og fremadrettet deltage i NATO Cooperative Cyber Defence Center of Excellence i Tallinn, ligesom vi vil støtte European Centre of Excellence for Countering Hybrid Threats i Helsinki.

Ud over disse tiltag er vi i Socialdemokratiet særligt glade for, at vi afsætter en reserve på 500 millioner kroner til området. Vi har endnu ikke set det reelle omfang af truslen fra cyberangreb, og den vil for hver dag kun blive mere avanceret og uforudsigelig. Derfor har det været afgørende for os, at vi gjorde indsatsen så robust i forsvarsforliget, at vi fremadrettet har midler til at følge udviklingen og sætte ind der, hvor det er nødvendigt.

For et land som Danmark, der hører til et af de mest digitaliserede i verden, er det altafgørende, at vi kan bekæmpe truslen fra cyberspace på bedste vis. Forsvarsforliget er et vigtigt første skridt i denne kamp.

Forrige artikel Digitale vismænd: Sådan kan vi styrke Danmark som digitalt skaberland Digitale vismænd: Sådan kan vi styrke Danmark som digitalt skaberland Næste artikel Rådgiver: Facebooks Sheryl Sandberg skal give piger mod på teknologi Rådgiver: Facebooks Sheryl Sandberg skal give piger mod på teknologi