Så er det officielt: Netcompany har vundet udbuddet om Digital Post

Efter et stormfuldt forløb med forsinkelser, klager og en række ændringer i udbuddet er det nu officielt, at Netcompany skal levere næste generation af Digital Post til det offentlige. "Danskerne kan se frem til en ny, brugervenlig og åben platform" siger CEO hos Netcompany, André Rogaczewski.

Ifølge CEO i Netcompany, André Rogaczewski, kan danskerne kan se frem til en ny, brugervenlig og åben platform, der gør op med fortidens monopol. 
Ifølge CEO i Netcompany, André Rogaczewski, kan danskerne kan se frem til en ny, brugervenlig og åben platform, der gør op med fortidens monopol. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Henrik Moltke

Efter en lang og hård kamp er det nu officielt, hvem der skal levere næste generation af Digital Post til det offentlige. Som Altinget kunne afsløre for godt to uger siden, vandt Netcompany udbuddet.

Men på grund af en klage fra konkurrenten, e-Boks A/S, er afgørelsen først offentliggjort i dag. Klagenævnet for Udbud har ifølge Digitaliseringsstyrelsen ikke givet e-Boks A/S medhold i klagepunkterne, og dermed kunne Netcompany skrive under på kontrakten.

"Det lovpligtige udbud af Digital Post har været en anledning for os til at nytænke, hvordan den nye it-løsning skal indrettes, så den svarer til nutidens standarder og er mere fremtidssikret. Dette udbud vandt Netcompany, og vi ser frem til et godt samarbejde. Samtidig skal lyde en stor tak til e-Boks, som har opbygget en offentlig digital postkasse til gavn for danskerne, og som vi også i udviklingen af den nye løsning vil arbejde tæt sammen med," skriver direktør i Digitaliseringsstyrelsen, Rikke Hougaard Zeberg, i en pressemeddelelse. 

Ny, brugervenlig og åben platform
CEO i Netcompany, André Rogaczewski, glæder sig over at skulle udvikle fremtidens Digital Post-løsning. 

"Danskerne kan se frem til en ny, brugervenlig og åben platform, der gør op med fortidens monopol, og som er tilpasset fremtidens behov og med fokus på høj sikkerhed" skriver Rogaczewski til Altinget. 

"Den nye løsning er fælles, offentligt ejet. Derfor får staten – og dermed danskerne – nu ejerskab, taktstokken og den fulde kontrol over denne vitale offentlige infrastruktur. Dette sikrer ikke blot maksimal fleksibilitet og frihed til, at fremtidige udbygninger af platformen kan konkurrenceudsættes på markedsvilkår. Det betyder også, at fælleskassen sparer et betragteligt trecifret millionbeløb i forhold til den nuværende løsning – midler, som i stedet kan bruges til udviklingen af vores kernevelfærd."

Omstridt forløb 
Det er anden gang, Netcompany vinder udbuddet. I april kunne Version2 afsløre, at Digitaliseringsstyrelsen efter at have valgt Netcompany annullerede udbuddet. Det skete, fordi e-Boks havde klaget til Klagenævnet, der valgte at gå videre med sagen.

I maj 2019 blev udbuddet så igen ændret til såkaldt udbud med forhandling, fordi buddene fra e-Boks og Netcompany ikke levede op til kravene. Den nye regering forsøgte med det samme, den trådte til, at bremse udbuddet. 

Men finansminister Nicolai Wammen (S) fik et nej af Kammeradvokaten til at genåbne udbuddet, så det udelukkede muligheden for to forskellige udbydere af digitale postkasser.

"Socialdemokratiet har været bekymret for en situation, hvor borgerne i fremtiden skal orientere sig i to postkasser," skrev finansminister Nicolai Wammen til Altinget

"Derfor har jeg også bedt om en juridisk vurdering fra Kammeradvokaten af, om det er muligt at tilrettelægge udbuddet sådan, at det kan sikres, at borgerne modtager post fra både det offentlige og det private i samme postkasse. Og svaret har desværre været, at det ikke er muligt. Det ærgrer mig selvsagt."

Wammen skrev samtidig, at det skulle være "så let som overhovedet muligt at tilgå den digitale post – og meget gerne det hele samme sted", og at udbuddet var skrevet, så det sikrede, at offentlig post kan vises samme sted som privat digital post, uanset hvem der vandt udbuddet.

Styrelse brød loven 
I september gav Klagenævnet for udbud e-Boks A/S medhold i, at Digitaliseringsstyrelsen brød loven på tre punkter, da den i 2018 tildelte Netcompany kontrakten på næste generation af Digital Post. 

Det skete, da Styrelsen lod virksomheden "præcisere" tilbuddet efter at have modtaget tilbud fra både e-Boks og Netcompany, og senere, da den holdt "møder med Netcompany om kontraktens opfyldelse og dermed den udbudte løsning i perioden efter afgivelse af endeligt tilbud og før meddelelse om tildeling".

Direktør i Digitaliseringsstyrelsen, Rikke Hougaard Zeberg, skriver til Altinget, at Styrelsen har gjort sig umage for at være fair og objektiv gennem det, som hun betegner som et "omfangsrigt og komplekst" udbud:

"Vi kan konstatere, at de flere udbudsrunder blandt andet har medført, at de tilbudte priser er blevet sænket, og kvaliteten i begge tilbud er steget. Vi er derfor sikre på, at vi har fundet den bedste løsning til danskerne" skriver Rikke Hougaard Zeberg. Hun opfordrer nu begge parter til at samarbejde, så begge løsninger fungerer optimalt sammen. Til spørgsmålet om, hvorvidt Digitaliseringsstyrelsen kan garantere, at den valgte løsning rent faktisk gør livet nemmere for danskerne, svarer Zeberg: 

"Vi kan garantere, at vi vil gøre alt for at sikre brugervenlighed og fleksibilitet i den nye løsning".  

e-Boks: slut med sjælden succes
"Det er et af de få offentlig-private it-samarbejder, som virkelig har været succesfulde for alle parter. Det har haft en masse international bevågenhed. Så vi ærgrer os selvfølgelig rigtig meget og undrer os, fordi vi både var de billigste og havde tårnhøj kvalitet", siger direktør hos e-Boks, Ulrik Falkner Thagesen.

Nu opfordrer Digitaliseringsstyrelsen jer til at samarbejde. Vil I det? 

"Ja, vi vil selvfølgeligt rigtig gerne samarbejde konstruktivt med alle offentlige myndigheder, herunder Digitaliseringsstyrelsen" siger Thagesen. Han pointerer, at e-Boks stadig leverer 80 procent af den samlede mængde digitale post til danskerne, med mellem 30 og 50 millioner login månedligt. 

Bliver det nemmere for danskerne at tilgå deres digitale post?

"Der kommer som minimum to forskellige indgange, lidt afhængig af hvilken mulighed vi får for at vise det. Enten via en visningsklient eller direkte relationer til nogle myndigheder. Så jeg kan ikke se, hvordan det skulle blive nemmere", siger direktør hos e-Boks, Ulrik Falkner Thagesen.

 

*Artiklen er opdateret klokken 17.30, så den præciserede Klagenævnet for Udbuds kendelse 

Dokumentation

Fakta om kontrakten og udbuddet
Digital Post-kontrakten har en samlet værdi på 202 millioner kroner for udvikling af den nye it-løsning og en driftsperiode på fem år med mulighed for et års forlængelse ad tre omgange.
Tre it-leverandører blev forhåndsgodkendt til at byde på udbuddet, e-Boks, Netcompany og IBM. IBM trak sig, og valget har derfor stået mellem e-Boks og Netcompany. Begge it-leverandører leverede tilbud af høj kvalitet, og efter en omhyggelig vurdering ud fra objektive kriterier om kvalitet og pris faldt valget på Netcompany.
Den nuværende kontrakt med e-Boks er forlænget frem til overgangen til den nye Digital Post-løsning.

(Kilde: Digitaliseringsstyrelsen)


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00