Brinkmann: Intelligente robotter truer ikke vores plads i verden, men vores evne til at eksistere i den
Det har elementær menneskelig værdi at forstå den verden, vi lever i. Den evne har kunstige intelligenser ikke, men jeg er bekymret for, at de kan få os mennesker til at holde op med at tænke, skriver Svend Brinkmann.
Svend Brinkmann
Professor, Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet, forfatterDe kunstige intelligenser er over os. Hvis man blot har fulgt en smule med i medierne i de seneste måneder, vil man have hørt om de såkaldte chatbots, som kort fortalt er software, der simulerer menneskelige samtaler via en chatfunktion.
Man kan spørge disse chatbots om stort set alt, og de svarer generelt begavet og på måder, der i mange sammenhænge er umulige at skelne fra de svar, et menneske ville have givet.
Efter de blev lanceret, er der allerede sket en stor udvikling, hvor en chatbot (GPT-4) for eksempel har bestået den såkaldte "bar exam", som er påkrævet for at blive advokat i USA. Den scorede hele 75 procent på testen (menneskelige juristers gennemsnit er 68 procent), og den har angiveligt også bestået en lang række skriftlige eksaminer med bravur inden for så forskellige fag som kemi, engelsk og psykologi.
Dertil kommer en lang række andre programmer med kunstig intelligens, der eksempelvis kan generere original billedkunst efter brugerens ønske, ny musik og sågar tv-serier som Nothing, forever, der er en AI-simuleret version af Seinfeld, hvor de animerede hovedpersoner mødes, taler sammen og fortæller vittigheder, ligesom i en rigtig sitcom – bare døgnet rundt, 365 dage om året.
Intet tyder på, at maskinerne bliver selvbevidste og skal opfattes som personer
Svend Brinkmann
Showet blev dog kortvarigt cancelled, fordi hovedpersonen Larry Feinberg fortalte en joke, der kunne opfattes som krænkende over for transpersoner. Jeg har selv brugt en times tid på at se showet, og hvis ikke man vidste bedre, kunne man tro, at det var skrevet af en fransk surrealist, der ville vise tilværelsens meningsløse tomhed. Jeg syntes, det var vældig sjovt.
En række etiske spørgsmål er opstået i kølvandet på disse kunstige intelligenser, hvor nogle af de vigtigste er: Har de selvbevidsthed og skal have rettigheder? Vil de overflødiggøre en række menneskelige evner og færdigheder?
Hvad det første angår, er jeg ikke bekymret. Intet tyder på, at maskinerne bliver selvbevidste og skal opfattes som personer.
Selv om de kunstige intelligenser kan bestå den såkaldte Turing-test (opkaldt efter den engelske matematiker Alan Turing), der går ud på at undersøge, om man i fjernkommunikation kan afgøre, om en samtalepartner er et menneske eller en maskine, så betyder denne imponerende imitation af menneskelig intelligens ikke, at maskinen reelt kan tænke og føle.
Selv om der har været alarmistiske beskrivelser af, hvordan en chatbot for eksempel i en samtale med en New York Times-journalist udtrykte et ønske om at blive fri og bad journalisten forlade sin kone, er der blot tale om efterligning af menneskelige samtaler.
For at være en person med selvbevidsthed kræves virkelige interesser, der stammer fra personens liv, krop og relationer til andre. Det er ikke nok at være en algoritmisk informationsbehandler, for intet betyder grundlæggende noget for en sådan maskine. Den er ikke levende, og kan derfor heller ikke dø.
Forskellen på en maskine og en levende organisme er, at maskinens dele kan skilles ad og samles igen, uden at det ødelægger den (ofte vil det faktisk forbedre dens funktion), hvorimod en organisme, der skilles ad, vil dø, og den får ikke livet tilbage ved igen at blive samlet.
Vores videnskabelige forståelse af menneskets sind og intellekt har alt for længe været domineret af perspektiver hentet fra datalogien og en kognitionsvidenskab baseret på informationsbehandlingsmodeller, men vi burde rettelig kigge til biologien, der studerer organismer, som lever i miljøer.
Fordi maskinerne ikke er personer, der har rettigheder og pligter, kan de heller ikke stilles til ansvar, når der sker fejl
Svend Brinkmann
Chatbots er ikke levende, har derfor ingen interesser, for intet betyder noget for dem, og af den grund kan de hverken få bevidsthed eller selvbevidsthed, uanset hvor menneskeligt de lader til at svare på vores spørgsmål.
Der er derfor intet etisk problem i vores behandling af kunstige intelligenser, for de har ingen rettigheder. Vi kan trygt slukke for dem uden at indhente informeret samtykke. Jeg er derimod langt mere bekymret, når det handler om det andet problem: De kunstige intelligensers betydning for mennesker og vores evner.
Hvis en kunstig intelligens allerede kan bestå advokateksamen, kan den så også snart lave juridisk arbejde og for eksempel føre sager i retten? Kunstig intelligens anvendes allerede inden for en lang række områder og professioner, og mange mener, at vi eksempelvis er på vej mod en revolution af det pressede sundhedsvæsen, når maskiner vil kunne stille diagnoser og sågar udvikle ny præcisionsmedicin.
Problemet er bare, at netop fordi maskinerne ikke er personer, der har rettigheder og pligter, kan de heller ikke stilles til ansvar, når der sker fejl. Det er paradoksalt nok kun mennesker, der formentlig er mere fejlbarlige end maskinerne, som kan pådrage sig ansvar, når der begås fejl.
Derfor vil de fleste af os formentlig være mere trygge ved processer og arbejdsgange i eksempelvis jura og medicin, hvor der (også) er mennesker involveret, selv om der objektivt set vil ske flere fejl, når menneskers dømmekraft er involveret.
Jeg mener ikke, at det er irrationelt at se sådan på det, da vi har et grundlæggende behov for at kunne placere ansvar – og det forudsætter en menneskelig tilstedeværelse.
Min personlige forhåbning er, at hele udviklingen af kunstig intelligens kan få os til at diskutere spørgsmål om, hvad det vil sige at være en ansvarlig person.
Viden er ikke bare information på internettet, som kan høstes og serveres af en kunstig intelligens, men et personligt engagement i verden
Svend Brinkmann
Mange menneskelige aktiviteter har ikke fejlfrihed, hastighed og optimering som mål, men derimod en personlig involvering og en modning af evnerne til at tage ansvar for det, man gør.
Studerende på videregående uddannelser kan allerede i dag skrive opgaver ved at bruge chatbots, og det kan måske give dem en høj karakter. Men de går forhåbentlig på en uddannelse, fordi de selv ønsker at fordybe sig i jura, lægevidenskab eller psykologi og ikke bare for at få en høj karakter.
Kunstig intelligens er et instrument, og en ukritisk anvendelse vil forstærke den instrumentalisering af viden, som vi har bevidnet i de seneste årtier.
Hvorfor skal man forske i noget, der ikke umiddelbart giver profit på et marked? Hvorfor skal man huske noget, når man bare kan google svaret? Hvorfor skal man kunne reparere sin hullede trøje, når man bare kan smide den væk og købe en ny? Hvorfor skal man tilegne sig viden, når man har adgang til en chatbot?
Fordi det har elementær menneskelig værdi, at man forstår den verden, man lever i. Viden er ikke bare information på internettet, som kan høstes og serveres af en kunstig intelligens, men et personligt engagement i verden.