Debat

Borgmesterkollega til Frank Jensen: København lever og har det godt

REPLIK: Vi har ikke brug for negativt fokus på udflytning af arbejdspladser. Tværtimod skal vi se fremad og få de nye ledige videre i det københavnske erhvervsliv, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester, København.

Foto: /ritzau/Niels Ahlmann Olesen
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, København

Med al respekt så må overborgmester Frank Jensen næsten have vendt sine briller forkert.

I hvert fald er han her på Altinget næsten udelukkende bagudskuende i debatten om udflytningen af statslige arbejdspladser.

I min optik er det et forkert fokus, som hverken København eller københavnerne har brug for lige nu. Vi skal se fremad!

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Jeg kan godt forstå – og har fuld respekt for – at han på medarbejdernes vegne kan føle behov for at reagere på nogle stødende kommentarer fra, hvad han betegner som ’højtbetalte medlemmer af debattørdanmark’. 

Men vi får ikke meget konkret ud af at føle os uretfærdigt behandlet som by og af at begynde en større retorisk diskussion af, hvorvidt ’kommentariatet’ måske-måske ikke holder fast i et billede af københavnerne som forkælede caffe latte-folk.

Uanset hvor staten vælger at placere de arbejdspladser, som den administrerer, må vi ikke miste fokus på det, der rent faktisk betyder noget her i København.

Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, København

Jeg tror på, at det københavnske fællesskab og vores selvforståelse er så stærk, at vi godt kan løfte brillerne ud over et par enkelte debattørers nedladende bemærkninger. 

Som beskæftigelsesborgmester er jeg naturligvis ærgerlig, hver eneste gang der forsvinder en arbejdsplads fra vores by. Men jeg ved også, at det ikke er nogen naturlov, at alle statslige arbejdspladser skal være placeret i København.

Uanset hvor staten vælger at placere de arbejdspladser, som den administrerer, må vi ikke miste fokus på det, der rent faktisk betyder noget her i København.

Nemlig hvorvidt vi udnytter de muligheder, vi har for at skabe vækst, udvikling og liv i byen. Det er her, vores fokus skal være. 

Det går godt i København
Lige nu går det rigtig godt i København. Alene fra 2016 til 2017 er der kommet 8.000 flere lønmodtagere, 2500 færre er på offentlig forsørgelse, og en ny analyse fra AE viser, at københavnerne har fået flere penge mellem hænderne.

Det er en udvikling, vi skal holde fast i. 

Derfor er det bedste, vi kan gøre for dem, der er blevet ramt af udflytningen af statslige arbejdspladser og ikke flytter med, at sørge for, at de hurtigt kan kaste sig over nye spændende opgaver.

Konkret kan vi fra kommunens side – i tæt samarbejde med A-kasserne – identificere jobåbninger både inden for kommunegrænsen og i omegnskommunerne.

Ligeledes tror jeg på, at der for mange af dem, der bliver ledige, kan være spændende udfordringer ved at gøre karriere i det private erhvervsliv – og her skal vi fra kommunens side gøre vores til at facilitere kontakten og kendskabet til mulighederne. 

Samtidig skal vi også nu og her have fokus på de ledige akademikere, der frygter at ende bagest i køen.

Akademikere kan hjælpe i små- og mellemstore virksomheder
Vi skal fortsætte det gode samarbejde med a-kasserne og omegnskommunerne om at finde og skabe job til de ledige.

Og vi skal hjælpe de ledige til at se de muligheder, der er inden for områder, som måske ikke ligger umiddelbart inden for deres faglighed.

Eksempelvis viser en analyse for Epinion, at små- og mellemstore virksomheder, der har ansat en akademiker, har en ekstra vækst på 38 procent.

Det er der flere virksomheder inden for bygge- og anlægsbranchen, der allerede har fået øjnene op for ved eksempelvis at ansætte en akademiker til projektledelse, kommunikation, tilbudshåndtering og IT.

Det er disse dynamikker, vi skal blive endnu bedre til at udnytte og dyrke. 

Som by og fællesskab skal vi se mulighederne snarere end begrænsningerne. Vi skal have konstant fokus på, hvordan vi i forhold til erhvervs- og vækstdagsordenen kan gøre det bedre, mere effektivt og dermed hjælpe endnu flere i job. 

Så i stedet for at vi taler os ned som by og låser os fast i ’synd-for-os’-retorikkens jerngreb, så lad os løfte blikket og blive ved med at se fremad. 

København lever, har det godt, og det skal vi holde fast i. For den bedste måde, vi kan hjælpe dem, der ikke flytter med, er at tilbyde en by fuld af liv, optimisme og nye arbejdspladser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Cecilia Lonning-Skovgaard

HR-direktør, DFDS, fhv. beskæftigelses- og integrationsborgmester (V), Københavns Kommune, medlem, Borgerrepræsentationen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001), Master of Public Administration (Kennedy School of Government, Harvard University 2000)

0:000:00