Om  
Johan Kristian Legarth

Justitsministeriets departementschef får irettesættelse efter minksagen

Justitsministeriets departementschef Johan Legarth har modtaget en irettesættelse som opfølgning på Minkkommissionens beretning.

Justitsministeriets departementschef Johan Legarth har modtaget en irettesættelse efter minksagen.
Justitsministeriets departementschef Johan Legarth har modtaget en irettesættelse efter minksagen.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Simon Engell Kjøller

Justitsministeriets departementschef Johan Legarth har modtaget en irettesættelse som konsekvens af hans ageren i minksagen.

Det oplyser Justitsministeriet.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har indstillet til, at departementschefen i Justitsministeriet tildeles en irettesættelse, og justitsministeren har fulgt indstillingen fra styrelsen.

"Den disciplinære irettesættelse er begrundet i din [Johan Legarth, red.] ageren i sagen om aflivning af mink, som har været behandlet af Granskningskommissionen," skriver justitsminister Mattias Tesfaye (S).

Der vil ikke være yderligere ansættelsesretlige konsekvenser for departementschef Johan Legarth, lyder det i pressemeddelelsen.

Læs også

Burde have været opmærksom på lovhjemmel

Minkkommissionens beretning blev offentliggjort i juni. Kommissionen vurderede i alt, at der var grundlag for at indlede tjenestemandssager mod ti topembedsmænd.

Minkkommissionen konkluderede, at Johan Legarth ikke var bekendt med, at der manglede lovhjemmel inden pressemødet 4. november 2022.

Men kommissionen vurderede, at han som departementschef i Justitsministeriet “burde have rejst spørgsmålet om hjemmel over for ressortministeriet” inden pressemødet “med henblik på at sikre, at der var fornøden lovhjemmel”.

Fakta

Disciplinære straffe

Embedsmænd kan jævnfør Tjenestemandsloven få forskellige grader af disciplinære straffe for tjenestelige forseelser. De disciplinære straffe er følgende:

  • Advarsel
  • Irettesættelse
  • Bøde på indtil 1/25 af månedslønnen
  • Bøde på indtil halvdelen af månedslønnen
  • Overførsel til andet arbejde
  • Overførsel til andet arbejdssted eller stilling
  • Degradation (herunder helt eller delvis bortfald af anciennitetsbestemte løndele)
  • Afskedigelse

Kilde: Medarbejder- og Kompetencestyrelsen

Kommissionen kritiserede samtidig Johan Legarth for ikke at tage "skridt til, at Henrik Studsgaard og Miljø- og Fødevareministeriet blev gjort bekendt med de af Justitsministeriet og Rigspolitiet 3. november 2020 igangsatte initiativer i forhold til mink".

Johan Legarth blev derudover kritiseret for som øverste chef i Justitsministeriet at godkende udkast til det cover, der blev brugt på KU-mødet, hvor der ikke var "nævnt noget om aflivning af alle mink", selvom han på samme tidspunkt var bekendt med og støttede, at Rigspolitiet "udarbejdede en plan for det tilfælde, at alle mink skulle aflives".

I overensstemmelse med Minkkommissionens beretning skriver justitsministeren, at Johan Legarth "har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage [dig] til ansvar i anledning af hans medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf."

Mattias Tesfaye skriver i brevet til Legarth, at det er indgået i vurderingen, at han ikke medvirkede forsætligt til beslutningen om aflivning af alle mink uden lovhjemmel, og at han ikke blev advaret af Miljø- og Fødevareministeriet om den manglende hjemmel. På den baggrund tildeles departementschefen en diciplinær irettesættelse.

Johan Legarth har været departementschef i Justitsministeriet siden 2020.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johan Kristian Legarth

Departementschef, Justitsministeriet
cand.jur. (Københavns Uni. 2000)

0:000:00