Debat

Rita Bundgaard: Lyt til medarbejderne i stedet for at hyre konsulenter

KLUMME: Lyt til de rigtige eksperter, nemlig de medarbejdere, der sidder med deres varme hænder nede i maskinrummet. Det kan spare staten for milliarder og få det offentlige til ’at køre længere på literen’, skriver formand for HK Stat Rita Bundgaard.

Alt for ofte bliver de faglige medarbejdere overset i forhold til at påpege potentielle forbedringer og mangler ved nye løsninger, skriver Rita Bundgaard. 
Alt for ofte bliver de faglige medarbejdere overset i forhold til at påpege potentielle forbedringer og mangler ved nye løsninger, skriver Rita Bundgaard. Foto: Mikkel Østergaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rita Bundgaard
Formand, HK Stat

Staten brugte 4,6 milliarder kroner på konsulenter i 2018. Det er en stigning på halvanden milliard siden 2015, har Altinget gravet frem.

Omregnet til medarbejdere svarer 4,6 milliarder kroner til cirka 8582 årsværk.

Der er altså god brug for at analysere de offentlige indkøb af konsulenttimer. Men vi må også stille det mere grundlæggende spørgsmål: Kunne vi få mere ud af de mange milliarder? Kunne vores velfærd køre længere på literen med færre konsulenter?

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

I HK Stat har vi medlemmer på stort set alle statslige arbejdspladser, små som store. De er vant til at håndtere teknologi og ved, hvad ændring i sagsgange og ny digitalisering kan betyde for borgerne.

Men alt for ofte er de faglige medarbejderes rolle i forhold til at påpege potentielle forbedringer og mangler ved nye digitale løsninger desværre usynlig. Når en ny teknologi bliver presset ned over arbejdsgangene, er det medarbejderne, der skal tilpasse sig systemet.

Eksperter peger gang på gang på, at projekter slår fejl, fordi dem, der træffer de afgørende beslutninger ikke har inddraget eller sat sig tilstrækkeligt ind i de arbejdsgange, som skal digitaliseres.

Rita Bundgaard
Formand, HK Stat

Det burde være omvendt.

Hvad nu hvis man lyttede langt mere – og mere systematisk – til de medarbejdere, der er med brugerne på rejsen hver eneste dag?

Lyt til medarbejderne
Det går bedst, når medarbejdernes viden bliver indarbejdet hele vejen fra idé til implementering.

Et godt eksempel er Statens Administration i Hjørring, hvor robotteknologi indføres bid for bid i samarbejde med medarbejderne.

Medarbejdere er med til at udvikle de robotter, der skal overtage de egnede – og ofte mere rutineprægede – arbejdsopgaver. Det skaber motivation og frigør tid til de mange andre opgavebunker, der ligger og venter.

Omvendt går det knapt så godt hos naboerne i barakkerne på den gamle kaserne i Hjørring. Her har ledelsen i Forsvarsministeriets Personalestyrelse ifølge HK Stats nordjyske medlemmer lagt ud med et alt for stort projekt uden at stille spørgsmålet, om hvorvidt det giver mening, at robotter løser de pågældende opgaver.

Allerede ved opstart af det store projekt nedlagde man seks stillinger. Man høstede med andre ord en besparelse up front ved at reducere medarbejderstaben i stedet for at inddrage medarbejdernes viden og ressourcer.

Skats konsulenter
Eksperter peger gang på gang på, at projekter slår fejl, fordi dem, der træffer de afgørende beslutninger, ikke har inddraget eller sat sig tilstrækkeligt ind i de arbejdsgange, som skal digitaliseres.

Skatteministeriet alene har brugt 1,2 milliarder kroner på konsulenter i 2018, viser Altingets tal.

Der er brug for at investere massivt i vores skattevæsen i mange år frem. Og det er forståeligt, at Skatteministeriet har brug for hjælp udefra i denne helt ekstraordinære situation.

Men det er også vigtigt at huske historien, når vi taler om genopretningen af skatteforvaltningen. Og her er lektien klar. Enorme summer er blevet spildt, fordi medarbejderes viden blev ignoreret.

En lang række konsulentfirmaer var med til at sige OK til EFI. Det fik i efteråret drøje hug fra de to professorer bag bogen Overmod og afmagt, Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen.

"Vi har været dybt nede i de af deres rapporter, der er offentligt tilgængelige. Vi kan konstatere, at de giver sig ud for at være empirisk og teoretisk funderede analyser og handlingsanvisninger. Vi kan imidlertid også konstatere, at de alt for ofte hviler på et spinkelt og uigennemsigtigt grundlag.(…) I tilbageblik er det ganske klart, at det ikke på noget punkt gik, som konsulenterne havde stillet i udsigt," lyder konklusionen blandt andet.

Læs også

Hjælp på vej
Men hvordan kan vi så blive bedre til at trække på den enorme viden, vi har ’in house’? Der er heldigvis meget snart hjælp at hente fra BFA – Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig administration.

BFA er nemlig på trapperne med en række anbefalinger til at inddrage medarbejderne. ’Digitalisering og det gode arbejde – om inddragelse og arbejdsmiljø’, lyder arbejdstitlen.

Læs den, så snart den kommer på gaden!

Faglige medarbejdere på alle niveauer har en værdifuld viden.

Ved at bringe den mere i spil kan vi få mere velfærd – og i øvrigt et langt bedre arbejdsmiljø – for pengene.

---

Rita Bundgaard er formand for HK Stat. Hun har en diplomuddannelse i offentlig forvaltning og har været i HK gennem mere end ti år. Hun blev kongresvalgt som næstformand for HK Stat i 2007 og valgt som formand i 2012. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rita Bundgaard

Formand, HK Stat, formand og chefforhandler, CFU, formand, OAO-Stat
diplomuddannelse i offentlig forvaltning

0:000:00