SMVdanmark: Her er vores tre ønsker til Bødskov inden et valg

SVM-regeringen har haft store ambitioner på erhvervslivets vegne. Mange positive tiltag har gjort en forskel på landets 300.000 små og mellemstore virksomheder.
Særligt iværksætterstrategien var et virkelig værdsat rygstød til den del af dansk erhvervsliv, som vi repræsenterer i SMVdanmark: de mindre virksomheder med store ambitioner.
Et folketingsvalg rykker hver dag tættere på. Vi i erhvervslivet har brug for, at politikerne beholder arbejdstøjet på, og der er fortsat mange muligheder for at skabe bedre vilkår.
Da SVM-regeringen præsenterede sit regeringsgrundlag i december 2022, var det spækket med erhvervspolitik.
Meget af dette er i dag gennemført. Andre initiativer – herunder regeringens længe ventede globaliseringsstrategi – mangler fortsat at se dagens lys.
Samtidig nærmer valgperiodens afslutning sig, uden at der endnu er udskrevet valg. Det rejser spørgsmålet: Hvad skal erhvervsminister Morten Bødskov (S) prioritere i den resterende del af valgperioden?
Det sætter Altinget Erhverv til debat.
Ønsker du eller din organisation at deltage i debatten, kan du kontakte Malte Dan Møller Henriksen.
Vi har masser af ideer, men her er blot tre forslag, der hver især vil kunne gøre en enorm forskel for vores medlemmer over hele landet – og som burde kunne nås, hvis viljen er der.
Et opgør med byrderne
1: Vigtig byrdeopgørelse. Som en del af aftalen om finanslov for 2026 blev regeringen og Konservative enige om at lave en samlet opgørelse af de byrder, der rammer erhvervslivet. En virkelig god idé! For man kan ikke lette byrderne, hvis man ikke ved, hvor de er, og hvor tunge de er.
Jo før vi får opgørelsen, desto bedre. En sådan kortlægning vil kunne give et langt mere kvalificeret grundlag for at prioritere og målrette fremtidige initiativer.
Og det kommer i forlængelse af et øget politisk fokus på at nedbringe bureaukratiet.
Det bør være et punkt på to do-listen, som kan krydses af, inden vi går til valg.
2: Et bindende mål for mindre bureaukrati. Politikere fra begge fløje har i årevis talt varmt om at afbureaukratisere, og regeringen har også haft mange gode intentioner. Men vi skal videre. Erhvervsministeriet har opgjort, at alene i 2024 steg byrderne på erhvervslivet med omkring ti milliarder kroner. Meget relaterer sig til EU-lovgivning.
Det viser, hvor svært det er at omsætte intentioner til virkelighed.
Vi i SMVdanmark har derfor længe talt for et konkret og bindende mål om at reducere de administrative byrder med 25 procent. Dertil kommer, at EU-Kommissionen har en intention om at regelforenkle med 25 procent for virksomhederne og 35 procent for SMV’erne.
Der er stadig tid til at skabe forbedringer, der kan mærkes ved at tage fat på de problemer, virksomhederne står med lige nu.
Jesper Beinov
Direktør, SMVdanmark
Det bør Danmark også arbejde for, bliver til bindende målsætninger.
Vi ved nemlig, at bindende mål virker. Klimaloven er det klareste eksempel. Derfor bør regeringen forpligte sig på et konkret reduktionsmål, som kan måles, følges og sikre fremdrift. Der er da også bred politisk opbakning til bindende mål. Både den blå opposition og Radikale Venstre er med på ideen.
Hvis regeringen virkelig ville, så burde sådan et mål kunne forhandles på plads inden et valg.
Betaling til tiden
3: Kortere betalingsfrister. Et desværre ofte overset problem i dansk erhvervsliv er de lange betalingsfrister, som små og mellemstore virksomheder bliver mødt med. Især fra store kunder.
Det er ikke unormalt, at SMV’er må vente 60, 90 eller endda 120 dage på at få betaling for det arbejde, de allerede har udført og leveret.
Det skaber massive likviditetsproblemer, presser forretninger med i forvejen små marginer – og kan i værste fald føre til konkurser selv for virksomheder med en sund drift. Og en svækket likviditet hæmmer alt andet lige mulighederne for at udvikle virksomhederne.
Lovgivning på området kan være på vej via EU. Men hvis det kommer, så sker det i sneglefart, selvom det ellers var helt tilbage i 2023, at Ursula von der Leyen lancerede forslaget. I mellemtiden bør Danmark gå foran og indføre en national lovgivning, der sikrer virksomheder mere fair betalingsfrister.
Der er stadig tid til at skabe forbedringer, der kan mærkes ved at tage fat på de problemer, virksomhederne står med lige nu.
Betaling til tiden. Overblik over byrderne. Og en reel forpligtelse til at gøre op med papirarbejdet.
Det vil styrke tilliden. Det vil styrke virksomhederne. Og det vil være en fantastisk slutspurt for en regeringsperiode, der i forvejen har gjort en positiv erhvervspolitisk forskel.
Indsigt

Pernille Vermund spørger Morten BødskovBør pensionsselskaber investere mere i iværksætteri?Besvaret
Udvalget spørger Jacob JensenHvem vil blive ramt på beskæftigelsen ved en halvering af dansk svineproduktion?Besvaret
Udvalget spørger Kaare Dybvad BekHvorfor beskæftiger arbejdsløshedskassen sig med udlejning af erhvervsejendomme som bibeskæftigelse?Besvaret
- B 4 At sænke afgifterne på benzin og diesel til vejtransport til EU’s minimumsniveau (Skatteministeriet)Fremsat
- B 2 Nedsættelse af de danske afgifter og moms på benzin og diesel (Skatteministeriet)Fremsat
- B 78 At fratage KVINFO deres bevillinger på finansloven fra 2027 (Kulturministeriet)1. behandling
- Fravalgt V-profil så ikke nedsablingen i København komme: "Jeg tog det overhovedet ikke seriøst"
- I Bruxelles er han grøn foregangsmand. Men når han lander i København, er han landbrugets boksepude
- Bankfusion giver fagbevægelsen trecifret millionudbytte og polstrer formuerne: "En gylden mulighed"
- Grønnegård: Er tiden inde til at bryde landbrugets forbløffende magtposition?
- Sådan støttede fagbevægelsen de røde partier økonomisk i 2024




















