Eks-rocker og lektor: Hvad har kirken og rockerklubber tilfælles? Mere end du tror

Og lige netop disse to grupper deler tilsyneladende mange strukturelle træk, netop fordi de begge er det 'ordentlige' samfunds modsætning – ulovlige fællesskaber på kant med både lov og samfund, hvad enten det er dagens Danmark eller Romerriget i år 300.

Det, der adskiller disse fællesskaber fra almindelige danske fritidsforeninger, er præcis den totale loyalitet, de kræver, og når medlemskab kan føre til en dødsdom, bliver alt hurtigt lidt mere ekstremt.

Totalt loyal

Rockere og tidlige kristne er begge grupper, der hurtigt sætter hjernens associationscenter i gang.

Rockere er indbegrebet af ideen om moderne bad boys med motorcykler, læderveste og voldsdomme. De tidlige kristne (fra 2.–4. århundrede) forestiller vi os derimod mere som de 'gode,' fromme, forfulgte og fællesskabssøgende mennesker.

To tilsyneladende så forskellige grupper, som man overhovedet ville kunne finde. Men på tværs af næsten 2.000 år er der tydelige strukturelle sammenhænge mellem dåbskjortler og rocker-rygmærker, patriarker og præsidenter og lignende.

Når både ”himlens og helvedets engle” vælger samme vej, peger det på et menneskeligt behov for struktur og tilhørsforhold, og parallellerne er ikke tilfældige.

Brian Sandberg og Kasper Dalgaard
Hhv. tidligere medlem af rockergrupperne Hells Angels og Bandidos, og ph.d. og lektor ved UCD

Når man dykker ned i den måde, hvorpå begge grupper organiserer sig, det hierarki, de underkaster sig, de etiske regler og deres optagelseskrav, viser der sig en overraskende mangfoldighed af identiske træk.

Og måske fortæller lighederne på tværs af århundrederne og sociale konventioner, at der er nogle grundlæggende træk ved menneskelig social organisering og behov for ritualer og status.

Når både "himlens og helvedets engle" vælger samme vej, peger det på et menneskeligt behov for struktur og tilhørsforhold, og parallellerne er ikke tilfældige, men afslører et grundlæggende mønster i menneskelig organisering, særligt delt af organisationer på kanten af det tilladte.

Når vi med de rette briller ser på den tidlige kirke og moderne rockerklubber som Hells Angels, er lighederne mange og sammenfaldet tydeligt.

Begge fællesskaber bygger på et strengt, mandsdomineret hierarki med ledere, der skal adlydes.

Eksemplerne er mange, og sammenligningen i den overordnede funktion og magtfordeling blandt biskopper og patriarker med præsidenter og vicepræsidenter i Hells Angels er klar.

Vil du være med i hulen?

Et centralt eksempel på sammenfald er optagelsesprocessen i både de tidlige kirker og rockerbander.

En 'indvielse,' der i begge tilfælde adskiller sig markant fra eksempelvis den lokale badmintonklub. For at blive optaget kræves i begge tilfælde mere end blot interesse: Man skal være 'egnet,' vise loyalitet og leve efter gruppens etiske kodeks.

Medlemskab er ikke blot et socialt tilvalg, men en eksistentiel forpligtelse.

Både den tidlige kirke og rockerklubberne er bygget op omkring en klar rangorden, hvor magten koncentreres i toppen.

Brian Sandberg og Kasper Dalgaard
Hhv. tidligere medlem af rockergrupperne Hells Angels og Bandidos, og ph.d. og lektor ved UCD

For de tidlige kristne kunne valget betyde social udstødelse, konfiskation af ejendom og i værste fald døden gennem romerske forfølgelser. Tilsvarende for rockere er et fuldgyldigt medlemskab ikke blot et spørgsmål om loyalitet, men om at acceptere risikoen for vold, gengældelsesangreb og livslange fjendskaber.

I begge tilfælde kræver fællesskaberne ikke bare engagement, men villighed til at sætte livet på spil for gruppens ære og idealer.

For kristne betød det tro og et moralsk liv; for rockere betyder det ligeledes tro (på klubben og dens idealer) og et moralsk liv, herunder fravær af uacceptable handlinger som samarbejde med politiet.

Begge systemer kræver sociale forpligtelser (i begge tilfælde at besøge kammeraterne i fængsel og sørge for efterladte enker) og deltagelse i faste møder – ugentlige gudstjenester eller klubmøder – som en del af fællesskabets disciplin.

Belønningen er status: Den kristne får nadverretten og fuldgyldigt medlemskab af menigheden; rockeren får stemmeret og adgang til klubbens indre cirkel.

Både den tidlige kirke og rockerklubberne er bygget op omkring en klar rangorden, hvor magten koncentreres i toppen.

I kirken omkring det 4. århundrede finder vi patriarker og metropolitbiskopper, der styrer hele regioner, mens lokale biskopper og præster administrerer menighederne.

Det handler om organisering og ledelse

Rockerklubberne har en tilsvarende struktur: europæiske og nationale præsidenter, afdelingsledere og sergenter, der sikrer disciplin og retning.

Nederst i hierarkiet står hang-arounds og prospects, der må udføre praktiske opgaver og bevise deres loyalitet, før de kan avancere.

Begge grupper fungerer som altomfattende livsfællesskaber, hvor loyalitet er et spørgsmål om liv eller død – ikke om man møder op tirsdag aften til badmintontræningen.

Brian Sandberg og Kasper Dalgaard
Hhv. tidligere medlem af rockergrupperne Hells Angels og Bandidos, og ph.d. og lektor ved UCD

I begge systemer er hierarkiet ikke blot organisatorisk – det er identitetsskabende og socialt bindende. Det, der adskiller disse fællesskaber fra almindelige forsamlinger, er den totale loyalitet, de kræver.

Når en kristen i oldkirken lod sig døbe, var det ikke blot et religiøst valg, men et endeligt opgør med staten og dermed en potentiel dødsdom.

På samme måde forventes en ny rocker ikke alene at vise engagement; han skal være villig til at bryde med tidligere relationer, acceptere et liv under konstant trussel og stå til ansvar over for klubben med sit eget blod, hvis han svigter.

Begge grupper fungerer som altomfattende livsfællesskaber, hvor loyalitet er et spørgsmål om liv eller død – ikke om man møder op tirsdag aften til badmintontræningen.

Ingen organisation overlever uden regler og konsekvenser for dem, der bryder dem.

Både den tidlige kirke og moderne rockerklubber har et internt strafsystem, der sikrer disciplin og loyalitet.

I kirken kunne et medlem miste retten til nadveren og blive sendt ud på en lang bodsrejse, før man kunne få fuld genoptagelse og deltage i nadveren igen.

Denne proces kunne tage over ti år.

I rockerklubben er mekanismen den samme med en rejse fra 'good' til 'bad standing,' hvor rygmærket konfiskeres, og medlemmet mister privilegier.

Vejen tilbage kræver ydmyghed, opfyldelse af straffeopgaver og genvundet tillid. Lighederne er overraskende mange – og sammenfaldet er tydeligt: ritualer, prøvetid og hierarki er ikke kun hellige, men dybt menneskelige.

Det er menneskeligt

Men når to så forskellige fællesskaber organiserer sig på sammenlignelig vis, peger det på noget dybere: et menneskeligt behov for orden, status og tilhørsforhold.

Hierarki er menneskeligt og nødvendigt for overlevelsen for de grupper, der bevæger sig på kanten af samfundet.

De organisatoriske fællestræk tyder på, at der er en standard for, hvorledes grupper på kant med samfundet naturligt vælger at organisere sig – måske netop fordi det er det, der både for et par tusind år siden og i dag har vist sig at fungere: strengt hierarki, der skal adlydes, samt lange optagelsesprocesser, så man undgår politiets spioner.

Parallellerne bør minde os om, at selv i de mest lukkede og ekstreme fællesskaber er det ikke kun tro eller kriminalitet, der binder mennesker sammen, men også strukturen, tilhørsforholdet og de interne straffe.

Brian Sandberg og Kasper Dalgaard
Hhv. tidligere medlem af rockergrupperne Hells Angels og Bandidos, og ph.d. og lektor ved UCD

Det, der yderligere gør sammenligningen spændende, er, at når der kan påvises så tydelige lignende træk og tendenser, åbner det for muligheden for, at vi kan tillade os at bruge observationer fra rockere i dag til at forklare de tidlige kristnes rejse.

Spørgsmål såsom, hvordan det var at bruge årevis på at få lov til at blive optaget og komme ind i organisationen, leve i frygt for staten og hierarkiets straffe eller at komme til at fejle og miste nadverretten i årevis, eller glæden ved at være blandt de få udvalgte og ’ægte’ medlemmer i gruppen.

Med den mulighed kunne vi således gennem forståelsen af Hells Angels komme de tidlige kristne endnu nærmere og forstå, hvordan de oplevede fællesskabet, samfundet og verdenen langt bedre, end vi hidtil har kunnet.

Og parallellerne bør minde os om, at selv i de mest lukkede og ekstreme fællesskaber er det ikke kun tro eller kriminalitet, der binder mennesker sammen, men også strukturen, tilhørsforholdet og de interne straffe.

Og måske er det netop her, vi finder nøglen til at forstå menneskene bag både fortidens kirke og nutidens rockerklubber.