Forsker: Dansk deltagelse i bankunion er en dårlig idé
DEBAT: Med bankunionen risikerer danske banker at blive tvangslukket af konkurrencehensyn og at skulle betale til krakelerende banker i EU. Der er i stedet behov for ny struktur for finanstilsyn i EU, skriver CBS-lektor Finn Østrup.
Christoffer Miguel Frendesen
RedaktionsassistentAf Finn Østrup
Lektor, CBS
Man er på europæisk plan er ved at gentage den fiasko, som man i Danmark havde med Bankpakke 3, og som danske politikere måtte opgive.
Finn Østrup
Lektor, CBS
I en tale fra oktober 2018 har statsminister Lars Løkke Rasmussen sat dansk deltagelse i den europæiske bankunion på dagsordenen. Der er flere grunde til, at det er en dårlig ide.
For det første vil der være en stor afgivelse af suverænitet.
Hvis Danmark vælger at deltage i bankunionen, vil tilsynet med de danske pengeinstitutter og realkreditinstitutter overgå til Den Europæiske Centralbank (ECB), og det vil være en euro-myndighed (”Den Fælles Afviklingsinstans”), der træffer afgørelse om, hvorvidt et dansk penge- eller realkreditinstitut skal lukke.
Skriv til [email protected]
Spørgsmålet er vigtigt, ikke mindst fordi Danmark siden 1908 har været ramt af ikke færre end fire store finanskriser.
Finn Østrup
Lektor, CBS
Spørgsmålet er vigtigt, ikke mindst fordi Danmark siden 1908 har været ramt af ikke færre end fire store finanskriser.
Bankunion kan skabe ulig konkurrence
En ny finanskrise med bankkrak kan ikke udelukkes. Det kan få alvorlige følger for dansk økonomi, hvis ECB og den fælles euro-myndighed til håndtering af kriser under en krise skulle finde på at beslutte, at for eksempel Danske Bank, Nykredit eller Jyske Bank skal lukke eller eventuelt overtages af en udenlandsk bank.
Det er i denne sammenhæng betænkeligt, at deltagerlande i bankunionen vil have en egeninteresse i at løse kriser i andre landes banker med en lukning, hvorved man kan fremme konkurrencemulighederne for sine egne banker.
Sat på spidsen: En lukning af Danske Bank eller Jyske Bank vil give gode ekspansionsmuligheder for eksempel for Deutsche Bank.
Tvungen hjælp til krisebanker
For det andet kan lande gennem deltagelse i bankunionen blive tvunget til fremover at støtte banker i andre deltagerlande.
Der er herved en risiko for, at danske skatteydere og/eller danske bankkunder fremover kan komme til at bidrage til at løse bankkriser i andre lande. Det er velkendt, at der fortsat er problemer i blandt andet det italienske bankvæsen.
Omvendt kan danskerne ved en deltagelse i bankunionen glæde sig over, at de eventuelt selv kan få støtte, hvis det skulle komme til nye store tab i de danske penge- og realkreditinstitutter.
Det er dog mest sandsynligt, at de fælles midler i bankunionen vil blive anvendt til at støtte de banker, som er vigtigst på europæisk niveau – det vil sige de største banker i de største lande.
Risiko for støtte stiger
I et tidligere indlæg bragt i Altinget har direktør i Nationalbanken, Per Callesen, fremført det synspunkt, at sandsynligheden for dansk støtte til banker i euro-lande vil være lille. Det er muligt. Men det er svært at forudse dybden i nye bankkriser. Og der er mange planer om udbygning af bankunionen i form af en større fælles fond eller en fælles ordning for indskydergarantier.
I begge tilfælde øges sandsynligheden for, at danske skatteborgere og/eller bankkunder kommer til at bidrage.
Bankunion genoptager droppede regler
For det tredje lægges der med reglerne i bankunionen op til, at kriser i deltagerlandenes banker fremover skal løses uden anvendelse af offentlige midler, hvilket indebærer, at en nødlidende bank enten skal lukkes, sælges til en anden bank, eller at bankens gæld skal nedskrives.
Det svarer til det system for bankkriser, som danske politikere indførte med den såkaldte Bankpakke 3 i 2010. Det var ikke nogen succes. Bankpakke 3 indebar stor usikkerhed, idet investorer løbende blev tvunget til at vurdere, om en bank var solid eller ej.
Usikkerheden medførte en forøgelse af finansieringsomkostningerne i de danske banker. I oktober 2013 besluttede de danske politikere, at vigtige danske finansielle institutter (de såkaldte SIFI-institutter) fremover ikke skal håndteres efter Bankpakke 3.
Det kan altså konstateres, at man nu på europæisk plan er ved at gentage den fiasko, som man i Danmark havde med Bankpakke 3, og som danske politikere måtte opgive.
Bankunion er ikke bastion mod hvidvask
Lars Løkke Rasmussen mener, at der med en dansk deltagelse i den europæiske bankunion mere effektivt kan sættes ind over for skattesvindel og hvidvask.
Umiddelbart er der intet, som tyder på, at det vil være tilfældet. I februar 2018 blev der afdækket en sag med omfattende hvidvask i Letland, og chefen for den lettiske centralbank er sat under anklage for at have været vidende om hvidvasken.
Den lettiske centralbankchef sidder i ECB’s styrelsesråd. Det var de amerikanske myndigheder (og ikke ECB), der kom på sporet af hvidvasken.
Det er svært for tilsynsmyndigheder – herunder Finanstilsynet i Danmark – at afdække bevidste overtrædelser af gældende lovgivning, herunder også overtrædelser af bestemmelser om hvidvask og skattesvindel.
Ny struktur for tilsynsmyndigheder nødvendig
Hvidvask-sagen i Danske Banks Estland-filial tyder dog på, at det er svært at føre tilsyn med udenlandske aktiviteter, og at Danske Bank er blevet for stor for det danske finanstilsyn.
Løsningen ligger lige for: De danske myndigheder bør stille krav om, at Danske Bank udskiller sine udenlandske aktiviteter i selvstændige datter- eller søsterselskaber, der så vil komme under tilsyn af myndighederne i de respektive lande, herunder finanstilsynet i Estland.
Det danske embedsapparat og Nationalbanken har hidtil både før og efter finanskrisen stillet sig afvisende over for denne løsning.
Burde Lars Løkke Rasmussen ikke gennemtrumfe forslaget om udskillelse af Danske Banks udenlandske aktiviteter i selvstændige selskaber?
Og hvis Lars Løkke Rasmussen mener, at det danske finanstilsyn fungerer ineffektivt, skylder han at forklare, hvad der kan gøres bedre.