Her er årets mest læste indlæg i EU-debatten i 2017

TOPFEM: Flygtninge, menneskerettighedskonventioner og frihandel er blandt de mest debatterede emner på Altinget: eu i 2017. Se de mest læste indlæg her.

Af Maria Bierbaum Oehlenschläger
Fagdebatredaktør

Med flygtninge på EU's dagsorden slog EU-parlamentariker Morten Messerschmidt (DF) igennem i debatten på Altinget: eu i 2017. Frihandel, arbejdsmarked og menneskerettigheder blev også taget op til debat i det forgangne år.

Læs eller genlæs 2017's fem mest læste indlæg på Altinget: eu her.

1. Messerschmidt: Flygtninge ruinerer os
Med sit indlæg om flygtninge som en underskudsforretning indtager europaparlamentariker Morten Messerschmidt (DF) førstepladsen over mest læste EU-debatindlæg i 2017.

“I årevis har Vestens eliter gennem OECD, FN og EU med talløse rapporter forsøgt at få os til at tro, at massiv indvandring fra tilbagestående lande er vores redning – og sidst vores eget Finansministerium,” skriver Morten Messerschmidt blandt andet og fortsætter:

“Hvis vi ser bort fra de voldelige kulturelle og sociale konsekvenser, som er mindst lige så alvorlige som de økonomiske, så vil jeg minde om, at Nationalbanken helt tilbage i 2002 opgjorde, at en ikke-vestlig indvandrer i gennemsnit koster Danmark to millioner kroner i et livsforløb.”

2. Tidligere overvismand: CETA er langt mere end blot frihandel
Gennemgangen af udfordringerne med CETA og TTIP giver Christen Sørensen, tidligere overvismand, en andenplads på listen over mest læste debatindlæg på Altinget: eu.

Christen Sørensen skriver blandt andet:

“Det mest kontroversielle i CETA er givetvis tvistløsningsmekanismen, der giver multinationale investorselskaber erstatningsrettigheder, som nationale selskaber ikke får, hvis staterne indfører højere standarder på en række områder, som begrænser de multinationale selskabers profitmuligheder.”

3. Messerschmidt: Pas på! EU har en plan for indvandring og asyl
På tredjepladsen over årets mest læste debatindlæg finder vi igen Dansk Folkepartis europaparlamentariker Morten Messerschmidt. Denne gang med et indlæg om fælles asylregler inden for EU, hvor han minder om det danske retsforbehold:

“Hvis Danmark skal tilslutte sig en ”fælleseuropæisk løsning”, altså et fælles asyl-regelsæt for EU, så kræver det en folkeafstemning, som jeg med sindsro hilser velkommen. Men husk, at den mulighed ville vi ikke have, hvis danskerne havde givet afkald på retsforbeholdet i december 2016.”

4. Løkkegaard: S stikker kniv i ryggen på den danske arbejdsmarkedsmodel
Europaparlamentariker Morten Løkkegaard (V) står med sin kritik af Socialdemokratiets ja til EU’s sociale søjle bag 2017’s fjerdemest læste indlæg på Altinget: eu. Den sociale søjle indbefatter blandt andet nationale social- og arbejdsmarkedsmodeller, og EU-lovgivning kan ifølge Morten Løkkegaard gå ud over den danske arbejdsmarkedsmodel.

“Konkret stemte socialdemokraterne for, at EU-Kommissionen skal fremsætte lovgivning, der rækker langt ind i – og underminerer – den succesfulde model,” skriver Morten Løkkegaard.

5. EL: Hvor lavt vil regeringen og S synke for at tilfredsstille DF?
Enhedslistens Nikolaj Villumsen indtager en femteplads i top-fem over mest læste debatindlæg på Altinget: eu. Det er Nikolaj Villumsens kritik af DF-forslaget om at skrive menneskerettigheder ud af dansk lovgivning, der trak læserne til skærmen.

“Står det til Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti, skal menneskerettighederne skrives ud af dansk lovgivning inden udgangen af 2017,” skrev Nikolaj Villumsen.

DF-forslaget vandt dog ikke opbakning og blev ikke gennemført. Til gengæld medførte det debat på Altinget. Alle indlæg om Danmark og konventionerne kan læses her.

Forrige artikel Dansk Erhverv: EU-Japan-aftalen bliver en Dansk Erhverv: EU-Japan-aftalen bliver en "game changer" for dansk økonomi Næste artikel Danske Rederier: Vi er langt fra Brexit-målstregen Danske Rederier: Vi er langt fra Brexit-målstregen
Det sker i EU: Boris Johnson drøfter Brexit med Juncker

Det sker i EU: Boris Johnson drøfter Brexit med Juncker

OVERBLIK: Ugen lægger ud med en frokost mellem den britiske premierminister og EU-kommissionsformanden i Luxembourg. Brexit er også på dagsordenen, når europaparlamentarikerne i denne uge samles i Strasbourg. Få overblik over den kommende uge i EU.