Kolmos: Ingen naturlov, at svin har MRSA

REPLIK: 9 ud af 10 svinebesætninger er i dag smittet med MRSA CC398. Fra dette enorme smittereservoir spredes bakterierne til mennesker ude i lokalsamfundene. Gør det slet ikke indtryk? spørger Hans Jørn Kolmos i en replik til Svineproducenternes formand.

Af Hans Jørn Kolmos
Overlæge og professor ved Syddansk Universitet

Kære Henrik Mortensen

Du løser ikke problemerne ved personlige angreb på mig og ved at lægge mig ord i munden, som jeg ikke har sagt. Hold dig i stedet til det, som jeg konkret skriver, og læs mit indlæg én gang til.

Jeg har ikke sagt, at Danmark skal være grisefrit område. Men jeg har efterlyst en mere ansvarlig produktionsform, som i mindre grad fremmer udbredelsen af MRSA og andre resistente bakterier.

Svine-MRSA har udviklet sig eksplosivt, fordi I har forsømt at gøre noget ved problemet, mens tid var, og fordi myndighederne har sovet i timen.

12.000 smittede danskere
Her er kendsgerningerne:

  • 9 ud af 10 svinebesætninger er i dag smittet med MRSA CC398. Det er omsat i absolutte tal langt over 10 millioner smittede dyr.
  • Fra dette enorme smittereservoir spredes bakterierne til mennesker ude i lokalsamfundene. Det skønnes, at 12.000 danskere nu er smittet, og der kommer over 1.000 nye til hvert år. Mange bliver syge, og nogle – især de ældre og svage – dør af det. Gør det slet ikke indtryk?
  • Smitten stopper ikke her, for I eksporterer hvert år cirka 10 millioner levende smittede svin til andre lande, hvor de smitter videre til dyr og mennesker og medvirker til at holde gang i den verdensomspændende epidemi med svine-MRSA. I eksporterer også avlsdyr med MRSA, som smitter avls- og produktionslinjer i udlandet. Hvor længe tror du, det bliver ved at gå?

Smittespredning hænger sammen med produktionsformen
Det er ikke nogen naturlov, at svin har MRSA. Smittespredningen hænger nøje sammen med produktionsformen. Vi kender mange af risikofaktorerne og dermed også nogle af de indgreb, der skal til: Meget mindre antibiotika, udfasning af zink og begrænsninger i handel med levende smittede dyr.

Du påstår, at jeg stikker politikere og befolkning blår i øjnene. Det viser, at du ikke ved, hvad du taler om. Danmark og de øvrige nordiske lande er faktisk en grøn ø midt i en verden af resistente bakterier. Det fremgår blandt andet af statistikkerne fra ECDC. Naturligvis er vi udfordret af forholdene ude i verden, men forskellen er stadig tydelig, og vi opretholder den vel at mærke på trods af indvandring og høj rejseaktivitet.

De vigtigste årsager til, at vi kan opretholde forskellen er, at den danske befolkning har et relativt lavt antibiotikaforbrug, at vi så vidt muligt undgår at bruge bredspektrede antibiotika, og at sundhedstilstanden og den hygiejniske standard i befolkningen er rimeligt høj.

Det er det samme, vi beder jer om at gøre i svinestaldene gennem etablering af en mere hensigtsmæssig produktionsform. Se nu at komme i gang, inden der er andre, der sætter dagsordenen for jer.

Forrige artikel Bryggerier: Lad øl-revolutionen fortsætte sin sejrsgang Bryggerier: Lad øl-revolutionen fortsætte sin sejrsgang Næste artikel Ministre enige om 19 modtræk til ny æggeskandale Ministre enige om 19 modtræk til ny æggeskandale
Frej: Lav mærkningsordning for offentlige måltiders CO2-udledning

Frej: Lav mærkningsordning for offentlige måltiders CO2-udledning

DEBAT: Regeringens forslag om to tvungne vegetardage i offentlige køkkener var en ærgerlig måde at indføre bæredygtighed på. Den ny minister bør i stedet stille krav om brug af statens dyrevelfærdsmærke samt indføre en mærkningsordning for kantinernes CO2-reduktion, skriver tænketanken Frej.