Seges: IFRO's tørkeanalyse ser bort fra helt fundamentale faktorer

Af Ejnar Schultz
Direktør, Seges, Innovation, Landbrug & Fødevarer

Jesper Sølver Schou og Bo Jellesmark Thorsen har her på Altinget.dk vurderet tørkens betydning for landbruget og kommenterer også landbrugets tørkepakke.

Analysen undlader desværre at inddrage helt fundamentale faktorer i de seneste års udvikling i landbrugets økonomi, og det leder til fejlkonklusioner.

Det er ikke kun tørken der spænder ben for landbruget
Schou og Thorsen ser på landbrugets indtægter de seneste otte år og konkluderer, at fordi der har været store udsving, så er effekten af tørken ikke noget, som landbruget ikke er vant til at håndtere.

Det svarer til at sige, at fordi du har brækket et ben, så betyder det ikke noget, at du også brækker en arm. Du er jo ligesom vant til det.

Tørken er en aldeles ekstraordinær hændelse og er i sig selv meget alvorlig for landmændene. Men tørken kommer jo netop oven i en serie andre negative hændelser de seneste 10 år.

Tørken er en aldeles ekstraordinær hændelse og er i sig selv meget alvorlig for landmændene.

Ejnar Schultz
Direktør, Seges, Innovation, Landbrug & Fødevarer

Finanskrisen gav flere år i træk store tab som følge af store prisfald på landbrugets produkter. Der skete også store prisfald på jord og ejendomme, som kostede egenkapital. Så kom der en meget voldsom og pludselig handelskrig med Rusland, som igen betød faldende priser og store tab.

Fødevareklyngen mistede med kort varsel et eksportmarked på 3,5 milliarder. I samme periode ophævede man desuden den 31 år gamle mælkekvote i EU, hvilket også gav et negativt prispres på mælk. 

Andre faktorer spiller en væsentlig rolle
Det er derfor helt forkert at påstå, at det massive tørketab ikke er en usædvanlig hændelse. Landbruget har været inde i en periode med store tab de sidste 10 år, og tørken vil kombineret med lave svinepriser ramme landbruget massivt hårdt i 2018.

Landene omkring os, som også er ramt af tørken, arbejder også med særlige hjælpeforanstaltninger til landbruget. De mener altså heller ikke, at den voldsomme tørke er noget, som deres landbrug er vant til at håndtere.

Man kan naturligvis ikke vurdere alvorligheden af et økonomisk tilbageslag som en tørke alene på landbrugets indtægter. Man er også nødt til at se på robusthed i form af egenkapital, og om der sker nedslidning af produktionsapparatet.

Perioden efter finanskrisen er netop karakteriseret ved meget lave investeringer, og der er ingen tvivl om, at der på en række landbrugsbedrifter er tale om decideret nedslidning og dermed udhuling af effektivitet og tab af konkurrenceevne.

At udskyde nødvendige udgifter til vedligehold gør selvfølgelig, at man dæmper udsving i indtægt, men regningen kommer senere. Tørketabet vil yderligere udskyde meget tiltrængte investeringer.

De 10 år med store, ekstraordinære økonomiske tilbageslag har desværre efterladt mange dygtige og effektive landmænd med lav egenkapital, ligesom det vil være tilfældet med unge nyetablerede.

Banker skal som bekendt afskrive de lån, som de yder til landbrug med ingen eller lav egenkapital. For at det skal give mening for bankerne, skal man selvfølgelig kunne se en sund indtjening foran sig i et robust erhverv, som kan modstå fremtidige tilbageslag.

Netop derfor giver det rigtig god mening for eksempel at fjerne en afgift på jord, som ingen af landbrugets konkurrenter har. Det bidrager til at gøre hele landbruget robust og i stand til at klare fremtidige økonomiske tilbageslag.

Schou og Thorsen skriver, at stigende kornpriser hjælper, og det er jo helt korrekt for de landmænd, som sælger korn. Men da landbruget er nettoforbruger af korn, er stigende kornpriser faktisk lig med større tab.

Landbruget skal hjælpes til at håndtere fremtidens strabadser
Schou og Thorsen hævder, at tørken ikke er et argument for at ændre generelle rammevilkår. Men som det er beskrevet ovenfor, er situationen netop den, at mange bedrifter har behov for at blive mere robuste ved at opbygge egenkapital, nedbringe gæld og sørge for at vedligeholde produktionsapparatet optimalt.

I den situation er det eneste rigtige, at man gør hele erhvervet robust nok til at tåle fremtidige stød, og det kræver en bred indsats.

Det giver derfor rigtig god mening at fjerne en afgift, som landbrugets konkurrenter ikke har. Skaber vi et robust landbrug, så står den finansielle sektor bag landbruget – også i modgang.

Schou og Thorsen hævder, at en fjernelse af jordskatten umiddelbart vil blive kapitaliseret til formue i form af stigende jordpriser. I erhvervsmæssig sammenhæng er det nok mere korrekt - og lidt mindre værdiladet – at kalde det egenkapital.

I den nuværende økonomiske situation i landbruget kan man ikke forestille sig, at jordprisen vil stige, selv om jordskatten fjernes. Men vi kan forhindre, at den falder, og der derved sker en udhuling af egenkapitalen, som både øger låneomkostninger og gør det vanskeligt at låne.

Schou og Thorsen siger også, at det ikke passer, når landbruget hævder, at erhvervet er de eneste, der betaler skat af deres produktionsapparat.

Her sammenligner man med virksomheder i Danmark. Landbruget er et stort eksporterhverv, og ingen lande i Europa undtagen Frankrig betaler jordskat, og det på et væsentligt lavere niveau. Sammenligningen bør være med de direkte konkurrenter for at give mening som målestok for konkurrenceevne.

Robusthed skal sikre landbruget fremover
Schou og Thorsen hævder videre, at en fjernelse af høje kontrolafgifter ikke vil give en langsigtet effekt i form af at kunne håndtere fremtidige svingninger i indtjeningen. Her er vi heldigvis i et område, hvor man hverken behøver at være forsker eller økonom for at gennemskue problemstillingen.

Når man fjerner en afgift, tjener man flere penge, og så kan man både opbygge egenkapital og holde sit produktionsapparat ved lige. Det er lige, hvad landbruget har behov for, og så kan man naturligvis bedre håndtere udsving og økonomiske tilbageslag.

Endelig hævder Schou og Thorsen afslutningsvis, at samfundet i stedet for generelle ordninger bør overveje at oprette midlertidige målrettede ordninger, der akut afhjælper situationen for de mest sårbare. Den helt store udfordring er, at det ikke gør landbruget mere økonomisk robust.

Landbruget skal selv kunne klare udsving, og dem er der en hel del af i en globaliseret verden, når man for eksempel også skal have politisk risiko i form af handelskrige med. Den eneste kur for det er en sund indtjening i hele erhvervet.

Det opnår man blandt andet ved at fjerne konkurrenceforvridende omkostninger og lade erhvervet bidrage til samfundshusholdningen gennem en miljømæssig og økonomisk bæredygtig udvikling og fortsat stor eksport.