Bliv abonnent
Annonce
Debat

Velux Fonden: Gode arbejdsvilkår i ngo-branchen er et ledelsesansvar hos den enkelte organisation

I Velux Fonden er vi i tæt dialog med vores ansøgere og oplever et behov for større transparens om de omkostninger, der er afgørende for at sikre gode arbejdsforhold, skriver vicedirektør Trine Heidemann.
I Velux Fonden er vi i tæt dialog med vores ansøgere og oplever et behov for større transparens om de omkostninger, der er afgørende for at sikre gode arbejdsforhold, skriver vicedirektør Trine Heidemann.Foto: Velux Fonden
3. marts 2025 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I det vigtige samarbejde mellem civilsamfundsorganisationer og fonde, som bidrager til løsning af samfundsudfordringer og til -udviklingen, er der behov for at være transparente i forbindelse med projekternes omkostninger.

Det står klart, efter at forskellige aktører på Altingets debatsider har sat fokus på arbejdsmiljøet og -forholdene i ngo-branchen og her blandt andet har efterspurgt, at fondene investerer i medarbejdertrivsel.

Velux Fonden støtter omkostninger og kompetenceaflønning, der er direkte relateret til de metodeudviklingsprojekter, som fonden støtter gennem bevillinger til civilsamfundsorganisationer. 

Læs også

Derudover er der mulighed for, at bevillingen kan omfatte direkte og indirekte omkostninger svarende til de udgifter, det koster at varetage og gennemføre et metodeudviklingsprojekt.

De indirekte projektrelaterede udgifter svarer maksimalt til 20 procent af de direkte projektrelaterede udgifter. 

Endeligt imødekommes et uspecificeret overhead på op til fem procent af de direkte projektrelaterede udgifter til dækning af uforudsete udgifter samt ansøgerorganisationens generelle administration.

Armslængde mellem fond og organisation

Velux Fonden støtter derfor gerne projekter på det sociale område, hvor ansøgerne blandt andet søger midler til direkte og indirekte omkostninger, som relaterer sig til projektet. 

Vi har som fond en tæt dialog med ansøgerne, og vi oplever, at der er et stykke vej i at få tydeliggjort de forskellige omkostningselementer, som er nødvendige for at finansiere og sikre bedre bæredygtighed.

Gode vilkår på arbejdspladsen er et ledelsesansvar.

Trine Heidemann
Vicedirektør, Velux Fonden

Der er et behov for, at vi i fællesskab får skabt tydelighed i samarbejdet mellem civilsamfund og fonde på det sociale område. 

Vi oplever, at der er flere gode tiltag i gang, som kigger på netop denne problematik, og det er vores forhåbning, at vi herigennem kan få et mere ensartet grundlag at tale ud fra, så vi kan komme tættere på at finde løsninger, som vil gavne alle parter.

Som fond har vi ikke tilbundsgående indsigt i vilkår og aftaler om lønniveauer hos de organisationer, vi støtter, men vi forudsætter, at de følger relevante overenskomster. 

Herudover er det vores klare holdning, at gode vilkår på arbejdspladsen er et ledelsesansvar.

Der skal være armslængde mellem fondene og civilsamfundsorganisationerne, hvor lederne varetager deres medarbejderes interesser og trivsel, og hvor fondene ikke går ind og påvirker eller blander sig i, hvilken kultur og vilkår der skal være i en bestemt organisation.

Midler til at varetage trivslen

Fondene har samtidig en forpligtelse for at sikre styrkede organisationer, der kan fastholde kompetente medarbejdere og frivillige. Det kræver, at vi støtter sociale projekter, som også har midler til at varetage trivsel i egen organisation. 

Yderligere er kapacitetsopbygning et af de områder, vi som fond ser som et af vores positive bidrag til samfundet.

Temadebat

Har fondene ansvar for et godt arbejdsmiljø i civilsamfundet?

Fondene bliver ofte nævnt som en aktør, der bør tage et økonomisk ansvar og engagere sig i debatten om arbejdsmiljø i civilsamfundet.

Derfor sætter Altinget Fonde nu emnet til debat.

Ønsker du eller din organisation at deltage i debatten, kan du kontakte Sophie Bavnhøj.

Vi tror således på, at vi bidrager positivt, når vi gennem kontinuerlige indsatser kapacitetsopbygger individer, grupper, organisationer og miljøer til at bidrage til løsningen af aktuelle og kommende samfundsudfordringer. 

Derfor arbejder vi målrettet for, at de metodeudviklingsprojekter, vi støtter, også får mulighed for at blive skaleret og gavne endnu flere borgere. 

Civilsamfundsorganisationer med stabile vilkår, hvor ansatte og frivillige trives og udfører socialt arbejde af høj, faglig kvalitet, gavner alle – især borgere i socialt udsatte positioner. 

Vi håber derfor, at alle aktører vil engagere sig i dette vigtige arbejdsområde.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026