Fremtidsforsker: Fonde spiller en stadig mere afgørende rolle for ngo'ers virke. Det giver et medansvar

Alt for mange ngo'er drives i dag med et ensidigt fokus på input (læs mange timer) og kortsigtet output. Ressourcer kanaliseres mod projekter, fundraising og dokumentation, mens den strategiske personaleledelse nedprioriteres eller helt forsømmes.

Det er ikke en kritik af den enkelte leder, men af strukturer, systemer og mønstre, som alt for ofte får lov at reproducere sig selv.

Det gør sig også gældende for ledelser i det øvrige arbejdsmarked. 

I takt med at fondene spiller en stadig mere afgørende rolle for ngo'ernes virke, følger også et medansvar for medarbejdertrivsel.

Ngo-medarbejdere er presset

Tallene fra eksempelvis Dansk Magisterforening taler deres tydelige sprog: I 2023 angav 47 procent af ansatte i ngo'er og patientforeninger, at de oplever problemer med stress.

Hver tredje vurderede deres arbejdsmiljø som decideret dårligt. Det er et alvorligt signal.

Det har en pris, når passion bliver til pres.

Claus Sneppen
Fremtidsforsker og partner, Instituttet for Fremtidsforskning

Bag de tal gemmer der sig mennesker, som netop valgte civilsamfundet, fordi de ville gøre en forskel – men som nu risikerer at blive knækket af systemet, mens de har muligheden.

Vi skal forstå én ting: I et digitalt og netværksbaseret videnssamfund er engagement ikke bare en bonus, det er brændstoffet, der driver værdi og resultater – og udviklingen og fremtiden bliver kun mere digitaliseret og vidensbaseret. Det gælder også i ngo-verdenen.

Derfor er det paradoksalt, at netop denne sektor ofte tager engagementet for givet. "Vi kæmper jo for noget vigtigt" er blevet en sætning, der dækker over manglende fleksibilitet, lave lønninger, midlertidige ansættelser og begrænsede udviklingsmuligheder.

Men det engagement, der ikke næres, forsvinder. Det har en pris, når passion bliver til pres, og dedikation bliver til dræn. Det er her, ledelsen kommer ind i billedet.

Trivsel er en prioritet

Min påstand er, sat på spidsen, at alt for mange civilsamfundsorganisationer står uden tidssvarende professionel ledelse. Det er ikke, fordi viljen mangler, men fordi ressourcerne og kompetencerne ikke prioriteres.

Det er min oplevelse, at mange ledere i ngo'er, og i øvrigt også i andre organisationer, alt for ofte er tidligere succesfulde medarbejdere, som er vokset ind i lederrollen uden formel lederuddannelse eller erfaring med større personaleansvar. En undersøgelse af Djøf viser eksempelvis, at 39 procent af foreningens medlemmer, som har personaleansvar, ikke har gennemført en formel lederuddannelse.

Det skaber efter min opfattelse betydende ubalancer for medarbejdertrivslen – særligt i mindre organisationer, hvor ledelsen forventes at drive, udvikle og motivere, uden nødvendigvis at have de ledelsesmæssige værktøjer til det. 

Samtidig lever organisationerne i et konstant spændingsfelt mellem drømmen om stabilitet og virkeligheden af projektbaseret finansiering.

Det betyder, at mange medarbejdere føler sig som "sidste mand på bænken", hvor deres ansættelse afhænger af det næste bevillingsbrev. Det skaber usikkerhed, manglende psykologisk tryghed og i sidste ende et dårligt arbejdsmiljø.

Løsningen? Det starter med at gentænke ledelsesopgaven i ngo-sektoren. Ikke som en administrativ funktion, men som en strategisk disciplin.

Ansvar hviler også på bestyrelser

Ledere i civilsamfundet skal ikke blot være gode til at skrive ansøgninger – de skal være dygtige til at skabe trygge, udviklende og engagerende arbejdsfællesskaber.

Det kræver investering i efteruddannelse, supervision, organisatorisk struktur og arbejdsmiljørepræsentation. Og det kræver en erkendelse af, at passion ikke fritager nogen for ledelsesansvar.

Ngo'erne er ikke hævet over ansvar, heller ikke for dem, der får hjulene til at dreje. Det gælder både ledelser, fonde og andre aktive aktører i kulissen. 

Claus Sneppen
Fremtidsforsker og partner, Instituttet for Fremtidsforskning

Det er heller ikke nok at placere ansvaret hos enkelte personer. Bestyrelser i ngo'er spiller en nøglerolle og må i langt højere grad løfte blikket fra økonomi og effektmål til også at omfatte trivsel, fastholdelse og kultur.

Er der redskaber og rammer til at understøtte bæredygtige arbejdsvilkår? Er der systematisk fokus på ledelseskompetencer? Er der nogen, der tør stille spørgsmålet: Behandler vi vores medarbejdere ordentligt?

For hvis svaret er nej, og det er det i alt for mange tilfælde, må vi som samfund også spørge os selv: Kan vi leve med det?

Ngo'er er vigtige, og det er medarbejderne også. De er faktisk uundværlige. Men ngo'erne er ikke hævet over ansvar, heller ikke for dem, der får hjulene til at dreje. Det gælder både ledelser, fonde og andre aktive aktører i kulissen. 

Vi skylder både dem og sagen at tage ledelse og arbejdsmiljø alvorligt. For det er ikke kun fremtiden, der skal være bæredygtig. Det skal hverdagen også.