Bliv abonnent
Annonce
Debat

Ngo-chef: En vigtig sag undskylder aldrig for et dårligt arbejdsmiljø

Samarbejde med fonde kan hjælpe ngo'er med at fokusere på at skabe et godt arbejdsmiljø, skriver Winnie Berndtson og præsenterer fire bud på, hvordan det kan ske. 
Samarbejde med fonde kan hjælpe ngo'er med at fokusere på at skabe et godt arbejdsmiljø, skriver Winnie Berndtson og præsenterer fire bud på, hvordan det kan ske. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
24. marts 2025 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hos mange – ja, faktisk nok alle – ngo'er er sagen det vigtigste. Det er derfor, vi er til. Det er sagen, vi taler om, laver aktiviteter for og søger frivillige til at fremme. Derfor ansætter vi medarbejdere til at fremme sagen i samarbejde med frivillige, der kan skabe engagement om sagen.

Vi kunne forfalde til bare at arbejde med sagen, så processen og dermed arbejdsmiljøet får mindre opmærksomhed.

Hos De Grønne Pigespejdere mener vi dog ikke, at målet kan hellige midlet. Det gælder også hos en lang række af de ngo'er, jeg kender og har arbejdet for eller med. 

Vi arbejder værdibaseret, og de værdier gælder også for os selv. Vi skal ikke bare kunne måles på det, når fonde eller andre bevillingsgivere spørger. Når vi beder frivillige engagere sig, så skal de kunne have en forventning om, at vi efterlever vores værdier.

Læs også

Hos De Grønne Pigespejdere siger vi eksempelvis, at vi skaber trygge rammer for piger og kvinders udvikling, og vi siger, at vi har rummelige og forpligtende fællesskaber.

Så det skal også gælde for os, når rammer sættes for frivillighed og for ansatte i organisationen.

Ngo'er har ansvar for arbejdsmiljøet

Lad mig slå fast; Et godt arbejdsmiljø for frivillige og ansatte er organisationens ansvar.

Vi kan ikke undskylde et stort arbejdspres, dårlig planlægning, psykisk pres, dårlig tone og lignende med, at sagen er vigtig, og at vi derfor ikke kan bruge tid på arbejdsmiljø. Det er efter min mening omvendt.

Fondene kan hjælpe os i ngo-verdenen med at sikre et godt arbejdsmiljø for ansatte og frivillige.

Winnie Berndtson
Generalsekretær, De Grønne Pigespejdere

Fokus på et godt arbejdsmiljø giver os bedre mulighed for at fremme sagen. Eksempelvis kan vi beholde frivillige og få nye, hvis vi tilbyder gode rammer for arbejdet. 

Samarbejde med fonde kan også, når det gælder arbejdsmiljø, hjælpe os med at have fokus på arbejdsmiljø udover at bidrage med ressourcer, der kan sikre, at vi kan løse opgaverne. 

Det kan ske på mange måder.

Her fire bud på roller, som fondene umiddelbart kan spille i de længerevarende samarbejder, der er med til at definere organisationernes opgaver og indsatser:

  • Fondene kan være med til at sikre, at der er tilstrækkelige ressourcer til at nå de formål og mål, vi sammen vil opfylde. Så et kritisk blik på, om vi vil for meget med for få ressourcer. Nogle fonde udfordrer os allerede på, hvor meget vi vil nå på kort tid. Det er velkomment og godt, at vi ikke lover for meget og efterfølgende må presse frivillige og medarbejdere for hårdt for at nå det. 
  • Fondene kan i de længerevarende strategiske samarbejder med ngo'er gøre det til et bevillingskriterie, at organisationerne kan redegøre for, hvordan de arbejder med arbejdsmiljøet for frivillige og ansatte. Er der eksempelvis en frivilligpolitik, der sætter rammer for frivilliges arbejde, og er der et beredskab af sparring og krisehjælp? Overholdes arbejdsmiljølovgivningen for ansatte, og er der eksempelvis en fungerende arbejdsmiljøorganisation?
  • Fondene kan bidrag ved også at understøtte organisationernes arbejde med arbejdsmiljøet.
  • Fondene kan være mere åbne for, hvordan udvikling af indsatser kan ske gennem udvikling af driften. Ikke al udvikling kommer af noget helt nyt. Udvikling kan også komme af at øge kvalitet i det eksisterende eller udbrede det eksisterende. Det kan også medvirke til større medarbejderstabilitet i ngo'erne i stedet for de korte projektansættelser, der skaber en usikker jobsituation for medarbejderne. Vi kunne arbejde mere i dybden.  

Fondene kan hjælpe os i ngo-verdenen med at sikre et godt arbejdsmiljø for ansatte og frivillige, som er til gavn for de almennytte formål, vi i fællesskab opfylder.

Men det er os selv, der har ansvaret for at tilrettelægge arbejdet, så vi har godt psykisk og fysisk arbejdsmiljø i vores organisationer.  

Temadebat

Har fondene ansvar for et godt arbejdsmiljø i civilsamfundet?

Fondene bliver ofte nævnt som en aktør, der bør tage et økonomisk ansvar og engagere sig i debatten om arbejdsmiljø i civilsamfundet.

Derfor sætter Altinget Fonde nu emnet til debat.

Ønsker du eller din organisation at deltage i debatten, kan du kontakte Sophie Bavnhøj.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026