Fondsdirektør: Hvis ngo'ers arbejdsmiljø er fondenes ansvar, hvor stopper det ansvar så?

Alternativt får jeg lyst til at spørge: Hvis det er fondens ansvar, hvor stopper det ansvar så?

Må vi som fond spørge til lønningernes størrelse, om det er de rigtige fagpersoner, der er ansat, eller har man valgt en billigere faggruppe for at spare? Er bestyrelsen kompetent til at guide organisationen, og er sekretariatet gode til at skabe arbejdsmiljø? Må jeg spørge til gennemsnitlig anciennitet på arbejdspladsen og medarbejderomsætning?

Jeg får også lyst til at sige nej, fordi jeg fortsat præsenteres for budgetter, hvor meget høje lønninger inkluderer en række uspecificerede udgifter.

Hvordan skal jeg vide, at det, der ligner en endog meget høj årsløn, åbenbart inkluderer el og vand, men ikke pension og atp?

Hvor grundigt skal jeg granske et budget og stille spørgsmål for at opdage, at der ikke er taget højde for videreuddannelse af medarbejderne, et system, der kan rumme en stigende medlemstilgang, eller husleje? 

Organisationerne skal kende deres reelle udgifter 

Oak Foundation Denmark har taget det standpunkt, at der skal betales en rimelig andel af de indirekte udgifter, der er en del af organisationens mulighed for at drive et projekt. 

Procentsatsen for de indirekte udgifter er ikke fast, men forholder sig til organisationens situation, herunder projektets forholdsmæssige størrelse. Men ofte skal der stilles en del spørgsmål til budgettet.

Hvordan skal jeg vide, at det, der ligner en endog meget høj årsløn, åbenbart inkluderer el og vand, men ikke pension og atp? 

Esther Nørregård-Nielsen
Direktør, Oak Foundation

Disse spørgsmål kræver tilvænning fra både min side og organisationernes.

Også fordi nogle organisationer ikke har sikker viden om budgetterne. Ikke af dårlig hensigt, men fordi fokus er på at løse opgaverne, ikke at tænke i økonomien.

Så selvom fonden er meget bevidst om the starvationcycle – herunder at projektudgifter er mere end de direkte udgifter – så kræver opgøret med det, der kaldes et ræs mod bunden, også at organisationerne har god viden om deres budgetter, reelle udgifter og kan fremlægge disse.

Jeg kan godt opleve, at ansøgninger er gennemtænkte og elaborerede med hensyn til formål og metoder, mens budgettet, og hvad det hviler på, synes mindre bearbejdet – med den risiko, at vigtige poster kan være glemt eller undervurderet.

Fonden kan stille spørgsmål til budgettet, som vi stiller spørgsmål til projektet, men det er inden for de begrænsninger, som tid og viden tillader.  

Ikke kun fondenes ansvar 

Jeg er selvfølgelig ikke mere naiv, end godt er. Jeg ved, at kortsigtede projektmidler giver jobusikkerhed og dårligere mulighed for medarbejderudvikling.

Ulige magtrelationer gør det svært for mange organisationer at gøre tydeligt opmærksomt på de reelle udgifter af bekymring for at miste al mulighed for finansiering. 

Jeg tror og håber, at der er en form for paradigmeskifte på vej i disse år.

Det er min oplevelse, at der er en betydelig udvikling på området. At der er stigende fokus på at forhindre, at organisationerne er i dårligere stand efter et projekt end før. Helst skal de være i bedre stand. Det er bare ikke kun fondens ansvar, at det kan ske. Det er en fælles samtale, der kræver tillid, og som først rigtigt er ved at udvikle sig.

Samtalen er i gang med de ord, vi for nuværende har til rådighed. Med tiden udvikler og præciserer vi forhåbentlig endnu flere begreber a la dem, jeg nævnte indledningsvist. 

Herigennem kan vi forny vores fælles forståelse og styrke udgangspunkt for at føre samtalen om samarbejdets muligheder og nødvendigheder en tak videre.