Bliv abonnent
Annonce
Debat

DM: Fondene skal bruge deres magt til at stille krav om overenskomst i ngo'er

Et stærkt civilsamfund forudsætter, at dem, der arbejder i det, trives og er glade for at gå på arbejde. Det bør fondene bidrage til, skriver Janne Gleerup.
Et stærkt civilsamfund forudsætter, at dem, der arbejder i det, trives og er glade for at gå på arbejde. Det bør fondene bidrage til, skriver Janne Gleerup.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
10. marts 2025 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den internationale verdensorden er under drastisk forandring, og der er over få måneder slået alvorlige skår i den demokratiske samtale.

I USA har Trump fjernet støtten til ngo'er, som han ikke er enig med, og vi ser bekymrede til, mens det internationale konfliktniveau eskalerer. 

I en sådan tid har vi kun fået mere brug for et stærkt civilsamfund, der kan adressere forskellige samfundsudfordringer, hvad enten det gælder fremme af mental sundhed, udvikling af gode klimaløsninger eller foreninger, der taler underrepræsenterede gruppers sag.

Som ikke-statslige aktører er ngo'erne et vigtigt supplement til den etablerede politiske proces. De gør en kæmpe forskel for mange mennesker og bidrager til, at vi som samfund tager vigtige dialoger, og det skaber sammenhørighed i samfundet.

Læs også

Men et stærkt civilsamfund forudsætter, at dem, der arbejder i det, trives og er glade for at gå på arbejde.

For et godt arbejdsmiljø gøder jorden for faglige visioner og resultater, ligesom gode rammer og trivsel er helt afgørende i kampen om at rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere. 

Men desværre hører vi gentagne gange om udfordringer med arbejdsmiljøet i ngo'erne.

Selvom de ansatte typisk har valgt jobbet for at få et meningsfuldt arbejde med et større formål, er en ansættelse i ngo-branchen ofte forbundet med usikre ansættelser, lave lønninger, høj arbejdsbelastning og stress.

Stress svækker ngo-branchen

Ifølge DM's arbejdsmiljøundersøgelse (2023) angiver 30 procent af de ansatte i ngo'er og patientforeninger, at de har et dårligt arbejdsmiljø. Det er over gennemsnittet for øvrige brancher. 47 procent har problemer med stress, og 43 procent føler, at arbejdet tager energi fra privatlivet. 

En af de store udfordringer i civilsamfundet er, at mange ansættelser er finansieret af tidsbegrænsede og projektorienterede bevillinger fra blandt andet fonde og den offentlige sektor.

Stabile bevillinger og ordentlige arbejdsvilkår er afgørende for de ansatte i ngo-branchen.

Janne Gleerup
Forperson, DM

Det betyder, at mange medarbejdere er midlertidigt ansat, hvilket skaber både usikkerhed og stress for de ansatte, der ikke ved, om de har et job, når fondsmidlerne udløber.  

18 procent af de ansatte i ngo'er og patientforeninger er da også bekymrede for at miste deres job, viser DM's arbejdsmiljøundersøgelse (2023).

Og ifølge en rundspørge foretaget af Globalnyt er medarbejderomsætningen høj i mange af de større danske ngo'er. 

Sådanne usikre vilkår går ud over arbejdsmiljøet. Det er slemt nok i sig selv, men det svækker også ngo'ernes stabilitet og kapacitet på den lange bane, og det går ud over os alle sammen. 

Fondenes magt skal gavne civilsamfundet

Som nogle af dem, der bidrager med finansiering til en stor del af civilsamfundets projekter, har fondene en helt oplagt mulighed for at præge de ansattes arbejdsmiljø og de vilkår, de arbejder under. Den magt skal fondene bruge. 

Fondene stiller i forvejen krav til ngo'erne om dokumentation for at sikre, at bevillingerne går til det, der var formålet, og at de skaber de tilsigtede resultater. På samme måde bør fondene stille krav til ngo'ernes arbejdsmiljø- og vilkår, når de uddeler midler. 

Eksempelvis kan fondene indføre minimumskrav til ngo'ernes arbejdsforhold ved at betinge sig, at ngo'erne sikrer rimelige ansættelsesvilkår. De kan blandt andet stille krav til pension eller overenskomstlignende forhold.

Læs også

Fondene kan også vælge at prioritere længere bevillinger over korte, når de udvælger, hvilke projekter, de vil støtte.

Det vil gøre det nemmere for ngo'erne at tilbyde længerevarende og stabile ansættelser og vil lette deres strategiske planlægning og bæredygtighed, fordi finansieringen er på plads for en længere periode. 

Fonde holder på pengene

Sidst kan fondene i højere grad vælge at bevilge og øremærke midler til ngo'ernes administrationsomkostninger – som den generelle drift, løn eller arbejdsmiljøforbedringer. Det er mange fonde desværre tilbageholdne med i dag.

Men når administrationsomkostningerne nedprioriteres, kan det betyde, at ngo'erne sparer på efteruddannelse til medarbejderne eller trivselsfremmende tiltag, der kunne have styrket arbejdsmiljøet. 

Temadebat

Har fondene ansvar for et godt arbejdsmiljø i civilsamfundet?

Fondene bliver ofte nævnt som en aktør, der bør tage et økonomisk ansvar og engagere sig i debatten om arbejdsmiljø i civilsamfundet.

Derfor sætter Altinget Fonde nu emnet til debat.

Ønsker du eller din organisation at deltage i debatten, kan du kontakte Sophie Bavnhøj.

Stabile bevillinger og ordentlige arbejdsvilkår er afgørende for de ansatte i ngo-branchen. Men de er også fundamentet for stærke og levedygtige organisationer, der har ressourcerne til at fastholde og tiltrække talenter og levere arbejde af høj kvalitet.

Derfor er det helt afgørende, at fondene har øje for deres mulighed for indflydelse på arbejdsmiljøet i ngo'erne og handler på den.    

I sidste ende handler det om at sikre et stærkt civilsamfund, der kan lave dybt kvalificerede løsninger, tale forskellige samfundsgruppers sag og engagere borgerne i samfundsudfordringer og nye løsninger.

Det er der brug for nu, hvor den demokratiske samtale og medmenneskeligheden desværre er under pres. 

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026