Cepos-direktør: Egenbetaling af uddannelse giver ejerskab

Af Martin Ågerup
Direktør i Cepos

I Danmark finansieres de fleste uddannelser via skatter – og brugerbetalingen er stort set nul. Vi har endog verdens mest generøse uddannelsesstøtte, SU’en. Intentionerne bag disse skattesubsidier er gode.

For det første vil man gerne sikre lige muligheder for at uddanne sig, og især at unge fra bogligt og økonomisk svage hjem ikke fravælger uddannelse af økonomiske årsager. Det ville både være uretfærdigt og medføre et tab af talent. For det andet håber man, at skattesubsidier sikrer, at befolkningen uddanner sig mere.

Problemet er, at målt på de to intentioner har systemet ikke leveret varen.

Danskerne er ikke specielt højtuddannet sammenlignet med andre lande, som i langt mindre grad subsidierer uddannelse. Andelen af voksne danskere med stærke læsefærdigheder ligger under OECD-gennemsnittet. I sammenligninger af højest opnåede uddannelsesniveau ligger Danmark heller ikke specielt højt: En anelse over OECD-gennemsnittet, men under lande som Schweiz, Storbritannien, USA og Canada, som har langt mindre generøse subsidier til uddannelse end Danmark.

Svag uddannelsesmobilitet i Danmark
Der er heller ikke meget, der tyder på, at de generøse skattesubsidier gør Danmark bedre til at bryde den sociale arv i uddannelse. Professor og nobelpristager i økonomi, James Heckman, har sammen med Rasmus Landersø, som er forsker ved Rockwoolfondens forskningsenhed, i et nyligt studie konkluderet, at Danmark ikke er bedre end USA til at fremme uddannelsesmobilitet på tværs af generationer.

Egenbetalingen kunne for eksempel være 15.000 kroner om året for gymnasier og erhvervsuddannelser og det dobbelte for videregående uddannelser.

Martin Ågerup
Direktør i Cepos

Ikke alene lever ”gratis” uddannelse ikke op til intentionerne. Det rummer også betydelige ulemper.

Udtrykket ”at tage noget for givet” rummer en indsigt, som er gået tabt i uddannelsespolitikken, nemlig at vi har det med at udvise en vis grad af ligegyldighed over for ting, vi får foræret. Hvor ofte køber man en biografbillet på nettet, men beslutter herefter at udeblive fra filmen? Ikke ret ofte. Man har betalt og vil derfor ikke gå glip af filmen.

Hvor ofte ville unge mennesker pjække fra undervisningen på teknisk skole, på gymnasiet eller på universitetet, hvis der var et element af egenbetaling for uddannelsen? En gang imellem måske, men ikke så ofte som i dag, hvor mange spekulerer i at have et fravær, der ligger lige under den grænse, som giver en skriftlig advarsel.

Det er udtryk for en syg kultur, som ligeledes kommer til udtryk ved de ekstremt høje frafaldsprocenter på en række uddannelser.

15.000 kroner om året for at gå i gymnasium
Egenbetaling vil øge de unges følelse af ejerskab til deres uddannelse. Det vil også få de unge til i højere grad at betragte uddannelse som en investering og i mindre grad som et forbrugsgode. Det skaber et incitament til fornuftige overvejelser om hvilke uddannelser, der har gode job- og lønperspektiver samt overvejelser om, hvilken adfærd under studiet, der sikrer bedst afkast af investeringen.

Elementet af egenbetaling behøver ikke nødvendigvis at være voldsomt stort. På friskolerne er egenbetaling sjældent over 1.500 kroner om måneden, men det bidrager til en stærk følelse af ejerskab og engagement i forældrekredsen.

Egenbetalingen kunne for eksempel være 15.000 kroner om året for gymnasier og erhvervsuddannelser og det dobbelte for videregående uddannelser.

Der bør være mulighed for at låne pengene, eventuelt som et statsgaranteret lån. SU bør helt bortfalde og ligeledes erstattes af lån. Besparelsen bør føres tilbage til borgerne i form af lavere skatter.