R: Kære Cepos – brugerbetaling er et korstog mod friheden

Af Sofie Carsten Nielsen (R) 
Forsknings- og uddannelsesordfører

En uddannelse er en gave fra samfundet til den enkelte. Vi investerer i de unges uddannelse med forventningen om, at de bruger den til at skabe muligheder i deres liv. Det er vigtigt at huske på – også for studerende.

Derfor skal de studerende gå op i deres uddannelse og tage ejerskab over deres uddannelse, så de kan få det bedste ud af den. På det punkt er jeg enig med Martin Ågerup, direktør i CEPOS.

Men jeg er uenig med Martin Ågerup i mindst tre punkter i hans indlæg i Altinget 12. januar, hvor han foreslår mere brugerbetaling i uddannelsessystemet. Og jeg synes også, hans dokumentation mangler.

For det første påpeger Martin Ågerup, at brugerbetaling vil give den studerende mulighed for at tage større ansvar i sit eget liv. Gennem brugerbetaling tror Martin Ågerup, at de unge vælger den rigtige vej i deres liv, fordi de selv har penge i klemme.

Men brugerbetaling giver jo netop ikke den studerende mulighed for at tage ansvar i eget liv. Brugerbetaling betyder, at uddannelse bliver for de riges børn. Brugerbetaling betyder, at unge fra lavindkomstfamilier ikke tager en uddannelse. Unge fra lavindkomstfamilier er bange for at låne penge. Det ved vi fra undersøgelser.

Men CEPOS’ logik er mangelfuld. Uddannelse er nemlig en investering. Uddannelse er en aktie, der giver et pinligt højt afkast – endda med en lav risiko.

Sofie Carsten Nielsen (R), forsknings- og uddannelsesordfører

Brugerbetaling vil derfor ramme studerende uden økonomisk støtte hjemmefra særligt hårdt. Hvis ambitionen er, at unge skal tage ejerskab over deres uddannelse og fremtid, så er brugerbetaling en elendig vej at gå.

Ågerup tager fejl
For det andet tager Martin Ågerup fejl, når han mener, at de unge vil få større frihed, hvis de kunne tage lån hos staten og finansiere deres uddannelse. Ågerup glemmer fuldstændig, at lån vil medføre, at vores studerende bliver gældsat som bare ******, når de er færdige med deres uddannelse.

Den udvikling ser man for eksempel i England, hvor studerende er dybt forgældede, når de afslutter deres uddannelse. Kalder Martin Ågerup dét scenarie for frihed? Hvordan kan man være sin egen lykkes smed, hvis der kun er røde tal på bankkontoen? Hvordan kan man leve frit fra staten, når man skylder staten en bondegård? Det tyder på, at lån i uddannelsessystemet er ganske uliberalt.

Det burde CEPOS tage gravalvorligt.

For det tredje skriver Martin Ågerup ud fra parolen om, at uddannelse er en statsfinansieret udgift. Fokus ligger på ’udgift’. Men CEPOS’ logik er mangelfuld. Uddannelse er nemlig en investering. Uddannelse er en aktie, der giver et pinligt højt afkast – endda med en lav risiko.

For uddannelse giver kloge hoveder og hænder, flere idéer og mere dialog og forståelse for forskellighed. Og det kan vi aldrig få nok af.

Jeg er i politik, fordi jeg vil give flere mennesker flere muligheder for at forme deres egne liv. Jeg arbejder ud fra en ambition om at give næste generation et bedre samfund, end vi har nu. Det mål kan vi ikke opnå, hvis vi indfører brugerbetaling på uddannelse.

I Radikale Venstre foreslår vi en ”generationsgave”. Vi vil bede os, der kan, om at blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Til gengæld vil vi investere én milliard ekstra i uddannelse. Om året vel at mærke.

Den løsning giver samfundet et fantastisk afkast i form af en veluddannet arbejdsstyrke og mulighed for at uddanne sig uanset baggrund. Den løsning giver unge friheden til at forme deres egen fremtid. Den løsning sikrer, at hårdt arbejde, i stedet for din pengepung, får dig frem i verden.

CEPOS burde med hånden på det liberale hjerte overveje, om det er CEPOS’ brugerbetalingsforslag eller Radikale Venstres generationsgave, der er frihedens vej.

Jeg er ikke i tvivl.