Dansk Energi: Gør forskningen til en del af forligs-familien

Af Lars Aagaard

Adm. direktør, Dansk Energi

Forskning er en langsommelig affære. Det tager tid at finde på ideer og efterprøve dem, finpudse de løsninger, man kommer på, og at udvikle produktionsapparatet til dem.

Forskning er per definition en investering, som kræver langsigtede og sikre vilkår.

Lang sigt er også nødvendigt, når globalt talent skal tiltrækkes og fastholdes på de danske forskningsinstitutioner. Og det er en forudsætning for, at virksomheder vælger netop Danmark som hjemsted for deres forskningsafdelinger.

En forskning, som igen kan tiltrække produktionsjobs, fordi det skaber en særlig værdi, når ingeniøren og smeden er under samme tag.

Når jeg læser indlæggene, der her på Altinget de foregående uger har diskuteret regeringens Forsk2025-plan, kan jeg glæde mig over, at der generelt er enighed om, at forskningen skal prioriteres højt. Over en bred kam er der også ros til den overordnede prioritering i Forsk2025-planen, som blandt andet lægger god vægt på forskningen inden for grønne vækstteknologier og nye digitale teknologier.

Tilbage til milliarden

Som talsmand for energisektoren kunne jeg ikke være mere enig i denne prioritering. Netop effektive, grønne og digitale energiteknologier er noget af det, vi i Danmark er bedst til.

I flæng kan nævnes virksomheder som Danfoss, Vestas, Siemens, Grundfos, Velux, Rockwool, Kamstrup og mange, mange andre. De eksporterer årligt varer for mere end 75 milliarder kroner og understreger dermed, at energisektoren er en del af Danmarks økonomiske grundfjeld.

Det skal den offentlige forskning naturligvis understøtte.

I mit første indlæg her på Altinget pegede jeg på, at energiforskningen trods regeringens løft af området stadig halter væsentligt efter den såkaldte energimilliard, der årligt blev udmøntet fra 2010 til 2014.

Strategisk forskning handler om at prioritere det, vi er gode til, og få mest mulig vækst ud af hver forskningskrone. Forsk2025 rammer sømmet i forhold til prioriteringen mellem områder.

Og lad der ikke være nogen tvivl: Danmark skal tilbage til milliarden, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at realisere regeringens målsætning om at fordoble eksporten fra energisektoren frem mod 2030.

Men samtidig har vi behov for at skabe en mere langsigtet tilgang til forskningen. I dag må forskningsreserver som det vigtige EUDP år for år sidde på stolekanten under finanslovsforhandlingerne, og forhandlingerne om udmøntningen af den årlige forskningsreserve.

Det betyder, at fondsbestyrelser og programkomiteer i nogle af de vigtigste forskningsfonde ikke aner, hvor mange penge de har til rådighed næste år, før der kommer hvid røg fra forhandlingslokalet i november.

Stop den stedmoderlige behandling

Det er en opslidende situation for de fleste. For Altingets læsere, der igen og igen skal læse om, hvorfor netop energiforskning bør prioriteres i udmøntningen, når vi hvert år tager debatten. Men måske endnu mere for de forskningsmiljøer, hvor vejen fra ide til ansøgning og – hvis ideen er god – bevilling kræver langsigtet planlægning af ressourcer.

I stedet for de nuværende stedmoderlige behandling, hvor vi år for år tager bunken op til forhandling, bør vi gøre forskningen til et ligeværdigt medlem af den danske forligs-familie. Vi har en god og lang tradition for at indgå brede forlig på områder, der kræver langsigtet planlægning.

Bare ikke forskning. Men det kan vi forhåbentlig ændre, så finanslovsforhandlingerne også udstikker en langsigtet kurs for forskningen.

Strategisk forskning handler om at prioritere det, vi er gode til, og få mest mulig vækst ud af hver forskningskrone. Forsk2025 rammer sømmet i forhold til prioriteringen mellem områder.

Nu må vi skabe klarhed om de økonomiske rammer for forskning i Danmark for at få mest ud af pengene. Og hertil sørge for, at den økonomiske ramme tillader forskning, som også fremover vil være en vækstmotor, der skaber jobs, velstand og velfærd i Danmark.