Danske Universiteter: Talmagi giver ikke forskning i verdensklasse

Af Jesper Langergaard
Direktør, Danske Universiteter

Danmarks Statistik har netop offentliggjort den seneste temperaturmåling på den danske en-procent-målsætning.

Om end der var et mindre fald i de offentlige udgifter til forskning, kunne regeringen endnu engang sætte hak ved målet om, at man i Danmark skal bruge en procent af BNP i forskning og udvikling.

Glæden varede dog ikke længe, for kort efter Danmarks Statistiks offentliggørelse kunne Altinget afsløre, at en opjustering af det danske BNP nu betyder, at Danmark faktisk ikke har indfriet en-procent-målsætningen i 2016 og 2017.

Det er desværre, hvad der sker, når man går til grænsen for minimuminvesteringer i forskning og udvikling.

Find fire fejl
Den seneste opgørelse må give stof til eftertanke. Nu må det være tid til, at vi tager et kritisk gennemsyn af den danske en-procent-målsætning. Fra Danske Universiteters side kan vi finde mindst fire fejl i regnestykket.

Der findes ingen faste tal for, hvor meget forskning der bedrives i de danske regioner, og opgørelsen baseres på et noget usikkert skøn.

Jesper Langergaard
Direktør, Danske Universiteter

For det første hænger den danske en-procent-målsætning kun sammen, fordi de danske forskere klarer sig rigtig godt i de europæiske forskningsprogrammer.

Regeringens fortolkning af en-procent-målsætningen betyder nemlig, at hver gang en dansk forsker har held til at trække midler hjem fra EU’s forskningsprogrammer, skæres sektoren et tilsvarende beløb på næste års finanslov. Det er en noget bagvendt incitamentsordning.

Til eksempel hjemtog de danske forskere knap to milliarder kroner fra EU i 2017.

Det betød, at den danske regering kunne spare et tilsvarende beløb på den statslige forskningsbevilling. Det må være indbegrebet af et nulsumsspil, hvor dansk forskning taber.

Højeste skøn vinder
For det andet indgår de danske kommuner og regioners forskningsinvesteringer i regeringens opgørelse af en-procent-målsætningen. Men der findes ingen faste tal for, hvor meget forskning der bedrives i de danske regioner, og opgørelsen baseres på et noget usikkert skøn.

Til eksempel var der en forskel på 900 millioner kroner mellem to forskellige opgørelser i 2016. Sundhedsdatastyrelsen mente, at de danske regioner havde forsket for 1,5 milliarder kroner, mens Danmarks Statistik fandt, at de danske universitetshospitaler (en delmængde under regionerne) havde forsket for 2,4 milliarder.

Det er Danmarks Statistiks opgørelse – altså det højeste beløb – der indgår i opgørelsen af en-procent-målsætningen.

Leje af bygninger er dyrt
For det tredje må universiteterne bruge stadig flere forskningskroner på at leje bygninger af statens ejendomsadministration (SEA) under Bygningsstyrelsen, som afkræver en højere husleje end på det private marked. 

Samtidig gennemføres der lige nu ejendomsvurderinger efter et nyt princip, som kan medføre en yderligere stigning i huslejen.

Dertil har vi den seneste tid set væsentlige budgetoverskridelser i flere af Bygningsstyrelsens byggerier, hvor regningen i sidste ende skal dækkes af højere husleje. Det er ikke småpenge, vi taler om. Byggeriet af Niels Bohr-bygningen er for eksempel overskredet med 1,3 milliarder kroner.

Sidst, men ikke mindst, er universitetsuddannelserne efter flere års besparelser nu så underfinansierede, at universiteterne flere steder år efter år må trække på forskningsmidlerne for at dække hullet på deres uddannelsesaktiviteter.

Vi har ikke en præcis opgørelse for hvor meget, men der er formodentlig tale om et trecifret millionbeløb. Med de fortsatte udsigter til besparelser på vores uddannelser kan vi se frem til en endnu større omfordeling, hvis vi skal sikre tilstrækkelig kvalitet i vores uddannelser.

Politikerne skal lave en plan
Med de forhold in mente har det de sidste år været svært at rose regeringen for deres opfyldelse af en-procent-målsætningen.

Det må i stedet give anledning til, at de danske politikere sætter en fælles plan for, hvor den danske forskningsindsats skal hen.

Og med den plan følger et kritisk eftersyn af logikken i den danske en-procent-målsætning, så vi sikrer et ordentligt fundament for forskningsbaserede løsninger på de store samfundsudfordringer.