Forskere: Velfærdsmedarbejdere forlader det offentlige. Vi skal samarbejde for at finde løsningerne

Ser vi på pædagogerne er cirka hver fjerde ikke at finde i faget fem år efter endt uddannelse, og 14.000 uddannede pædagoger har ifølge AE forladt faget før pensionsalderen fra 2016 til 2021. Samtidig falder andelen af uddannede pædagoger i daginstitutionerne.

Dertil kommer, at søgningen til uddannelserne er faldende og frafaldet bekymrende. Ifølge analyser lavet for Danske Professionshøjskoler er 26 procent af de studerende, der startede i 2017 faldet fra pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen seks år senere, mens det gælder for hele 35 procent af de lærerstuderende.

Vi kan ikke uddanne os ud af problemet

Problemet er velkendt, men hvem har ansvar for at løse det? 

Fra Christiansborg lyder det, at vi jo har "den danske model", så arbejdsmarkedets parter må forhandle sig frem til bedre aftaler. Her hører vi fra B-siden, at de ønsker sig bedre løn- og arbejdsvilkår, og fra A-siden, at det kan der under ingen omstændigheder blive råd til. Hvad med professionshøjskolerne – kan de ikke bare uddanne nogle flere?

Men man kan ikke uddanne sig ud af problemet. Dels fordi søgningen til uddannelserne er faldende. Dels fordi stavnsbåndet heldigvis er afskaffet og de professionelle frit kan vælge at arbejde andre steder, end i den offentlige sektor, hvor vi mangler dem.

Det er positivt, at der er virksomheder, som gerne vil ansætte medarbejdere med en professionsuddannelse. Men det er ærgerligt, hvis dygtige professionelle fravælger et arbejdsliv i vores bærende samfundsinstitutioner af de forkerte grunde.

Samfundsøkonomisk virker det helt gak, at man først investerer gode skattekroner i at uddanne mennesker til vigtige jobs i den offentlige sektor, hvorefter man ansætter uuddannet arbejdskraft i stillingerne i stedet for at interessere sig for bevæggrundene bag de professionelles valg. 

Mestringsstrategier er en uholdbar løsning

På professionshøjskolerne har vi forsket i sådanne bevæggrunde. Blandt andet i hvorfor lærere og sygeplejersker vælger deres fag og jobs til og fra gennem et studie- og arbejdsliv. 

Det er ærgerligt, hvis dygtige professionelle fravælger et arbejdsliv i vores bærende samfundsinstitutioner af de forkerte grunde.

Nana Vaaben, Thomas Iskov m.fl. (se afsendere i boks)

De søger typisk ind, fordi de gerne vil gøre en forskel. De forlader studiet, hvis de ikke oplever fagligt og socialt fællesskab – eller kan se sig selv i de billeder, der tegnes af deres fremtidige virke.

Og de forlader deres jobs, hvis de opdager, at de skal gå på kompromis med lige netop det, der fik dem til at vælge deres fag. Det kan man ikke fortænke dem i.

Hvis man i sit arbejde har ansvaret for andre mennesker og oplever, at man bliver forhindret i at leve op til dette ansvar, kan man blive ramt af moralsk stress, og en sidste udvej kan være opsigelse.

Mange steder i den offentlige sektor har medarbejderne udviklet individuelle mestringsstrategier, som de griber til i sådanne situationer.

Dem har de typisk forsøgt sig med, inden de når til en eventuel opsigelse. De laver usynligt arbejde, skyggearbejde og diverse brandslukninger og feberredninger. De bøjer om nødvendigt reglerne og strækker sig langt ud over, hvad man kan forvente, og hvad de er ansat til. 

Man kan ikke bede professionelle om at "sænke barren"

Men selv den mest "robuste" og omsorgsfulde medarbejder har et breaking-point, hvor det kan blive for meget, og hun lukker af for omverdenen i et forsøg på at passe på sig selv. 

Selv den mest "robuste" og omsorgsfulde medarbejder har et breaking-point.

Nana Vaaben, Thomas Iskov m.fl. (se afsendere i boks)

Den engagerede lærer kan blive til en nøjeregnende timetæller, der forsøger at overbevise sig selv om, at det ikke er hendes ansvar, at der inkluderes flere børn med særlige behov i klassen.

Den ellers så empatiske pædagog kan løbe tør for overskud til at anerkende og støtte pressede forældre, mens han er alene med alt for mange børn.

Den normalt omsorgsfulde sygeplejerske kan slå blikket ned for at undgå øjenkontakt med patienterne, fordi hun ellers kunne komme til at invitere til samtaler, hun ikke har tid til.

Ansvarsforskubbelsen eller forråelsen kan snige sig ind, og sådanne mestringsstrategier kan være helt nødvendige for den enkelte – men de løser ikke problemerne på arbejdspladserne eller i samfundet bredere set.

Og de kan være et forvarsel. For faktisk fortæller flere af de professionelle, der har indgået i vores forskningsprojekter, at de har valgt at sige op, før de bliver til "et gammelt surt spøgelse".

De siger op for ikke at blive forråede eller skulle gå på kompromis med deres integritet. Man kan altså ikke bare bede professionelle om at "sænke barren" og nøjes med at gøre arbejdet "godt nok", uden at risikere at de smutter. 

Professionshøjskolerne er i en nøgleposition

Selvom man ikke bare kan "uddanne nogle flere til at fylde op med", så mener vi, at professionshøjskolerne spiller en nøglerolle i at få vendt udviklingen. Den rolle kan vi imidlertid udfylde endnu bedre, hvis vi får mulighed for at arbejde sammen om det. 

Den ellers så empatiske pædagog kan løbe tør for overskud til at anerkende og støtte pressede forældre.

Nana Vaaben, Thomas Iskov m.fl. (se afsendere i boks)

Professionshøjskolerne udgør et bindeled mellem uddannelser, forskning og praksis. De har indgående kendskab til og indflydelse på uddannelser og professioner og har samtidig et tæt samspil med de ledere, som ude på arbejdspladserne kæmper for at holde på deres medarbejdere.

De tager nemlig ofte deres lederuddannelse på en professionshøjskole. Det samme gælder for mange af de professionelle, der videreuddanner og specialiserer sig.

Det betyder, at vi på professionshøjskolerne løbende får at vide, hvor skoen trykker lige nu i den offentlige sektor, for det skriver ledere og medarbejder om i deres opgaver, når de går på uddannelse.

Det er derfor ofte disse emner, vi forsker i, når vi bedriver anvendelsesorienteret forskning, og resultaterne er med til at kvalificere uddannelserne og indgår ofte på pensum. Men vi kunne drømme om, at de også en gang imellem gav anledning til at politikere og arbejdsmarkedets parter sammen drøftede og aftalte, hvordan man kan handle på denne viden. 

Vi skal have en national forskningsindsats 

Rundt omkring i landet har der i mere end ti år været forskere på professionshøjskolerne, og en del af dem har forsket i ovenstående.

De kan i detaljen gøre os klogere på, hvilke udfordringer, der gør sig gældende inden for lige præcis de uddannelser, professioner, arbejdspladser eller geografiske områder, de beskæftiger sig med. 

Flere fortæller, at de har valgt at sige op, før de bliver til "et gammelt surt spøgelse".

Nana Vaaben, Thomas Iskov m.fl. (se afsendere i boks)

Men vi har brug for at samle de lokale forskningsindsatser i systematiske, tværinstitutionelle og tværprofessionelle samarbejder mellem professionshøjskolerne, så vi sammen kan udvikle ny viden, inspirere hinanden og få bedre forståelser af de udfordringer, der nogle gange er genkendelige på tværs af professioner, uddannelser og forskningsfelter.

Med det afsæt kan professionshøjskolerne blive forskningsinformerede demokratiske mødesteder, hvor vi kan samle de mange interessenter, der alle er optaget af at løse problemerne med at tiltrække og holde på de professionelle i vores bærende samfundsinstitutioner.

Hvor vi kan dele og omsætte den nyeste forskningsviden, indgånødvendige aftaler om, hvordan der skal handles på den, og pege på de spørgsmål vi stadig mangler svar på. Det ønsker vi som forskere på professionshøjskolerne at medvirke til. Og helst i fællesskab.