Debat

S: SU’en skal ikke tages som gidsel i uddannelsesnedskæringer

DEBAT: Regeringen vil forringe SU’en for at kompensere for sine egne uddannelsesbesparelser i milliardklassen. Urimeligt, mener Mette Reissmann (S), der vil fastholde SU'en på det nuværende niveau.

Foto: /ritzau/Mads Claus Rasmussen
Anders Redder
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mette Reissmann
Uddannelses- og forskningsordfører, Socialdemokratiet

Den daværende Venstre-regering prøvede i 2016 med den såkaldte Helhedsplan at få gennemført en nedskæring af SU’en på 20 procent for alle studerende til fordel for topskattelettelser. 

Det mislykkedes som bekendt. Nu vil regeringen formentlig igen forsøge sig med et udspil til en SU-reform i det kommende år. 

Endnu ved vi ikke, hvordan udspillet konkret kommer til at se ud. Alligevel er der god grund til at tage hul på debatten nu. 

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

For det er en unik værdi ved vores velfærdssamfund, at det ikke er ens baggrund, der er afgørende for, hvor langt man kan nå, men ens flid og talent. At ens muligheder ikke afhænger af, hvor i landet man er født og af hvem.

Der er forskel på, om man starter på en videregående uddannelse og har forældre, der kan hjælpe med en lejlighed, om der er en børneopsparing og om der er nogen, der hjælper med en computer til studierne.

Det er på sin plads at gøre op med nedskæringerne, men ikke ved at tage pengene fra de studerende.

Mette Reissmann
Uddannelses- og forskningsordfører, Socialdemokratiet

Og her spiller SU’en en afgørende rolle for, at alle kan tage den uddannelse, deres evner rækker til. 

Skal ikke skabe gæld hos de unge
Med Helhedsplanen foreslog den daværende Venstre-regering ikke alene en nedskæring af SU’en på 20 procent.

Det var også en del af planen, at de studerende skulle låne flere penge i løbet af deres studie. 

Altså et lighedstegn mellem uddannelse og gæld. Men hvis vi ønsker, at vores unge tager en uddannelse, er det ikke klogt næsten at bede dem om at gældsætte sig.

Det er for det første en kedelig start på det liv, der skal tegne sig efterfølgende.

Og for det andet er det især et dårligt signal til de unge, der kommer fra uddannelsesfremmede hjem og måske i forvejen er usikre på deres uddannelsesvalg. Det vil vanskeliggøre den sociale mobilitet. 

Ændringer af SU’en hænger samtidig sammen med den samlede uddannelsespolitik, som regeringen fører.

For de studerende kan hurtigt komme til at betale for regeringens milliardnedskæringer på uddannelsesområdet. 

I efteråret sagde Løkke, at en SU-reform skal bruges til at finde penge til at løfte kompetencerne i det danske samfund.

Her skal man bare huske på, at Løkke siden 2016 har stået bag omprioriteringsbidraget på de videregående uddannelser.

Det betyder, at uddannelserne skal spare to procent hvert år. Samlet løber nedskæringerne på de videregående uddannelser op i 6,3 milliarder kroner. Det gør ondt og går hårdt ud over kvaliteten. 

Tag ikke penge fra de studerende
Det er på sin plads at gøre op med nedskæringerne, men ikke ved at tage pengene fra de studerende.

Det er ikke rimeligt, at de skal sætte plaster på såret. Mens uddannelsesbesparelserne i mellemtiden er brugt på blandt andet at lette arveafgiften for de rigeste danskere.

Det er ikke en politik, der har været med til at skabe den samfundsmodel, der har gjort Danmark stærk.

Jeg anerkender, at der er nogle udfordringer ved vores SU-system i forhold til antallet af udenlandske SU-modtagere. Antallet de seneste år er steget mere, end vi med rimelighed kan og vil finansiere. 

Samtidig er det en problemstilling, der vedrører omkring 3 procent af de samlede SU-udgifter. Det skal kunne løses inden for de nuværende rammer med de rette værnsinitiativer. Det har vi før talt konstruktivt for, og det gør vi fortsat.

Vores SU-system sikrer muligheder for alle uanset baggrund. Og er en del af vores frie og lige adgang til uddannelse. 

Så det ikke er forældrenes pengepung, men flid og talent der er afgørende for, om man kan udleve sit potentiale.

Det har været med til at gøre Danmark til et rigt og retfærdigt samfund. Det skal vi holde fast i.

Og insistere på, at det ikke er rimeligt, at regeringen forringer SU’en for at kompensere for sine egne uddannelsesbesparelser i milliardklassen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Reissmann

MF (S), erhvervsordfører, Socialdemokratiet, formand, Marstal Navigationsskole, formand, Københavns Idrætsefterskole, bestyrelsesmedlem, Kvindeøkonomien, TV-vært, TV3
cand.merc.jur. (CBS 1989)

0:000:00