Forsker: Ny Arktis-strategi får trods kritik EU til at ligne en reel udenrigspolitisk aktør

Petra Mathilde Jørs fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har bidraget til researcharbejdet i dette indlæg.

EU-Kommissionen fremlagde 13. oktober sammen med EU’s udenrigstjeneste (EEAS) en ny fælles Arktis-strategi. Hovedbudskabet i strategien er, at EU vil stå stærkere i Arktis. Arktis har en vigtig strategisk betydning for EU. Det handler både om klimaforandringer, råstoffer og geopolitisk indflydelse, ikke mindst på grund af den øgede stormagtrivalisering mellem USA, Kina og Rusland.

Som EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender, Joseph Borrell, udtalte i forbindelse med lanceringen af strategien:

“Arktis ændrer sig hastigt på grund af virkningerne af global opvarmning, øget konkurrence om naturressourcer og geopolitiske rivaliseringer. Denne udvikling viser, at Europa skal definere sine geopolitiske interesser bredt for at fremme stabilitet, sikkerhed og fredeligt samarbejde i Arktis.”

Med andre ord: EU vil, som også andre aktører, have en rolle. Og man vil konkret være til stede med etableringen af et kontor for kommissionen i Nuuk. Kontoret skal bidrage til at styrke EU’s engagement i Arktis, men også partnerskabet mellem Kommissionen og Grønland, som har været mindre udtalt siden, Grønland forlod det europæiske fællesskab i 1985.

EU stræber efter prominent position

Som DIIS for nylig har beskrevet i en større analyse af de nye sikkerhedspolitiske dynamikker i Arktis, har EU gennem de sidste 10-15 år arbejdet på at få en mere aktiv og selvstændig rolle i Arktis.

Ikke mindst på klimaområdet har EU haft betydning ligesom inden for økonomi og bæredygtighed. EU bidrager med sine partnerskaber allerede med over 200 millioner danske kroner årligt til udviklingen af blandt andet den grønlandske økonomi.

EU har en fundamental interesse i at støtte de multilaterale samarbejder i Arktis.

Cecilie Felicia Stokholm Banke
Enhedsleder og seniorforsker, DIIS

EU har samtidig længe forsøgt at opnå observatørstatus i Arktis Råd, som er det primære regionale forum for samarbejde og dialog. Men det modsatte først Canada sig grundet en konflikt om sælskind og siden Rusland grundet EU’s sanktioner efter Krim-krisen i 2014.

Ikke desto mindre deltager EU, og har deltaget, i diverse møder og samarbejder, og der har da også været en forventning om, at Kommissionen under Ursula von der Leyens ledelse ville stræbe efter en mere prominent position. Det skyldes von der Leyens geopolitiske ambitioner for EU, som igen er udtryk for EU’s ønske om at finde plads i den øgede stormagtrivalisering – ikke mindst i forholdet mellem Kina og USA. Men det skyldes også EU’s klimapolitik.

Ny Arktis-strategi har tre nøglemål

Som det fremgår af den nye strategi, vil Kommissionen, at olie, kul og gas skal blive i jorden i Arktis. Kommissionen betegner klimaforandringer som den største udfordring, Arktis står over for. Det er ikke mindst her, man kan se en rolle.

Som EU-kommissær for miljø, Virginijus Sinkevicius, har formuleret det, så fremskynder den smeltende is og optøning af permafrost i Arktis klimaændringerne yderligere med enorme afsmittende virkninger. Og derfor er “EU fast besluttet på at gøre Arktis sikkert, stabilt, bæredygtigt og fremgangsrigt”.

EU har samtidig en fundamental interesse i at støtte de multilaterale samarbejder i Arktis. Dette fremhæves som vigtigt for, at det forbliver en region med lavspænding, stabilitet og fredeligt samarbejde, hvilket umiddelbart flugter fint med danske interesser, hvor hensigten hidtil har været at fastholde Arktis som et lavspændingsområde, og er tråd med Arktis Råd.

Kommissionen fremlægger således tre nøglemål for det nye engagement i Arktis:

• Bidrage til en fredelig og konstruktiv dialog og internationalt samarbejde.
• Bekæmpe miljømæssige, sociale, økonomiske og politiske virkninger af klimaforandringer og miljøforringelser.
• Støtte en omfattende, inkluderende og bæredygtig udvikling af den arktiske region til gavn for både nuværende og fremtidige generationer med fokus på oprindelige folks, kvinders og unges behov.

Og det lyder jo alt sammen ganske godt, men strategien er blevet kritiseret for på en gang at præsentere EU som en selvsikker udenrigspolitisk aktør, mens man samtidig reelt ikke har de nødvendige militære kapaciteter til at optræde i den rolle.

Noget er under forandring

Det er generelt en tilbagevendende kritik af EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, ikke mindst i disse år, hvor der efterspørges mere europæisk engagement i egen sikkerhed, og hvor USA ikke længere vil stå som garant for Europas sikkerhed. Og det har stillet krav til både EU og europæiske lande om øget fokus på forsvar og større bidrag til Nato.

Det er ganske klart, at EU med sin nye strategi for Arktis og som i andre forhold, hvor Rusland er involveret, må fare med udpræget lempe. Det kan bidrage til selvsamme dynamik, som man med udspillet forsøger at undgå.

Cecilie Felicia Stokholm Banke
Enhedsleder og seniorforsker, DIIS

Et andet kritikpunkt er EU’s ambitioner om at fastholde naturressourcer i jorden. Her går kritikken blandt andet på, at EU som et samarbejde, der repræsenterer forholdsvis rige lande, der har tjent på at udnytte de forhåndenværende naturressourcer med klimaproblemer til følge, ikke kan tillade sig at stille sig i vejen for en lignende udvikling for befolkningerne i den arktiske region.

Det har hidtil været den generelle kritik af klimadagsordenen fra organisationer for oprindelige folk i Arktis. Flere af disse organisationer er permanente medlemmer af Arktis Råd.

Ved klimaforhandlingerne i Paris i december 2015 valgte Grønland, Nunavut (Canada) og Inuit Circumpolar Council at udarbejde deres egen “Joint Statement on Climate Change” netop som kritik af manglende hensyntagen til oprindelige folks rettigheder og udviklingsmuligheder i kampen mod klimaændringer i Arktis. Men i forbindelse med COP26 har Grønland tilsluttet sig Parisaftalen samt suspenderet oliesøgninger. Noget er dog under forandring.

Russisk skepsis er ingen overraskelse

Efter regeringsskiftet i Grønland i april 2021, hvor partiet Inuit Ataqatigiit kom til magten, ændrede Grønland standpunkt på Parisaftalen og den tidligere kritik af aftalens manglende hensyntagen til oprindelige folks rettigheder. Landsstyreformand Múte B. Egede ser nemlig gerne, at Grønland får en større stemme internationalt.

En måde at gøre sig synlig på den internationale scene er blandt andet gennem internationale aftaler. Grønland tiltrådte derfor Parisaftalen 1. november med dette for øje, men selvfølgelig også fordi klimaet har mærkbare effekter på natur og erhvervsliv.

Dette høster nu stærk kritik fra det næststørste parti i Landstinget, Siumut, der, ifølge partileder Vivian Motzfelt, mangler inddragelse i så vigtig en beslutning. Motzfelt stiller sig også kritisk overfor, at Parisaftalen vil koste Grønland ressourcer, som landet ikke har. Siumut støtter de oprindelige folks kritik og agenda på klimadagsordenen.

Endelig har det russiske udenrigsministerium ikke overraskende udtrykt klar skepsis ved udsigten til øget EU-engagement i Arktis. Som ministeriets talskvinde udtalte efter lanceringen i oktober, kan Rusland “naturligvis” ikke blive andet end alarmeret over “sådanne uforskammede forsøg” på at hævde EU’s politiske ambitioner og udvide sin indflydelse i den arktiske region. Et tiltag, som ud fra en russisk optik kun vil svække regionens bæredygtige udvikling.

EU begynder at ligne reel udenrigspolitisk aktør

EU’s forslag om at begrænse udvindingen af fossilt brændstof bliver således opfattet som urealistisk og underminerende for stabiliteten på energimarkedet med betydning for europæernes energiforsyning på sigt.