Lidegaard før forsvarsforliget: Det teknologiske kapløb raser historisk hurtigt

Kina er det bedste eksempel.

Regimet i Beijing bruger flere og flere penge på Kinas forsvar, og dog falder antallet af soldater i landets stående styrker markant.

Riget i midten har for længst indset, at de vigtigste krige nu foregår i cyberspace, i rummet – og i den økonomiske kontrol over nye teknologier.

Eksemplet illustrerer på perfekt vis det gamle ord om, at man ikke kan vinde fremtidens krige ved at anvende fortidens våben og logikker.

Politikere skal som bekendt måles på deres handlinger, ikke på deres ord. Og her bliver det næste forsvarsforlig en afgørende test

Martin Lidegaard

Vi har stadig en tilbøjelighed til at tro, at vores styrke først og fremmest skal måles på antallet af brigader og kampvogne. Men så enkel er verden ikke længere.  

Et minimum af fleksible specialstyrker og højteknologisk materiel er selvfølgelig stadig påkrævet, ligesom væbnede konflikter på landjorden stadig finder sted rundt omkring i verden.

Men den afgørende styrke for Europa og for et land som Danmark skabes ved at være førende i det teknologiske kapløb, der raser hurtigere og mere intenst end på noget andet tidspunkt i historien.

Aldrig har der været investeret mere i nye teknologier, aldrig har de været mere afgørende for både vores økonomiske udvikling og for vores sikkerhed og demokrati – og aldrig har det været vigtigere netop at koble vores sikkerhedspolitiske og økonomiske styrke.

Det gælder ikke mindst i EU, der stadig er verdens største marked og som har styrken til både at sætte standarder for andre og til at bruge sine økonomiske muskler i sin sikkerhedspolitik. Et potentiale, der slet ikke er udtømt.

Men det bør det blive, og derfor er det også afgørende, at vi i det næste danske forsvarsforlig især prioriterer investeringer i nye teknologier inden for tre områder, hvor Danmark i forvejen står stærkt og bedst kan bidrage til den samlede styrke i Nato og EU:

Grønt forsvar, hvor Danmark allerede har en førerposition, og som både Nato og vores større allierede efterspørger, fordi alle nu ønsker at gøre de militære teknologier mere grønne og robuste i forhold til det nye klima.

Cyber, hvor vi de senere år har opnået en styrkeposition i forhold til at beskytte vores kritiske infrastruktur, men hvor vi burde investere langt mere i at beskytte vores økonomiske sfære – især vores private og offentlige virksomheder – mod hacking af patenter og ny teknologi og mod simpel cyberkriminalitet.

Et stærkere beredskab, herunder større kapacitet til at håndtere det nye klima, og hvor de nye teknologier skal målrettes en højteknologisk, grøn flåde og bedre overvågning blandt andet med hjælp fra rummet, ikke mindst i Arktis.

Alt dette vil øge styrken af det danske forsvar markant. Men der er andre gode grunde til at målrette vores investeringer mod disse nye teknologier.   

For det første vil et fokus på teknologier med nye additionelle forskningsmidler og udviklingsprogrammer også komme hele det civile Danmark til gode, fordi de teknologiske landvindinger samtidig kan bruges her.

For det andet har vi i denne forligsperiode haft problemer med at kunne anvende det konventionelle materiel, som vi allerede har købt, fordi vi mangler kvalificeret personale i hæren, der også er ramt af manglen på arbejdskraft. Derfor forekommer det strategisk fornuftigt at satse på en teknologisk vej, der på sigt vil kræve mindre manuel betjening.

For det tredje er hele pointen, at fremtidens diverse sikkerhedstrusler netop ikke kan adresseres ved at tænke forsvaret som en silo i samfundet, men ved at lade forsvaret indgå i de samlede bestræbelser for at skabe en bæredygtig udvikling i enhver forstand.

Præcis denne holistiske tænkning savner jeg i regeringens nye udenrigspolitiske strategi. Men politikere skal som bekendt måles på deres handlinger, ikke på deres ord. Og her bliver det næste forsvarsforlig en afgørende test.