Debat

Tænketank: Udenrigspolitikken bør have mere fokus på konfliktforebyggelse

DEBAT: Sikkerhed skabes ikke kun militært, for begge parter i en konflikt skal føle sig sikre. Det klares bedst med diplomati via et stort og robust Udenrigsministerium, skriver Jørn Boye Nielsen fra RIKO.

Nato har to ben at gå på. Det ene handler om våben og afskrækkelse, det andet om afspænding. I øjeblikket går organisationen kun på det første, skriver Jørn Boye Nielsen.
Nato har to ben at gå på. Det ene handler om våben og afskrækkelse, det andet om afspænding. I øjeblikket går organisationen kun på det første, skriver Jørn Boye Nielsen. Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jørn Boye Nielsen
Næstformand, Tænketanken RIKO (Rådet for International Konfliktløsning), forfatter til flere bøger om konfliktløsning

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har lagt op til debat om en ny udenrigspolitisk strategi, der forventes at blive færdig cirka april 2021. Et af de områder, der trænger til at blive udviklet, er den ikke-militære del af sikkerheds- og udenrigspolitikken.

Der fokuseres i dag meget på opfattelsen af verden som kun bestående af trusler, militær opbygning via to procent af BNP til forsvar og sanktions- og konfrontationspolitik mellem stater.

Desuden er tilliden meget lavere end nogensinde i international politik udenfor ”vennernes” kreds (EU, Nordiske lande). Megafonpolitik og megafondiplomati på basis af nationalisme har kronede dage i den tid, vi lever i.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Vi mangler i højere grad at fokusere på muligheder, dialog, forhandling og ikke mindst konfliktløsning og konfliktforebyggelse mellem de lande, som vi traditionelt opfatter som modstandere/rivaler/fjender. En realistisk, løsningsorienteret og dialogcentreret politik i stedet for passiv fokus på militær afskrækkelse og os-dem holdninger.

Verden består også af muligheder
Internationale problemer og trusler kan omformuleres til konflikter mellem to eller flere aktører og gøres til genstand for løsningsorienterede processer: forhandling, mægling, dialog. Kan møder ikke finde sted på højt plan, kan det gøres ved hjælp af embedsfolk og diplomater, personligheder med erfaring, vigtige NGO’er – kontakt kan altid skabes, hvis viljen er der.

Alle må opnå sikkerhed, ikke kun én part. Ellers fortsætter sikkerhedsdilemmaet – dette at én part aldrig føler sikkerhed, fordi den anden part altid har gang i noget, som man må reagere på, og sådan fortsætter det.

Jørn Boye Nielsen, Næstformand, Tænketanken RIKO (Rådet for International Konfliktløsning), forfatter til flere bøger om konfliktløsning

Konfliktløsningens præmisser er, at der vises respekt og anerkendelse over for modparten, og accept af, at der altid er mindst to historier i en konflikt – ikke kun ens egen. Derfor er indlevelse i modpartens situation altid vigtig.

Konfliktløsningens mål er løsningsorienteret og er en aftale, som begge/alle parter kan leve med (betegnet som en vind-vind aftale) – ikke nødvendigvis alt hvad man ønsker. Det er konfliktparterne, der ”ejer” konflikten, og som forhandler den – ikke andre stater eller parter, medmindre det er domstolsafgørelser.

Et dansk freds- og konfliktløsningscenter
Et vind-tab resultat opstår, når én side får en tilfredsstillende løsning, mens den anden part ikke får det. Israel-Palæstina konflikten hører til her. Den tabende part vil ofte vende tilbage og tage revanche. Vind-tab er ikke en stabil løsning.

Der bør oprettes et freds- og konfliktløsningscenter (som eksisterer i de andre nordiske lande), hvis opgave skal være at følge parterne i konflikter og overveje løsninger – en del af centrets opgave skal være at fokusere på klimakonflikter. Endvidere at styrke diplomatiske og ikkevoldelige løsninger generelt over for beslutningstagere og offentlighed.

Indtil vi får et sådant center, bør regeringen arbejde med tænketanke, NGO’er og forskere for en løsningsorienteret approach til udenrigs-og sikkerhedspolitik. Som et land, der har bidraget meget til løsninger af konkrete konflikter, kan nævnes vores broderland Norge.

Fælles sikkerhed og afspænding
Ved fælles sikkerhed forstås, at sikkerhed ikke kan opnås ved ensidige nationale forsvarsstrukturer eller én sides forsvarsstrukturer for eksempel Natos, men kun i samarbejde med modparten.

Alle må opnå sikkerhed, ikke kun én part. Ellers fortsætter sikkerhedsdilemmaet – dette at én part aldrig føler sikkerhed, fordi den anden part altid har gang i noget, som man må reagere på, og sådan fortsætter det. Den menneskelige faktor (regeringer) må gribe ind og i samarbejde med modparten standse oprustningsspiralen.

Konflikten mellem Nato-landene og Rusland er ikke langtidsholdbar eller bæredygtig. Under Den Kolde Krig blev der skabt et unikt samarbejde om afspænding mellem Øst og Vest i form af Helsinki-processen, der omhandlede grænser i Europa, sikkerhedsspørgsmål, respekt for menneskerettigheder (både de politiske og de økonomisk-sociale rettigheder), handel, informationsfrihed og menneskelige kontakter.

Denne proces bør Danmark og andre små lande arbejde på at få genaktiveret i nutidig form – det kunne gøres i den organisation, som skabtes af Helsinki-processen, OSCE (Organisation for Security and Co-operation in Europe). Danmark og de nordiske lande spillede en stor rolle dengang i processen – og kan gøre det igen!

Nato har som bekendt to ben i sikkerhedsprocesser – forsyne landene med et afskrækkende militær – og arbejde for afspænding – men i øjeblikket går Nato kun på ét ben: det militære.

Det ville være ønskeligt, hvis de to procent i Nato til forsvar og sikkerhed blev ændret, så en ny procentandel også inddrog udgifter til udviklingsbistand, fredsopbygning, diplomati og konfliktløsning – altså inddrog udgifter til alle områder, der har betydning for sikkerhed i verden.

Rustningsniveauet er for højt og dyrt
Våbenkontrol og nedrustning, især på atomvåbenområdet, må på dagsordenen igen.

Næste år i februar udløber New Start-våbenkontrolaftalen om strategiske missiler mellem USA og Rusland, der sætter grænser for antallet af langtrækkende raketter. Danmark bør arbejde hårdt for, at denne aftale forlænges eller genforhandles. Hvis New Start ikke genforhandles, åbnes der for et nyt våbenkapløb på det atomare område.

INF-aftalen om kort-og mellemdistanceraketter er allerede løbet ud og bør fornyes eller genforhandles – dette må Danmark også arbejde på.

I det hele taget må FN’s våbenkontrol – og nedrustningsbestræbelser følges og reageres på af Udenrigsministeriet.
Der bør igen oprettes et kontor i Udenrigsministeriet, der beskæftiger sig med nedrustnings-og våbenkontrol.

Imod nye kolde krige
En proces mod en ny kold krig eller i hvert fald en ny farlig og destruktiv stormagtsrivalisering – økonomisk, teknologisk og militært - er på vej mellem USA og Kina. Det er ikke i verdens interesse, at den får lov at udvikle sig. Det kan betyde en økonomisk og teknologisk opdeling af verden.

Danmark må i EU fastholde EU’s nuværende kurs ”at gå på to ben” – på den ene side anerkende Kina som systemisk rival og konkurrent, og på den anden side Kina som partner.

EU (og hermed Danmark) må klart signalere til den amerikanske udenrigsminister og den amerikanske præsident, at EU ikke er med på en ny ødelæggende konfrontation, der vil opdele verden. Det har vi prøvet én gang før med katastrofale følger.

Et stærkere og mere robust udenrigsministerium
Udenrigsministeriet skal udbygges, så det har cirka samme kapacitet som i Norge og Finland. Det vil sige væsentlig større kapacitet end det, vi har i dag efter de store nedskæringer som påvist af professor Martin Marcussen fra Københavns Universitet.

Udenrigsministeriet skal have tilstrækkelig med kontakter og netværk til at kunne gribe muligheder og handle derpå, samt have tilstrækkelig analysekapacitet til at kunne agere i en moderne verden. Vi skal være med i alle de udvalg i internationale organisationer, som vi kunne ønske. Det er desuden vigtigt for Udenrigsministeriet at styrke samarbejdet og udvekslingen med tænketanke, forskningsmiljøer og civilsamfund.

Endvidere bør der kapacitetsudvikles, så især følgende områder tilgodeses: konfliktløsning, mægling og kontakter med begge parter i konflikter og med 'den anden side', det vil sige en øget kompetence i forhold til lande med andre værdier og orienteringer end i Danmark og Vesten, for eksempel Kina, Rusland, Iran og større asiatiske og afrikanske lande.

Dokumentation

Temadebat: Hvordan skal Danmarks nye udenrigsstrategi se ud?

Jeppe Kofod (S) vil inden for et halvt år fremlægge en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi, der tager udgangspunkt i danske og socialdemokratiske værdier og ikke nødvendigvis i økonomiske interesser, lyder det fra udenrigsministeren.

Han fremhæver blandt andet demokrati, menneskerettigheder, lighed, ret og pligt og forpligtende fællesskaber som bærende elementer. Som udgangspunkt bliver det en socialdemokratisk strategi uden bidrag fra de andre partier i Folketinget.

Altinget benytter anledningen og har spurgt partiernes udenrigsordførere: Hvordan skal Danmarks nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi se ud? Er det en god idé, at den tager udgangspunkt i værdier frem for interesser? Og hvad kommer det reelt til at betyde?

 

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørn Boye Nielsen

Næstformand, RIKO Rådet, bestyrelsesmedlem, RIKO, bestyrelsesmedlem og medlem af Skolerådet, Den Internationale Højskole
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1977)