Udenrigspolitisk Selskab: Det er på tide, at vi igen tager udenrigspolitik seriøst

DEBAT: Med en svækket udenrigstjeneste er Danmarks rolle ikke længere at være international dagsordensætter på den helt store klinge. Den udenrigspolitiske realisme har nået de fleste - måske med undtagelse af vores udenrigsminister, skriver Lukas A. Lausen fra Udenrigspolitisk Selskab U35.

Af Lukas A. Lausen
Formand for Det Udenrigspolitiske Selskab U35

Danske diplomater skal kunne meget.

Udenrigsministeriet, på havnekanten i København, skal ikke kun sikre kontakten til alverdens regeringer, sikre at danske turister i verdens afkroge altid er trygge, men også fremme dansk erhvervsliv i udlandet, bygge alliancer med dem, vi kan lide, og sørge for klare linjer med dem, vi ikke kan.

Når Danmarks indflydelse i verden er på vej ned ad bakke med alt for hurtige skridt, som professor Martin Marcussen i årevis har råbt op om, kan det derfor på ingen måde overraske, at vilkårene for at sikre dansk tilstedeværelse i verden bliver sværere og sværere.

Danmark i ond cirkel, Sverige i optur
Et kort blik på de kolde tal afslører en ond cirkel. I Danmark har skiftende regeringer igennem mere end et årti konsekvent tvunget udenrigstjenesten på skrump.

Således faldt UM’s driftsbudget med godt 33 procent fra år 2000 til 2016. Alt imens er opgaverne til Udenrigsministeriet blot vokset. Smørret bliver smurt tyndere og tyndere ud.

Samtidig har mange andre lande erkendt, at det er en skidt vej at gå.

Ønsker man mere tilstedeværelse i verden, må man følge trop med de ressourcer, der kan hjælpe på det.

I Sverige har Udenrigsministeriet i løbet af de sidste år fået større budgetter: Man har (gen)åbnet flere ambassader og Stockholm er blevet det diplomatiske tilløbsstykke i Skandinavien, som København var engang.

Svenskerne har forstået det, som den danske regering åbenbart ikke har indset endnu: Kommer du til verden, kommer verden også til dig.

Danmarks udenrigspolitiske realisme 
Danmark er et lille land, og det ville være fjollet at tro, at vi kan blive den afgørende stemme, når der skal forhandles kommende atom-aftaler i verden, når global terror skal bekæmpes, eller når vi skal fattigdom i Afrika til livs.

Heldigvis for alle ved vi det godt. De fleste regeringer har erkendt, at Danmarks rolle ikke er at være international dagsordensætter på den helt store klinge.

Den udenrigspolitiske realisme har nået de fleste – med undtagelse måske af ”Danmarkshistoriens måske mest kompetente udenrigsminister”, som Anders Samuelsen karakteriserede sig selv som, blot få dage efter at han overtog embedet.

Men også et lille land som Danmark har styrker, og for Danmark er de ikke til at tage fejl af.

Sats på de danske styrkepositioner
Når både regeringen og oppositionen i disse uger markedsfører Danmark som grønt foregangsland i verden, så har de en pointe. Lige meget hvor man er, bliver Danmark betragtet som dagsordensættende i den grønne omstilling. Vind-revolutionen, anført af Svend Auken, har sat Danmark i toppen af de lande, som arbejder aktivt på grønne løsninger for en klimavenlig fremtid.

Og ligesom den grønne omstilling er vores velfærdsstat et eksport-produkt.

Når den franske præsident jævnligt skeler til Danmark og taler med statsminister Lars Løkke for at lade sig inspirere af flexicurity-modellen, så er det blot ét eksempel på, hvor stor en soft power det giver Danmark, at verden ser på os. Vi kan vise dem et samfund, hvor både lighed og lykke, og ikke blot økonomisk vækst og gode skattevilkår er i centrum.

Og i kampen om Arktis, som heldigvis stadig er et magtpolitisk lavspændingsområde, bliver Danmarks evner som mægler mellem stormagterne Kina, Rusland og USA for alvor sat på prøve. Men indtil videre er det lykkedes. Og dét gavner ikke blot vores territoriale ambitioner, men også vores i ry i verden for at kunne skabe løsninger selv i et meget højspændt politisk miljø.

Være det sig vores krav om landmasse i Arktis, eksporten af grøn teknologi til resten af verden eller udbredelsen af velfærdsstatens kerneværdier. Der er mange områder, hvor vi som lille land kan sætte en dagsorden. Og vil vi have indflydelse i verden, er det netop, vores styrker vi skal satse på.

Fem forslag til seriøs udenrigspolitik
Men det kræver, at vi gør alvor af at fokusere på vores styrker. Og det kan vi opnå på en række forskellige måder:

1. For det første bliver alle regeringer nødt til at være konsistente i de internationale dimensioner af dansk politik. Regeringen taler om, at de vil gøre Danmark til grønt foregangsland, men det udhuler fuldstændig den danske troværdighed, når man for eksempel sidder på bremsen i de aktuelle EU-forhandlinger om højere grønne målsætninger i hele Europa, og vi overhales indenom af lande, som traditionelt set altid var mere ”sorte” i det. Nationale prioriteter skal underbygges internationalt.

2. For det andet må vi acceptere, at økonomi og indflydelse hænger sammen. Vi skal ikke regne med at sparke et Auswärtiges Amt efter tysk forbillede med ambassader i alle lande i gang.

Men fortsatte ambassadelukninger vil aldrig kunne opfange de positive initiativer, som Danmark, for eksempel med udpegelsen af verdens første tech-ambassadør, har sat i søen. Nedskæringsrunderne skal stoppes. og vi skal vende 180 grader på tallerkenen.

3. For det tredje: Ét af de steder, hvor særligt små lande for alvor slår igennem, er i EU. Her er der kun få danskere tilbage i det bureaukratiske system, og hvis vi vil gøre alvor af at have danske perspektiver repræsenteret i for eksempel den fælleseuropæiske udenrigstjeneste, må vi satse meget hårdere på at uddanne de klogeste danske studerende til en fremtid i EU-systemet.

Og når vi er i gang i Bruxelles, bør vi fortsætte med at spytte flere penge i repræsentationen dernede. Danmark har nemlig i dag den mindste EU-repræsentation af alle – endda mindre end Maltas, landet, der altså kun har en tiendedel af den danske befolkning. I praksis betyder det ganske simpelt, at vores stemme bliver hørt mindre, og vores interesser tages mindre hensyn til, end hvis vi var flere.

4. For det fjerde bliver vi nødt til at tænke på, hvordan national politik får os til at se ud i verden. Den berygtede smykkelov gav i sin tid regeringen en lidet flatterende plads på forsiden af New York Times, og jeg konfronteres stadig tit med den, når jeg møder folk i internationale sammenhænge, der ellers ikke ved meget om Danmark.

Et andet eksempel er den stadig verserende debat om drengeomskæring, der, hvis et forbud nogensinde bliver vedtaget, vil have store konsekvenser for vores anseelse blandt vestlige allierede.

5. Og til sidst ville det være skønt, hvis udenrigspolitikken i Danmark blev varetaget med den alvor, som den gør hos vores naboer. Igen og igen bruger statsministre udenrigsministerposten til at sikre, at politiske modstandere ikke skaber uro i dansk politik.

Den manglende kontinuitet på posten afføder en naturlig devaluering. Så selvfølgelig vil vores venner rundt omkring i verden ringe mindre til os, når de ikke aner, hvem der lige tager telefonen i den anden ende.

Vi har så meget potentiale i verden – men det hele starter med, at vi tager vores internationale ansvar seriøst igen.

Forrige artikel Seniorforsker kritiserer diplomati-rapport: Talgymnastik og ønsketænkning Seniorforsker kritiserer diplomati-rapport: Talgymnastik og ønsketænkning Næste artikel Jarlov: Sverige skal med i Nato for vores fælles sikkerhed Jarlov: Sverige skal med i Nato for vores fælles sikkerhed
Politikere parate til at mødes med Huawei

Politikere parate til at mødes med Huawei

DIALOG: Både Venstre og De Konservative er parate til at mødes med det kinesiske teleselskab Huawei, der mistænkes for at have tætte bånd til Kinas forsvar og efterretningstjeneste.